FN advarer om humanitær katastrofe i Nordirak

0
17
Iraq

 Iraq

4.august 2014 – ISIL har erobret Sinjar i Nordirak og har drevet op imod 200.000 mennesker på flugt. FN embedsmænd advarer derfor mod en humanitær katastrofe i området.

I en pressemeddelelse har FN’s mission i Irak (UNAMI) bekræftet, at ISIL og gruppens allierede har overtaget næsten hele Sinjar og Tal Afar distriktet i Ninewa provinsen. Disse områder inkluderer også oliefelterne Ain Zala og Batma, der grænser op til Kurdistan.

”En humanitær tragedie er ved at finde sted i Sinjar,” erklærede lederen af UNAMI, Nickolay Mladenov. Mladenov påpegede ligeledes, at han mener, at det er essentielt, at regeringen i Irak og den regionale kurdiske regering samarbejder for at håndtere krisen.

200.000 civile fra især Yezidi er flygtet til Jabal Sinjar.

Generalsekretær Ban-Ki-moon, udtaler via sin talsmand, at han er ”rystet” over den nyeste udvikling og ”bekymret” for konsekvenserne for de civile i området:

”Generalsekretæren understreger, at ethvert systematisk angreb på den civile befolkning eller grupper af befolkningen på grund af disses etniske baggrund, religiøse overbevisning eller tro er en forbrydelse mod menneskeheden. Dem der er ansvarlige for sådanne handlinger skal drages til ansvar.”

Ligesom Mladenov, opfordrer Ban-Ki-moon også den irakiske regering og den regionale kurdiske regering til at ”se bort fra deres forskelle og arbejde sammen om at løse de store sikkerhedsproblemer, som nationen står over for.”

Videre tilskynder generalsekretæren irakerne til at hjælpe de mange flygtninge. Han minder også alle parter i konflikten om deres forpligtelser i forhold til international traktater, der sikrer, at hjælpen lettere kan nå frem.

Andre artikler om Isil og Irak:

Isil slår hårdt ned på Iraks minoriteter

FN-ledere fordømmer ISIL’s angreb i Irak

Bristede liv i den irakiske provins Anbar

Baggrund