Generalsekretærens budskab på den Internationale Dag for Solidaritet med det Palæstinensiske Folk

0
47

29. november 2010

Hvert år på den Internationale Dag for Solidaritet med det Palæstinensiske Folk, reflekterer vi over situationen, og overvejer hvad mere vi kan gøre for at fremme fred.

To tidslinjer når et kritisk punkt i 2011.

For det første – den palæstinensiske præsident Abbas, og den israelske premierminister Netanyahu har begge lovet at lave en aftale om status i september. For det andet – den Palæstinensiske Myndighed er ved at afslutte sin toårige dagsorden, og gør klar til statsdannelse i august.

På sit møde i september 2010, erklærede kvartetten, at en aftale kan nås inden for den tidsramme, som lederne selv har fastsat, og at den Palæstinensiske Myndighed, hvis den bevarer sin nuværende resultater i forbindelse med institutionsopbygning og levering af offentlige serviceydelser, er godt positioneret til etablering af en medlemsstat på et tidspunkt i nær fremtid.

Men kun få palæstinensere er optimistiske, og tror på at noget afgørende vil blive opnået næste år, eller endog overhovedet. Ser man på situationen, forstår jeg denne fortvivlelse. Kort efter at de direkte forhandlinger om den endelige status begyndte i september, blev de underminerede ved udløbet af Israels byggeforbud. Opførelsen af hundredvis af nye enheder ved Vestbredden begyndte, og der blev givet godkendelser til nye bosættelser i Østjerusalem. Denne udvikling er ikke god for troværdigheden af den politiske proces. Israel er stadig ansvarlig for at opfylde sine forpligtelser i henhold til folkeretten og for at stoppe bosættelsesaktiviteterne.

Det er også rigtigt, at få israelere synes håbefulde om, at fred kan opnås snart, og jeg er sensitiv over for Israels sikkerhedsbekymringer. Men jeg beder alle israelere om at se med friske øjne på fremkomsten af en pålidelig sikkerhedspartner, og det fortsatte engagement præsident Abbas ligger i Israels ret til at leve i fred og sikkerhed, og hans afvisning af vold og terrorisme. 

Jeg er fortsat meget bekymret over forholdene i Gaza. Jeg vil gerne udtrykke påskønnelse for modificeringen af Israels politik og godkendelsen af et betydeligt antal af FN’s projekter. Men dette kan kun være det første skridt. Fuldstændig gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolution 1860 bør følge. Israel skal muliggøre bredere civil genopbygning, fri bevægelighed og eksport af varer. Raketangreb fra Gaza må stoppe. Fangeudveksling og fremskridt mod palæstinensisk forsoning er også vigtige skridt.

Der eksisterer en overvældende international konsensus om behovet for at afslutte besættelsen, der begyndte i 1967, for at løse de grundlæggende sikkerhedsmæssige bekymringer for begge parter, og for at finde en løsning på flygtningespørgsmålet. Jeg udfordrer de to ledere til at vise statsmandskunst og politisk mod i at nå en historisk fred. Det internationale samfund, må for sin del, være parat til at påtage sig sit ansvar for freden.

Lad det kommende år være det år, hvor vi endelig oplever, en retfærdig og varig fred i Mellemøsten blandt andet baseret på Sikkerhedsrådets resolutioner 242, 338, 1397, 1515 og 1850, tidligere aftaler, the Madrid Framework , the Road Map og det Arabiske Fredsinitiativ. Jeg vil gøre alt i min magt for at støtte disse indsatser.