8.8.2016 – Et par timers sejlads fra Nuuk, hovedstaden i Grønland, ind i Nuuk-fjorden ligger en lille ø kaldt Qoornoq, med smukt malede huse. En tidlig forårsdag er der ikke en sjæl at se i miles omkreds. Dette er dog ikke unormalt, eftersom myndighederne har beordret en rydningen af området og flyttet landsbyboerne til Nuuk.
Hvis man sejler tilbage mod Nuuk ser man nogle enorme boligblokke mod havet. “Det er der landsbyboerne blev overført til,” forklarer kaptajnen på båden.
Intet mindre en 1% af den grønlandske befolkning har på et tidspunkt i deres liv boet i den største af disse boligblokke, den kendte ”blok P”, som blev revet ned i 2012.
Et af de spørgsmål Forsoningskommissionen, som blev udpeget af Grønlands hjemmestyre i 2014, har behandlet, er den tvungne opgivelse af fjerntliggende landsbyer, der blev anset for at være “urentable, usunde og umoderne” og som var en del af en plan om at urbanisere øen i 1960’erne.
Ideen med en forsoningskommission blev lanceret i 2014 af den daværende premierminister i Grønland, Aleqa Hammond. “For at lægge afstand til koloniseringen af vort land er det nødvendigt, at der sker en forsoning, og at man kan tilgive,“ forklarer Hammond.
Reaktionen fra den danske regering kom hurtigt og var utvetydig: “Vi har ikke behov for forsoning, ” sagde tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Debatten i den danske presse koncentrerede sig om, hvorvidt Danmarks håndtering af Grønland berettiger en kommission, ligesom sandhedskommissionen efter apartheiden i Sydafrika.
Medlemmerne af kommissionen distancerede hurtigt sig selv fra den sydafrikanske model: “Denne kommission er speciel. Det er ikke en sandhedskommission, men en kommission hvor vi internt ikke kræver af danskerne eller dem der stod for kolonialismen, at de skal sige undskyld eller give en erstatning. Vi kræver mere en forståelse for samfundet i Grønland,” fortæller et medlem af kommissionen fra Øst-Grønland, Ida Mathiasson, til UNRIC’s nordiske nyhedsbrev
“Kommissionen handler ikke om at pege fingre,” siger kommissionsmedlem Jens Heinrich.
“Der har aldrig været noget ønske om at mishandle den grønlandske befolkning,” siger Mogens Lykketoft, tidligere præsident for Folketinget og formand for FN’s 70. Generalforsamling. “Langt det meste af det Danmark har foretaget sig i Grønland er foretaget ud fra måske lige lovligt paternalistiske holdninger, men altid i den bedste mening,” forklarer Lykketoft til Martin Breum, forfatteren bag bogen, Balladen om Grønland.
Fra ødemarken til Blok P
De gigantiske lejlighedskomplekser i Nuuk er en del af den paternalistiske danske tilgang. Deres design fungerede perfekt for de cyklende indbyggere i København, men det viste sig, at lejlighederne ikke tog hensyn til generelle behov hos de grønlandske jægere og fiskere. De smalle døråbninger har gjort det vanskeligt og nogle gange umuligt at gå ind og ud iført tykt vintertøj, og de normale, stilede, europæiske garderobeskabe var for små til at gemme fiskeredskaberne i.
Badekarrene var ikke lavet til at parterer en sæl, og der opstod hurtigt problemer med vandrørene. De største problemer var dog den store kulturelle omvæltning for jæger-familierne, som var vandt til det store, snedækkede grønlandske vildnis, men som nu skulle vænne sig til klaustrofobiske lejlighedskomplekser.
Ida Matthiasson, fortæller, at disse følelser, som familierne der blev deporteret fra deres hjem, følte, er tabu. ”Man spurgte ikke, man lukkede bare bygder og tvangsflyttede indbyggerne. Nogle af dem bærer stadig den smerte, og nogle af deres børn og børnebørn arver denne smerte. Men de snakkede ikke om det – det er tabu.”
Kommissionen er nu begyndt at indsamle fortællinger og historier fra hændelserne. ”Personerne bestemmer selv hvad de vil fortælle,” forklarer en medarbejder fra kommissionen, Magdalene Møller. ”Det kan være fra fortiden, hvad de har oplevet, det kan handle om den kolonielle arv i Grønland, men det kan også handle om nutiden; hvilke forhindringer eller udfordringer de oplever i dag, og vi spørger dem også om, hvilke løsninger de kan finde for fremtiden. ”
”Det, som er formålet med kommissionen, er, at den enkelte skal blive bevidst om, at de kan åbne munden og bidrage til fortællingerne, som ethvert samfund har brug for, for at kunne definere sig selv,” siger kommissionsmedlem, Jens Heinrich. Han pointererm, at der stadig kun er nogle få historienedskrivninger, skrevet af grønlænderne selv. ”Danskerne har imidlertid også et ansvar for Grønland, og hvis rigsfællesskabet skal have en fremtid, så skal den fælles historie revideres. “
Fra 1720’erne indtil 1953 var Grønland en dansk koloni men er nu blevet en integreret del af Danmark, eftersom Danmark kom under grundig inspektion af FN, da afkolonisering var på dagsordenen. Dette blev en del af en ny forfatning for det danske rige, som blev forelagt til folkeafstemning – men kun i Danmark, ikke i Grønland. Heinrich fortæller, at koloniseringen fortsatte årene efter 1953, hvor Grønland skulle blive en del af Danmark. ”Daniseringen gjorde alt grønlandsk til andenrangs, og det er denne følelse af forkerthed, som er en af de levn der eksisterer i dagens Grønland. Selv med indførelsen af Hjemmestyret i 1979 fik man ikke gjort op med denne skævhed. “
Ida Matthiason deler denne holdning. Man føler sig ikke ligeværdig med danskerne og kommissionen forsøger nu at lære mere og skabe mere viden om emnet. Det skal være samfundet, der åbner op for samtalen eller dialogen […] så det ikke hele tiden er sådan, at man ikke snakker om det.”
Danmark reagerede ganske negativt ved oprettelsen af kommissionen og samarbejdede ikke i begyndelsen.
”Jeg tror selv, at kommissionen er en udfordring af de vante billeder danskere og grønlændere har af hinanden og af dem selv,” siger Heinrich, som selv er halv dansk og for tiden bor i København – ligesom tusinder af andre grønlændere. ”Rangordenen har indtil nu været sådan, at danskerne var rollemodellerne og de mest udviklede, bedst uddannede, de rigeste og lykkeligste – og her har grønlænderne fungeret som modbilledet. Og det er nok svært at vænne sig til at tingene ændrer sig. Banalt set er målet at opgradere den grønlandske stolthed og selvrespekt, så der kan opnås reel ligestilling internt i rigsfællesskabet.”
Den berygtede gigantiske boligblok, “Blok P”, er blevet revet ned og intet har erstattet den endnu. I mellemtiden er nogle af de tidligere indbyggere, på øen Qoornoq, vendt tilbage til deres sommerhuse og forårsrengøringen. Manglen på elektricitet, som skete efter myndighederne besluttede at opgive landsbyen, er ikke længere en bekymring takket være solepaneler. Disse paneler kan nu ses på alle husene, ofte ved siden af det rød-hvide grønlandske flag som en påmindelse om, at denne lille nation, som bor på en kæmpe ø, er klar til fremtidens udfordringer.
Denne artikel er en del af nyhedsbrevet fra august, som du kan finde her: http://bit.ly/2aukwXA
