LGBT-personer i skudlinjen i en ny kold krig?

0
435
Foto: Fightback / Ian Anderson​

Foto: Fightback / Ian Anderson​

27. juni 2014 – Lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners (LGBT) menneskerettigheder har længe været et ømt emne i internationale fora. Mens nogle lande, som for eksempel de nordiske, har gjort kampen for LGBT-rettigheder til et nationalt varemærke, er der en række land som har været på barrikaderne for at indskrænke disse rettigheder og værne om såkaldte “traditionelle værdier”. I en debat under Europride i Oslo udtrykte en række østeuropæiske menneskerettighedsforsvarere bekymring over, at LGBT-rettigheder er havnet i skudlinjen i en geopolitisk kamp mellem de post-sovjetiske stater og Vesten.

“Hvordan rekrutterer du vælgere i et land som gennemgår en demografisk, politisk og økonomisk krise?”, spørger den ukrainske menneskerettighedsaktivist Olena Shevchenko fra debatpanelet. “Jo, du konstruerer en folkefjende. De post-sovjetiske lande har udviklet en anti-EU og anti-vestlig retorik som er vævet ind i forestillingen om LGBT-personer som en trussel for national sikkerhed. De traditionelle værdier om kernefamilien og det binære kønssystem bliver fremstillet som fundamentet for samfundet, og alle forsøg på at forbedre LGBT-rettigheder bliver fortolket som pro-vestlige forsøg på at opløse nationen”.

Hun får støtte af den norske forsker Ingrid Vik, som har lavet en rapport om religiøse NGO’ers lobbyvirksomhed i FN.

“Religiøse og konservative grupper har arbejdet intensivt for at modvirke at rettigheder knyttet til seksuelle minoriteter vinder terræn i globale arenaer. På FN’s befolkningskonference i Kairo for 20 år siden så vi, at konceptet “den traditionelle familie” blev brugt strategisk af en række aktører fra arabiske og afrikanske lande, og også af USA og Den hellige stol. I dag er de østeuropæiske lande også trådt ind på scenen”.

Rusland er et land som har udmærket sig det sidste år, efter at der blev vedtaget flere nye love, som underminerer LGBT-personers menneskerettigheder, blandt andet anti-propagandaloven som forbyder positiv omtale af LGBT-personer i det offentlige rum. Den russiske paneldeltager Polina Andrianova mener, at loven har bidraget til at skabe et billede af LGBT-personer som folkefjender. Derudover siger hun, at loven har været vellykket, i det den har distraheret den russiske befolkning fra de reelle problemer i landet.

Ifølge Anastasia Danilova fra Moldova har både partiet med flertal i det moldoviske parlament, Alliancen for europæisk integration, og det største marxist-leninistiske oppositionsparti, instrumentaliseret LGBT-spørgsmål i et politisk spil. Oppositionspartiet og den ortodokse kirke er begge pro-russiske, og har dannet en fælles alliance i kampen for “traditionelle værdier”. Samtidig peger hun på, at det pro-europæiske parti med parlamentarisk flertal spiller et dobbeltspil. “I internationale fora prædiker de om demokrati og ligestilling. Men når de er hjemme, bruger de samme politikere åbenlys hadtale mod LGBT-befolkningen”.

Den sidste årsrapport fra organisationen Equality for LGBT people in Europe (ILGA Europe), slår fast, at et lands status som EU-medlemsstat ikke nødvendigvis er en garanti for LGBT-rettigheder. En spørgeundersøgelse udført af organisationen viser for eksempel, at Letland, som er vært for Europride om to år, er præget af en folkestemning som føler “stor grad af ubehag” ved tanken om, at en åben LHBT-person bliver valgt ind i en høj politisk position.

Den lettiske paneldeltager Kaspars Zalitis bekræfter ILGA Europe i sin undersøgelse: “Vi elsker at pege på alt det snavs som foregår i andre lande, i stedet for at granske os selv. Lige nu er der en hel masse skidt i EU-lande, i form af menneskerettighedsbrud. I forhold til LGBT-spørgsmål, er Letland et af de værste EU-lande. Vi er indlemmet i den VIP-klub som EU repræsenterer, men lokalet er beskidt”.

FN opfordrer alle sine medlemsstater til at anerkende, at menneskerettigheder tilhører alle mennesker, uafhængig af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Generalsekretær Ban Ki-moon har ved flere anledninger understreget behovet for at udvise solidaritet med LGBT-personer som bliver udsat for diskriminerende praksisser, blandt andet gennem FN-kampagnen Free & Equal.

Europride afsluttes med en stor folkeparade i morgen, og i den anledning har lettiske Zalitis en opfordring til alle tvivlerne: “Hvis du ikke føler at du har en grund til at deltage i paraden, så deltag for os. Vi har brug for al den solidaritet vi kan få. Det er på tide at gøre menneskerettigheder til en traditionel værdi!”

Vis din støtte ved at følge Free & Equal på Facebook og Twitter.