Denne måneds nordiske profil, Kaarina Immonen er udstationeret som vice-specialrepræsentant i et af verdens værste krise-hotspots – den Centralafrikanske Republik. Vi har talt med Kaarina Immonen, der er finsk statsborger, selvom hun er født i en landsby i Tanzania. Hendes omfattende karriere indenfor FN-systemet har blandt andet bragt hende til Congo, Cambodja, Rusland og Rwanda – og i dag beskæftiger hun sig med, hvad der først var en af verdens værste glemte kriser, men nu har nået verdens nyheder på grund af den sekteriske voldsspiral. Vi har spurgt, hvad en vice-specialrepræsentant laver, om den Centralafrikanske Republiks fremtid og selvfølgelig vores sædvanlige startspørgsmål:
Hvordan endte du med at arbejde for FN?
Efter jeg havde afsluttet min masteruddannelse ved Graduate Institute of International Studies i Geneve, Schweiz med en særlig interesse i udviklingsspørgsmål, var jeg så heldig at få muligheden for at tilslutte mig FN som juniorrådgiver, finansieret af Finlands regering og fik en stilling i Congo Brazzaville. Da jeg er født i en afsidesliggende landsby i Tanzania kort efter landets uafhængighed, kan denne baggrund have bidraget til min iver efter at arbejde i forskellige miljøer og under forskellige forhold. Med opgaver på steder som i Rwanda, Cambodja, Georgien eller Rusland, inklusiv Sydkaukasus, har konfliktforebyggelse og kriserestitution været en vigtig del af de aktiviteter, jeg har været involveret i.
Du blev udnævnt til vice-specialrepræsentant i december 2012. Hvad laver en sådan? Hvordan ser dine arbejdsdage ud?
Da jeg arbejder i en integreret mission, og også skal være humanitær- og udviklingskoordinator, udover at være repræsentant for UNDP (FN’s udviklingsprogram), er dagene meget stramt planlagt, men skal hele tiden tilpasses, når vi er i gang, på grund at miljøet, som i høj udstrækning er uforudsigeligt. I den nuværende situation er nøgleprioriteten sikkerhed, hvor vi støtter DDR/SSR-processen (Disarmament, Demobilisation and Reintegration/Security Sector Reform, på dansk: nedrustning, demobilisering og reintegration/reform af sikkerhedssektoren). Vedrørende den politiske overgang er det at reetablere statsmagten, hvor overflytningen af den lokale administration udenfor Bangui er et nøgleelement, sammen med planlægningen af valg og støtten til det juridiske system. Sidst, i forhold til den humanitære tragedie, den værste i landets historie, har vi forberedt en beredskabsplan for 2014, hvor vi søger 250.000 millioner USD i midler til at kunne afdække de akutte behov, som den lidende befolkning står overfor. På samme tid må vi plante genopbyggelsesfrø og se på problemerne med samfundsbeskyttelse og modstandsdygtighed, forsoning og social samhørighed.
I praksis dedikerer jeg omkring en dag om ugen til feltbesøg, for nyligt i Bossangoa, hvor 50.000 internt fordrevne er samlet på et sted med rystende forhold, i et anspændt miljø og for hvem hjælpen fra humanitære partnere repræsenterer en livline. I forhold til behovet med at stoppe vold mod kvinder, er der blevet organiseret en oplysningskampagne for nyligt i forbindelse med den Internationale dag for at stoppe vold mod kvinder, hvor centralafrikanske kvinder blev mobiliseret til at tage rundt i Bangui med lastbiler for at snakke til befolkningen. Desværre blev et hold på 25 kvinder arresteret af bevæbnede grupper og blev bragt til en detention uden en specifik grund, hvilke krævede en øjeblikkelig intervention. Da jeg tog hen til detentionen, talte jeg også med en af ministrene, som selv greb ind og kom sammen med Overgangspræsidenten for at løslade kvinderne og udtrykke sin beklagelse over misforståelsen.
I forhold til støtten givet af den franske tilstedeværelse i landet, der således tillader forbedret humanitær adgang, er regelmæssige møder med repræsentanterne for Sangaris-operationen (den franske fredsbevarende mission i landet, red.) vigtige for at gennemføre tilstrækkelige konsultationer og koordinering. Det er ligeledes vigtigt med regelmæssig interaktion med religiøse ledere, i betragtning af deres vigtighed i at fremme fred og dialog. Koordineringsmøder i forskellige sektorer er nødvendige for at tilvejebringe effektive løsninger til krisen. Med tidsforskellen er det i slutningen af dagen, at New York (FN’s Hovedkontor, red.) deltager i konsultationer, planlægning og rapportering. En af udfordringerne er at holde styr på tiden, en anden udfordring er udgangsforbuddet, som i øjeblikket forpligter os til at være hjemme kl. 18 og således forkorter dagen ret meget.
Du har en lang og solid erfaring fra at arbejde for FN i forskellige lande – Congo, Rwanda, Vietnam… Hvordan var det at ankomme til den Centralafrikanske Republik?
Det har været en meget sørgelig oplevelse at se, hvordan et land, som var på vej mod stabilitet og udvikling, med en befolkning håbefulde for fred, falder tilbage i en krise uden fortilfælde og i en kompleks nødsituation, med den fortvivlelse, lidelse og menneskelig tragedie, som ekstrem vold bringer med sig. Under sådanne forhold er der en stærk motivation og dedikation blandt FN-ansatte til at gøre det yderste for at forsøge at hjælpe og bidrage til løsninger. På trods af årets traumer og frygten, som fortsætter med at være den fremherskende følelse, er modet og engagementet blandt de lokalt ansatte for at levere bemærkelsesværdigt. I denne kontekst vil jeg appellere til det internationale samfund om at mobilisere mere hjælp til befolkningen i den Centralafrikanske Republik.
Du efterfølger en anden nordbo, Bo Shack fra Danmark. Er der et specielt nordisk bidrag eller ”touch” til missionen i den Centralafrikanske Republik?
Det er et sammenfald, da vi er 44 forskellige nationaliteter repræsenteret i FN i den Centralafrikanske Republik, og diversiteten er en af fordelene ved FN’s tilstedeværelse. I forhold til bidragene fra de nordiske lande, så lad mig understrege de nordiske landes solidaritet for den centralafrikanske befolkning, som også ses på det betydelige niveau af midler, der er blevet gjort tilgængelige til FN-aktiviteter i landet.
Der var noget fremskridt mod at nå en aftale om nedrustning i den Centralafrikanske Republik i 2012. Hvad gik galt?
Vi kan sige, at DDR-programmet, der blev lanceret efter underskrivningen af Libreville Fredsaftalen i 2008 fungerede godt i nogen tid og nogle områder af landet, hvor den faktisk har opnået resultater. Dette ses særligt i nordvest (Paoua, Markounda , Ngaoundaye and Bocaranga) og i den nordlige/centrale del (Kaga-Bandoro, Bouca and Kabo), hvor en omkring 6.000 eks-kæmpere er blevet demobiliseret og 4.000 af dem støttes af reintegrationsprogrammer. Optagelsen af Konventionen for patrioter for retfærdighed og fred (Convention of Patriots for Justice and Peace (CPJP)), en national rebelgruppe, i Libreville-aftalen i 2012 tegnede vejen for starten på nedrustning, demobilisering og reintegration i den nordøstlige del af landet.
Men, vi må indrømme, at dette program har mødt en række udfordringer, som har forsinket dets effektive implementering i områderne nævnt ovenfor, og specielt i at hindre succesfuld udvidelse til hele landet, inklusiv den nordøstlige del. Faktisk, udover blot tekniske problemer særegne for denne slags program, var den største vanskelighed, man mødte, den manglende evne til at skabe et klima med gensidig tillid, hvilke der kræves for succes med en DDR-proces. Problemet var essentielt på grund af manglen på en inkluderende politisk dialog, man fastsatte i Libreville-aftalen, og efterfølgende fejlede man i at overveje de politiske krav fra de forskellige politiske og militaristiske grupper.
Kort fortalt: Mens DDR-processen var blevet succesfuldt gennemført i den nordøstlige del af landet, er det uheldigt, at dens implementering blev forsinket i den nordøstlige del. Hvis den var blevet udført i den nordøstlige del, ville det sikkert have hjulpet med at forhindre den vold, vi i dag har i den Centralafrikanske Republik.
Hvilke skridt skal nu tages for at forbedre situationen i den Centralafrikanske Republik? Ser du et lys for enden af tunnelen?
Vi må indrømme, at den Centralafrikanske Republik, desværre, har stået overfor coups d’Etats. Til dato har de fleste af den Centralafrikanske Republiks statsoverhoveder kæmpet deres vej til magten gennem bevæbnede oprør. Men det er den allerførste gang, landet oplever en forlænget krise af denne størrelsesorden, med dramatiske interreligiøse implikationer.
Naturligvis er den igangværende militærfase, der består af nedrustning af eks-kæmpende og deres neutralisering, og at stoppe vold mod civile, altafgørende. Mens MISCA (afrikanske styrker) og de franske tropper kan reducere spændingen og sikkerhedsproblemer forbundet med bevæbnede grupper og spredningen af våben, kan de ikke desto mindre ikke takle problemet med dårlig regeringsførelse, som er i hjertet af den Centralafrikanske Republiks problemer.
For at forbedre situationen i den Centralafrikanske Republik skal denne militærfase følges op af en politisk dialogfase, forsoning og skabelse af tillid, hvilke kan føre til åbne, fredelige og demokratiske valg og således tillade centralafrikanerne til at vælge mænd og kvinder, der er i stand til at bygge en nation op. Så vil det internationale samfund være i stand til at hjælpe landet med udviklingen af politiske, sikkerhedsmæssige og juridiske nøgleinstitutioner, som vil promovere stærke mekanismer for regeringsførelse. I denne henseende har overgangsregeringen, med støtte fra FN-systemet og det internationale samfund, udviklet en køreplan på linje med disse forudsætninger, som, hvis den bliver godt og hurtigt implementeret med dedikation, vil vise os lidt lys for enden af tunnelen.
Så det første skridt, der skal tages for at forbedre situationen, er at landets borgere indser, at de skal samles og glatte deres forskelligheder ud for at opbygge en nation. Løsningen er derfor, frem for alt, i centralafrikanernes egne hænder. De må reagere hurtigt og kraftigt, og vi er her for at støtte dem på vejen mod at genoprette deres værdighed og rehabilitere landet.
