Ebola erklæres en international folkesundhedsmæssig krise

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret det igangværende ebolaudbrud i DR Congo og Uganda en folkesundhedsmæssig krise af international betydning. Antallet af ebolatilfælde har været stigende, smittetilfælde har spredt sig på tværs af landegrænser, og der er betydelig usikkerhed omkring epidemiens omfang.

Beslutningen, som blev annonceret af WHO’s direktør Tedros Ghebreyesus i søndags, følger rapporter om bekræftede og mistænkte infektioner associeret med Bundibugyo-varianten af virusset.

Selvom situationen er alvorlig, opfylder den på nuværende tidspunkt ikke kriterierne for at blive defineret som en pandemisk nødsituation under WHO’s internationale sundhedsreguleringer.

Pr. 16. maj havde sundhedsautoriteter registreret otte laboratoriebekræftede udbrud, 246 mistænkte udbrud og 80 mistænkte dødsfald i Ituri-provinsen i det østlige DR Congo.

Udbrud er også blevet bekræftet i hovedstaden, Kinshasa, og over grænsen i Uganda, hvor to smittede personer rejste til fra DR Congo og blev indlagt på intensivafdeling.

WHO advarer om, at udbruddet sandsynligvis har et større omfang end det, man har registreret på nuværende tidspunkt, baseret på koncentrationer af uopklarede dødsfald, høj positivitetsrate blandt testresultater og begrænset indsigt i smittemønstre. Mindst fire dødsfald blandt sundhedspersonale vækker desuden bekymring om smitteforebyggelse i sundhedsfaciliteter.

Organisationen understreger, at udbrud udgør en risiko for nabolande grundet handelsforbindelser, stor bevægelsesfrihed på tværs af grænser og igangværende humanitære udfordringer i de udsatte områder.

Helsearbejder i sikkerhedstøj passer en børnepatient.
En helsearbejder tjekker et barn for ebola under et tidligere udbrud i DR Congo (arkiv, 2019) UNICEF/Vincent Tremeau

Kræver ikke restriktioner på internationale rejser

På trods af risikoen anbefaler WHO ikke restriktioner på international rejse og handel. I stedet opfordres lande til at styrke overvågning, beredskab og inddragelse af lokalsamfundet, samt at sørge for nøjagtig og offentlig information.

Autoriteter i DR Congo og Uganda er blevet opfordret til at aktivere akutte beredskaber, øge smittesporing og laboratorietestning, forbedre smittebegrænsning samt udvide behandlingskapaciteten.

WHO fremhæver, at der ikke eksisterer godkendte vacciner eller specifikke behandlinger for Bundibugyo-varianten, hvilket understreger vigtigheden af at fremskynde forskning og kliniske forsøg.

En nødsituationskomité vil blive nedsat for at komme med yderligere anbefalinger, mens globale sundhedsautoriteter optrapper deres tiltag for at inddæmme udbruddet og forhindre yderligere spredning.

Læs mere om ebola-viruset her.

Seneste nyt