Kløften mellem at have og intet have

0
91
Dharai Slum. Foto Flickr John Hurd 2.0 Generic CC Bye 2.0
 Dharai Slum. Foto Flickr John Hurd 2.0 Generic CC Bye 2.0
17.02.2015 – Ulighed polariserer samfund og hindrer økonomisk og demokratisk udvikling.  Udjævnende politikker, reducering af uddannelsesmæssige forskelle og en bedre forvaltning af økonomiske midler er en del af løsningen.
 
Dette mener FN’s forskningsinstitut for sociale udviklingsspørgsmål UNRISD og FN’s universitet UNU-WIDER.  Sverige støtter de to samfundsvidenskabelige FN-institutioner.
 
Uligheden er slående. Blot én procent af jordens befolkning ejer næsten 50 procent af verdens samlede økonomiske ressourcer. Samtidigt lever 2,2 milliarder mennesker i, eller i nærheden af, den såkaldte flerdimensionelle fattigdom, med overlappende mangler i uddannelse, sundhed og levestandard.

 
Uligheden påvirker ikke kun dem, der har noget; den fører til uholdbare samfund. Den fører til kriminalitet, polarisering, dårligere helbred, tvinger ufaglærte i lavtlønnede jobs og samler den politiske indflydelse hos de rige.
 
Dette mener UNRISD. De er en af de to forskningsinstitutioner i FN, som mener, at vi skal i gang med at få ulighed på dagsordenen.
 
”Man bliver nødt til at inkludere de fattigste i samfundet”
”Udviklingsdagsordenen bliver nødt til at blive mere universel og ikke blot fokusere på de fattige.” siger Sarah Cook, direktør for FN Institut for Udviklingsforskning om Sociale Anliggender (UNRISD). Hun pointerer, at politik har fokuseret for lidt på at opbygge holdbare samfund.
Kolkatta. Foto: Flickr / Wolfgang Sterneck 2.0 Generic (CC BY NC-SA 2.0)
Socialpolitik bør ikke kun handle om at beskytte individer, men også at inddrage dem i samfundet gennem arbejde og uddannelse. Økonomisk ulighed stiger, og det bør afspejle sig i de kommende udviklingsmål, siger Cook.
 
Da UNRISD blev grundlagt i 1963, blev udviklingen primært målt gennem økonomisk vækst. Men instituttet påviste, at sociale faktorer såsom ernæring, sundhed og uddannelse, spiller en vigtig rolle i et lands udvikling. Inspirationen kom fra den svenske økonom Gunnar Myrdal, som i 1974 blev tildelt Nobels pris i økonomi. Dette perspektiv karakteriserer deres forskning i dag.
 
Spørgsmålet om ulighed er for eksempel blevet belyst i deres rapport, ”Bekæmpelse af fattigdom og ulighed (2010)”. I forordet skriver Ban Ki-moon, at UNRISD viser, at rigdom ikke automatisk siver ned til de fattige som følge af den økonomiske udvikling, men at problemets kerne stikker dybere, og at bekæmpelsen af ulighed kræver aktive tiltag. UNDRISD anlægger derfor et strukturelt perspektiv i sit arbejde, som ser uligheden i dens helhed.
 
Men lighed bør også opnås mellem kvinder og mænd: “Reproduktivt arbejde, såsom at passe børn, syge og gamle, udføres i højere grad af kvinder og er ofte ulønnet. Dette arbejde skal anerkendes som en vigtig del af vores økonomier”, skriver UNRISD.
 
Bistand gør en forskel – både på kort og lang sigt
FN’s universitet UNU-WIDER er også interesseret i spørgsmålet om ulighed. I en politisk erklæring fra juni 2014 præsenterede økonomen Giovanni Andrea Cornia deres udvikling i forskning, der beskæftigede sig med, hvorfor ligestillingen er steget i Latinamerika. Han peger på kombinationen af udjævnende politikker, reducering af uddannelsesmæssige forskelle og den bedre forvaltning af økonomiske midler. Til trods for at de øget deres investeringer i velfærden, har de halveret deres brutto udenlandske gæld mellem 2002 og 2009.
 
Studiet viser, at aktivt politisk arbejde er afgørende, for at vende den negative udvikling. Ifølge Finn Tarp, direktør for UNU-WIDER, spiller samfundsvidenskab en vigtig rolle i disse spørgsmål: – inklusion og bæredygtighed er vigtige spørgsmål. Samfundsforskere må ikke være bange for at beskæftige sig med disse problemstillinger og bruge dem til at styrke beslutningstagningsprocessen.
 
Sverige støtter UNU-WIDER og deres forskning i, at undersøge effekten af langvarig støtte. 300 forskere fra 59 lande er involveret i den største undersøgelse nogensinde, som undersøger bistandseffektivitet.
 
Forskningen har resulteret i 247 unikke rapporter og 15 vigtige indikatorer. Et årligt tilskud på 5 % af BNP til et land fører for eksempel til 1,4 år længere skolegang per barn og hæver den forventede levetid med 4 år. Desuden svarer bistanden til en årlig tilbagebetaling på 7,3 procent til landets økonomi. Men der tager ofte tid, før man ser resultaterne af bistanden. “Når børn sendes i skole øges deres tilfredshed idag, men de fleste af de økonomiske fordele høstes først i det lange løb, når dette barn en dag bliver en del af arbejdsstyrken”. (“Støtte i en post-2015 verden”)
 
Undersøgelsen stiller også spørgsmålet om, hvilken form for hjælp, der virker. Forskere håber frem for alt på, at bistanden i høj grad prioriteres og at man har mere fokus på strukturelle ændringstiltag. Sundhed, fattigdom og miljø bør sammentænkes i stedet for at blive behandlet som isolerede problemer. Desuden mangler der pålideligt data og statistik i lavindkomstlande.
 
Kilde: SIDE