A-Ø webstedsindeks

Holocaust var kulminationen på årtusinders had

FN’s generalsekretær António Guterres har advaret om, at Holocaust ikke kun var et resultat af nazisternes vanvid, men det var også kulminationen på årtusinders antisemitisme.

“Det ville være en farlig fejl at tænke på Holocaust som blot et resultat af en gruppe kriminelle nazisters vanvid. Tværtimod var Holocaust kulminationen på årtusinders had, forfølgelse og diskrimination rettet mod jøderne – hvad vi nu kalder antisemitisme,” sagde Guterres i sit budskab på den Internationale Holocaust-mindedag.

Den Internationale Holocaust-mindedag markeres hvert år den 27. januar og falder sammen med årsdagen for befrielsen af koncentrationslejren i Auschwitz. I år markerer vi 75-årsdagen for befrielsen af ​​Auschwitz, afslutningen af ​​2. verdenskrig og afslutningen af Holocaust.

For at markere dette milepæl-år har det såkaldte ”Holocaust and the United Nations Outreach Programme” valgt følgende tema for uddannelsen og erindringen af Holocaust i 2020: “75 år efter Auschwitz – Holocaust-uddannelse og erindring for global retfærdighed”. Temaet afspejler den fortsatte vigtighed af fælles handling mod antisemitisme og andre former for intolerance for at sikre respekt for alle menneskers værdighed og menneskerettigheder.

I sin besked påpegede Guterres, at selv efter Holocaust, “hvor dets katastrofale konsekvenser ikke kunne have været tydeligere”, ser man stadigvæk antisemitisme i dag.

”Nogle gange antager det nye former og spredes med nye teknikker, men det er det samme gamle had. Vi skal altid være på vagt. I de sidste par år har der været en skræmmende stigning i antisemitiske angreb både i Europa og USA som en del af en bekymrende stigning i fremmedhad, homofobi, forskelsbehandling og alle former for had. Selv nazismen som ideologi truer med at dukke op igen – nogle gange åbenlyst, andre gange mere skjult.”

”Erindring og uddannelse er en væsentlig del af vores forebyggelsesindsats, fordi uvidenhed skaber grogrund for falske fortællinger og løgne. At forstå vores historie forbinder os med de essentielle menneskelige værdier såsom sandhed, respekt, retfærdighed og medfølelse. Holocaust var et vendepunkt i historien, der fik verden til at sige ‘aldrig igen’,” sagde Guterres.

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19