A-Ø webstedsindeks

FN’s nødhjælp efter ødelæggende jordskælv i Tyrkiet og Syrien

Tidligt mandag morgen ramte et kraftigt jordskælv det sydlige Tyrkiet og det nordlige Syrien. Det har skabt frygt for en mulig humanitær krise. FN’s nødhjælpsorganisationer kæmper for at hjælpe de tusinder af ofre, inklusiv dem der stadig er begravet under murbrokkerne.

Det første jordskælv med en styrke på 7,8 ramte tæt på byen Gaziantep. Der rapporteres mindst 78 efterskælv fulgt af et andet jordskælv med en styrke på 7,5. Der er tale om det kraftigste jordskælv registreret i Tyrkiet siden 1939.  

wounded-Syria-earthquake-natural-disaster
En såret mand hjælpes. © UNOCHA/Ali Haj Suleiman

“Mine tanker går til befolkningerne i Tyrkiet og Syrien i disse sørgelige timer,” udtalte FN-generalsekretær António Guterres. “FN er fuldstændigt forpligtet på at hjælpe. Vores organisationer er til stede, undersøger de konkrete behov og deltager i nødhjælpsindsatsen.”  

Den tyrkiske regering har erklæret alarmtilstand, niveau 4, hvilket betyder en opfordring til international støtte.  

 

WHO støtter lokal nødhjælpsindsats

Verdenssundhedsorganisationens (WHO) akutmedicinske teams er tilsendt for at yde vigtig lægehjælp til de sårede og mest sårbare ofre. Dette som svar på anmodningen om international assistance, udtaler WHO. 

De nationale myndigheder fokuserer på eftersøgnings- og redningsarbejde umiddelbart efter jordskælvet. De forventer et øget behov for traumebehandling af de sårede. 

“Prioriteten her og nu er at støtte nødhjælpsindsatsen lokalt”, sagde Dr. Catherine Smallwood, senior beredskabschef i koordineringen af jordskælvsindsatsen i Tyrkiet, WHO. “Tyrkiet har en meget høj kapacitet til at håndtere jordskælv, men ødelæggelsernes omfang er nu så stort, at man har bedt om international lægelig assistance.” 

“Af alle naturkatastrofer forårsager jordskælv de mest dødelige, der samlet er skyld i 58 % af de samlede katastrofedødsfald mellem 2000-2019. Effekten af et jordskælv forstærkes yderligere, når det rammer særligt sårbare områder, hvor jordskælvssikret infrastruktur muligvis mangler, og de humanitære behov er høje,” udtalte Mami Mizutori, leder af FN’s kontor for katastroferisikoreduktion.

rubble-Syria-UNOCHA-fog-men-earthquake
Redningsarbejde – tusinder er begravet under murbrokkerne. © UNOCHA/Ali Haj Suleiman

 

Nødhjælpen til Syrien rammes

Jordskælvet har også ramt det nordlige Syrien hårdt; en region hvor 4,1 millioner mennesker, majoriteten kvinder og børn, i dag er afhængige af humanitær nødhjælp. FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) koordinerer aktivt “en handleplan med FN-organisationer og andre nødhjælpsorganisationer, der skal sikre bistand og støtte til de nødlidende i Syrien.”  

På nuværende tidspunkt er syriske lokalsamfund allerede påvirket af et koleraudbrud; dertil kommer den hårde vinter med kraftig regn samt sne henover weekenden. Den humanitære indsats er overbelastet med et underskud på 48 procent for sidste kvartal af 2022 (Der mangler 371,1 amerikanske dollars ud af 802,1 millioner). 

 

Vil du hjælpe?

Du kan støtte FN’s nødhjælpsarbejde i Tyrkiet og Syrien her.

 

 

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19