A-Ø webstedsindeks

Finsk saunakultur på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv

Den finske saunakultur blev den 17. december 2020 optaget på UNESCO’s liste of immateriel kulturarv. Det skaber global opmærksomhed omkring den finske saunatradition, der er kommet i fornemt selskab med indisk yoga, argentinsk tango, den tyrkiske kaffeceremoni og iransk tæppevævning.

UNESCO definerer den immaterielle kulturarv som praksisser, repræsentationer, udtryk, viden og håndværk, der videreføres fra generation til generation gennem fortælling, kunst, fællesskaber, ritualer og ved festlige lejligheder. UNESCO’s liste over immateriel kulturarv har til formål at skabe opmærksomhed omkring og beskytte verdens kulturarv.

Finland underskrev i år 2013 den UNESCO-konvention, der har til formål at beskytte den immaterielle kulturarv.  Et par år senere begyndte arbejdet med at få saunakulturen optaget på listen. Saunakulturen er det første aspekt af finsk kultur, der er med på den prestigefyldte liste.

Spis, sov og gå i sauna

Saunaen spiller en betydelig rolle i finsk kultur. Det er en del af hverdagen for størstedelen af finnerne. I saunaen renser folk både deres krop og sind, og det frembringer en indre ro. Faktisk handler saunakulturen mere om mental balance, end den handler om at blive ren.

Saunatraditionen optræder også i finske fortællinger, sange og myter. Folk er født i saunaen, de har haft deres hverdag i saunaen, og de har klargjort afdøde venner og familiemedlemmer i saunaen. Saunaen er også omdrejningspunkt for festlige lejligheder. For eksempel midsommer-og julesauna.

I pressemeddelelsen om optagelsen af den finske saunakultur på listen over immateriel kulturarv skrev UNESCO:

”Saunaen blev traditionelt betragtet som et helligt sted – som en naturkirke. Löyly, som er den ånd eller damp, der bliver frigivet, når vandet rammer de opvarmede sten, er en central del af saunaoplevelsen”

Saunadiplomati

Saunaen er også et vigtigt redskab i det finske diplomatis værktøjskasse. Saunakulturen er en del af Finlands brand, hvilket er blevet udnyttet både politisk og forretningsmæssigt i årtier. Næsten alle finske ambassader har saunaer, hvor diplomaterne knytter bånd til deres lokalmiljøer. Tidligere præsident Martti Ahtisaari, der vandt Nobels fredspris i år 2008, har efter sigende haft stor succes med det såkaldte saunadiplomati.

En af de mest kendte historier omkring saunadiplomati går tilbage til 1978, hvor en sovjetisk delegation ankom til Finland for at diskutere fælles militære øvelser. Den daværende præsident, Urho Kekkonen, brugte saunaen til at distrahere gæsterne og undgå det ubehagelige emne.

Tosset med sauna

I Finland – et land med en befolkningsstørrelse på 5.5 millioner – er der 3.3 millioner saunaer. Så det er ikke en overdrivelse, at alle har god adgang til det varme rum. Næsten 90 procent af alle finnerne går i sauna mindst en gang om ugen. Traditionelt gik finnerne i sauna hver lørdag, men i dag kan man finde finnerne i en sauna på en hvilken som helst dag. Sammenlagt går de 5.5 millioner finner i sauna cirka 200 millioner gange på et år.

De traditionelle offentlige saunaer forsvandt næsten fuldstændigt i løbet af 1950erne. Men i de seneste år har private initiativer ført til etableringen af nye offentlige saunaer. I 2018 kom den nye offentlige sauna, Löyly, på Time Magazine’s liste over verdens bedste steder.

Finsk saunakultur er ikke den første sauna på UNESCO’s verdensarvsliste. Estland blev optaget på listen i år 2013 for sin røgsaunatradition. Dengang oplevede nogle finner, at deres saunakultur blev stjålet. Men Estlands succes med at få saunaen på verdensarvslisten har ikke været skadelig for finsk saunakultur. Og saunaer og lignende opvarmede rum kan findes overalt i verden. Dog er Finland unik i den forstand, at saunaen er blevet en integreret del af finnernes hverdag. Det er på sin plads at sige, at ingen er ligeså tosset med sauna, som finnerne er.

Udover ære og anerkendelse indebærer optagelsen af finsk saunakultur på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv også, at Finland forpligter sig på at beskytte og værne om saunatraditionen.

Læs mere og se de smukke billeder af finsk saunakultur her 

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19