Interview med Bo Schack, FN’s Flygtningehøjkommissariat

0
161
Foto: UNHCR Afghanistan

Foto: UNHCR Afghanistan

17. april 2014 – Bo Schack arbejder som FN’s Flygtningehøjkommissariats repræsentant i Afghanistan. Han har arbejdet for FN i næsten 30 år, men er stadig ydmyg overfor hvad han kan lære af andre mennesker og fuld af respekt overfor de nabolande, der stadig efter 30 års krise hjælper den afghanske befolkning.

Hvordan endte du med at arbejde for FN?

Jeg startede som Junior Professional Officer (JPO) i 1985, efter at have arbejdet som advokat fuldmægtig i et ministerium og have studeret ved European College i Belgien. Ideen om at søge et arbejde ved FN, eller en anden international organisation, startede tidligt, og allerede under studierne, var min interesse på det internationale område. Da jeg fik muligheden for at få stillingen som JPO baseret i Dakar i Senegal (blandt andet fordi jeg taler fransk), var det starten på en lang karriere, der har involveret stillinger i Afrika, Asien, Europa og Mellemøsten. Det har mest været med UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat, red.) indenfor det humanitære område, men også udviklings- og politisk orienteret i den Central Afrikanske Republik mellem 2009 og 2011.

Hvordan ser din normale arbejdsdag ud som UNHCR’s repræsentant i Afghanistan?

Vi starter på kontoret ved ottetiden, men ofte er der fra tidligt om morgenen e-mails eller andre meddelelser vedrørende især sikkerhedssituationen i Kabul eller andre steder i landet, som jeg diskuterer med mine kolleger. Når jeg er i Kabul går den første tid sammen med mine kolleger, hvor vi taler om dagens møder og prioriteter. Derefter er der sædvanligvis møder med kolleger i andre FN-organisationer, Ngo’er, regeringen og diplomater. Ind imellem forsøger jeg at afsætte tid til e-mails og korrespondancer, samt besøg og diskussioner med IDPs (internt fordrevne flygtninge, red.) eller hjemvendte flygtninge. Jeg forsøger at øge antallet af møder og the-drikning med Committees of Elders (Ældrerådene, red.), community leaders (lokale ledere, red.) samt andre afghanske kontakter, men det lykkes bedre når jeg er på ture til vore ti andre kontorer i resten af landet. Jeg tilbringer ca. en fjerdedel af min tid rundt om i landet, til møder især med kolleger og repræsentanter i nabolandene Pakistan og Iran.

Du har tidligere arbejdet i den Centralafrikanske Republik og er nu i Afghanistan – er der noget specielt, der tiltrækker dig ved at arbejde i så skrøbelige lande?

I løbet af mine ca. 28 år i FN-systemet, har jeg klart haft lyst til at arbejde i eller tæt ved “skrøbelige” lande. Et arbejde med især UNHCR, handler om flygtninge og internt fordrevne (IDPs), så udstationeringer i disse lande er den “normale” karriere rute, men over årene er jeg helt sikkert kun blevet mere interesseret i at leve i disse lande. I forhold til venskaber og kontakter, er prioriteterne meget forskellige. På en og samme dag kan man være sammen med de fattigste fordrevne, hjemvendte flygtninge, men også med politikere, embedsmænd, sociale institutioner, diplomater og ofte militær eller politimyndigheder. 
Bredden i kontakter er utrolig inspirerende, og ofte føler man sig meget ydmyg overfor det man kan lære fra alle disse mennesker. Ofte er grænsen mellem vold og politik meget lille i situationer hvor mulighederne for at udtrykke sig er meget små. Samtidig er muligheden for smil og et meget tæt forhold til venner meget intens, over tons af the og herlige måltider.

Du har været vidt omkring i FN-systemet og har arbejdet i mange forskellige lande og situationer. Hvor er du blevet udfordret mest?

Udfordringerne har været meget store for Iran, Sri Lanka, det tidligere Jugoslavien under krigene og Den Centralafrikanske Republik. Den største udfordring er nok for en selv at tage tid til at høre efter, og at lære fra alle. At forstå og acceptere at være ydmyg overfor de betragtninger og forhold mange arbejder i og under. Og så på den samme tid få oprettet et forhold, hvor der er plads til humanitære prioriteter fra regeringer og rebelgrupper med en lille forståelse for, hvor vigtig situationen for de fordrevne også er midt i en krig.

Bringer du noget specielt nordisk eller dansk med ind i dit arbejde?

Min nordiske baggrund er helt sikkert blevet blandet op med mange andre indtryk og erfaringer, men jeg synes stadig åbenheden og den ret uformelle måde, er vigtige elementer i at starte et godt venskab. Måske også noget med at kunne lytte og ikke dømme ud fra første indtryk.

Der har i de nordiske lande været store diskussioner om, om der skal gives asyl til de afghanske tolke, da deres liv kan komme i fare, når de udenlandske tropper trækker sig ud af Afghanistan. Hvad er din mening om sagen?

UNHCR har behandlet sager om asyl fra afghanere, der har arbejdet med ISAF (International Security Assistance Force, den internationale styrke i Afghanistan, red.), men min mening er, at det væsentligste ansvar må være hos de lande som ansatte tolkene og andre afghanere. Løsningen er måske heller ikke altid asyl, men andre typer af opholdstilladelser, som for eksempel har været brugt i flere andre lande. Det er nok også for enkelt bare at sige at alle vil være i fare fordi de har arbejdet med ISAF. Som sædvanligt er situationerne aldrig bare sorte og hvide.

I 2014 forudser man, i forbindelse med valget i april og de udenlandske troppers tilbagetrækning, et stort indryk af repatrierede afghanere fra nabolandene, men også et stigende antal af internt fordrevne. Hvad har UNHCR af konkrete planer for at hjælpe den afghanske befolkning?

Med udgangspunkt i mange diskussioner med regeringerne i nabolandene samt myndighederne i Afghanistan, er forventningerne til hvor mange der vil vende tilbage i 2013 og 2014 blevet reduceret. I 2012 var der 94.000 der vendte tilbage, i 2013 var det kun ca. 40.000. Vi regner med ca. det samme tal i 2014. Både Pakistan og Iran anerkender, at situationen er meget tvivlsom disse år og at mange igen vil se tiden an før de beslutter sig for om de vil vende tilbage. Det tvivlsomme er ikke kun tilbagetrækningen, men også valget, den politiske situation generelt og det vigtigste er ofte fremtidsmulighederne i landet med hensyn til arbejde, uddannelse og sundhedsmuligheder i landet. Nabolandenes fortsatte forståelse for de mange afghaneres behov for beskyttelse er imponerende, efter over 30 års problemer i Afghanistan. De har modtaget betydelig støtte for det, også fra UNHCR, det har været en belastning, men også givet nye muligheder i begge lande. Når man kigger på situationen i dag ved den eksterne EU-grænse og anskuer migrationsdebatten i mange europæiske lande, er der en anden grund til at være ydmyg overfor situation og hjælpsomheden i begge lande. Vores arbejde fortsætter med at støtte de hjemvendte i Afghanistan med væsentlig støtte i den første vanskelige periode efter hjemkomsten. Derefter arbejder vi med Communities (lokalsamfund, red.), regeringen og søster FN-organisationer for den længerevarende støtte.

Med hensyn til det andet spørgsmål om de fordrevne i Afghanistan, forventer vi stadig en stigning i antallet. Der er over en halv million fordrevne i dag. Mange af dem i landområder, hvor det kan være vanskeligt at nå dem, men flere og flere er flyttet til byområderne og er en del af en meget stor stigning af folk, der lever i de største byer. UNHCR og andre humanitære organisationer samarbejder om at støtte de fordrevne i den første periode, og ofte også når de er i stand til at vende tilbage. Det har været vigtigt at se hvordan mange klart forsøger at blive i området tæt på hvor de kom fra, så de kan vende tilbage så hurtigt som muligt, for at redde landbrug eller andre ejendele. Den største udfordring, og på mange måder et område som ikke er en defineret prioritet, er situationen i byerne og de mange unge der er arbejdsløse. UNHCR arbejder nu tæt sammen med UN Habitat (FN’s program for bolig- og bebyggelsesmiljø, red.) og nogle andre organisationer, for at få en klarere og mere tydelig politik i forholdet til byudvikling og muligheder for at forbedre forholdene i slumområder, hvor mange fordrevne har bosat sig.

Hvad ser du som den største udfordring for UNHCR’s arbejde i Afghanistan lige nu? Og hvad ser du som den største udfordring for UNHCR’s arbejde i Afghanistan i fremtiden?

UNHCR er en humanitær organisation og vores væsentligste arbejde, er i forbindelse med sådanne humanitære situationer. De største udfordringer er dog at skabe mulige løsninger for de hjemvendte flygtninge eller fordrevne. Det er et arbejde, hvor UNHCR kun er en af mange partnere, og hvor stadig støtte for udvikling af landet er så vigtig. Den største og vigtigste udfordring vi har hos UNHCR, med vores erfaring med at arbejde med grupperne af fordrevne og hvor de bosætter sig, er støtten i forbindelse med den umiddelbare hjemkomst, og forbindelsen til andre udviklingspartnere.