FN’s højkommissariat for menneskerettigheder udsteder retningslinjer for børns sikkerhed på nettet

At blokere børn fra sociale medier erstatter ikke det at gøre platformene sikre fra begyndelsen, advarede FN’s menneskerettighedskontor (OHCHR) i fredags, hvor det udstedte et rammeværk på 10 retningslinjer, som opfordrer regeringer og tech-virksomheder til at handle mere og hurtigere for at beskytte børn online.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder Volker Türk sagde, at de skadevirkninger børn møder i digitale rum – fra afhængighedsskabende designfunktioner til privatlivskrænkelser – ikke er uundgåelige, men derimod er resultatet af bevidste kommercielle valg.

‘Afhængighedsskabende funktioner’

”Online skader på børns sikkerhed, privatliv og trivsel er resultatet af designvalg og virksomhedspraksisser, som underminerer sikkerheden, herunder afhængighedsskabende funktioner såsom uendelig scrolling, autoplay og vedvarende notifikationer,” sagde han.

Retningslinjerne, som har titlen Børns digitale sikkerhed på rette spor, udgives i en tid med global udbredelse af aldersgrænser for sociale medier. I december 2025 forbød Australien børn under 16 år fra platforme, efterfulgt af Indonesien og Malaysia, mens adskillige andre lande overvejer lignende tiltag.

Türk advarede om, at denne type regler let kan underløbes og risikerer at skubbe børn mod mere risikofyldte, mindre kontrollerede miljøer. ”Blot at begrænse adgangen til platforme, der forbliver usikre, kan ikke stå som endegyldigt mål,” sagde han.

Four young people sitting next to each other. One girl is using her phone, one of the others is looking at the phone.
Teenagere ser på mobiltelefon. Foto: UNICEF

Beskyttelse af privatlivet

Peggy Hicks, OHCHR’s direktør for tematiske emner og særlige menneskerettighedsprocedurer, sagde, at tech-virksomheder nu står over for et klart valg.

”De kan enten tilpasse deres platformes design og funktion til bedre at beskytte børns rettigheder og sikkerhed, eller blive tvunget til det gennem stadig mere restriktiv lovgivning og regulatoriske bøder,” sagde hun til journalister i Genève.

Retningslinjerne opfordrer til, at sikkerhed integreres i platformenes udformning fra begyndelsen, frem for at efterlade ansvaret for at håndtere risici hos forældre og børn. De anbefaler også obligatoriske vurderinger af konsekvenser for børns rettigheder, nøje reguleret aldersverificering for at beskytte mod privatlivsrisici og meningsfuld konsultation med børn under udarbejdelsen af regulatoriske tiltag.

Hicks understregede, at det hurtigt udviklende digitale landskab – herunder fremvæksten af AI og chatbots – gør hurtig, tilpasningsdygtig evidensbaseret politik afgørende. ”Vi bliver nødt til at samle beviserne og tilpasse os hurtigt til det, vi lærer,” sagde hun.

Risiko for at sætte privatlivet i fare

– Uanset hvilke reguleringer der vedtages, er det afgørende at undgå utilsigtet at forårsage yderligere skade. For eksempel kan fejlslagen aldersverificering både slå fejl i sit formål og sætte privatlivssikkerheden i fare for både børn og voksne, sagde Volker Türk.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder nævnte desuden, at de hidtidige erfaringer viser, at forbud nemt kan omgås, og udtrykte bekymring for, at disse forbud kan ende med at skubbe børn til mere udsatte, mindre regulerede platforme.

De 10 retningslinjer, som har originaltitlen Getting Children’s Safety Online Right, er tilgængelige her.

Se højkommissærens video her.

Seneste nyt