Af FNs Generalsekretær Kofi A. Annan
Aftalen, som blev underskrevet 5. maj af Sudans regering og den største oprørsgruppe i Darfur giver verden en chance til for at skabe fred i den ulykkelige region. Men vi må handle hurtigt, ellers taber vi denne chance på gulvet.
Forhandlingerne, der har ført til denne aftale, har været lange og seje. Mange mennesker har del i æren for, at de har fået en i det mindste delvist vellykket afslutning.
Men dette er ikke tidspunktet til at hvile på lauerbærene for nogen. Der er stadig langt til fred i Darfur. Så sent som i sidste uge blev en tolk fra den Afrikanske Union hugget til døde, da FNs øverste humanitære udsending besøgte en flygtningelejr i området.
Der er uhyre meget, der skal gøres og der er ingen tid at spilde.
For det første er der endnu nogle oprørsledere, der ikke har skrevet under på aftalen. Vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at overbevise dem om at vælge fred frem for konflikt, for befolkningens skyld. Hvis denne tragedie får lov til at fortsætte på grund af det, de gjorde eller ikke gjorde, så vil historien straffe dem hårdt.
Dernæst må vi gøre alt, hvad der står i vores magt til at sikre, at aftalen rent faktisk implementeres af de parter, der har underskrevetden, og at befolkningen i Darfur kan overleve de næste måneder. Til det har de brug for beskyttelse og midler til livets opretholdelse, fordi de er fordrevet fra deres hjem og ude af stand til at ernære sig selv. Og det betyder også beskyttelse til de mennesker, der bringer hjælpen frem.
Lige nu er der kun en styrke, der overhovedet har nogen mulighed fot at bidrage med denne beskyttelse, nemlig Den Afrikanske Unions tropper (AMIS). Derfor må vores umiddelbare prioritet være at styrke disse tropper, så de kan komme videre med at implementere aftalen og skabe en ordentlig sikkerhed for alle flygtningene.
Men dette må kun være en midlertidig nødhjælpsløsning. Så hurtigt som overhovedet muligt må AMIS fovandles til en større og mere mobil FN operation, der er bedre udstyret og med et stærkere mandat.
Vi stræber efter at blive enige med vores partnere i AU så hurtig som muligt om, hvilke ekstra ressourcer AMIS har brug for i implementeringen af Abuja-aftalen og derefter afholde en donorkonference, sandsynligvis i Bruxelles i begyndelsen af juni. Men jeg anmoder indtrængende donorer om ikke at vente til den konference. De bliver nødt til at være meget generøse og begynde at være det nu. Vi har ikke råd til at spilde en eneste dag.
Og jeg opfordrer alle i Darfur til at hjælpe AMIS med at gøre deres job. Angreb, som det vi var vidne til i sidste uge, må hverken opmuntres eller tolereres af nogen af parterne.
Ikke mindre tvingende er behovet for at rejse flere penge til nødhjælp. Lige nu står regionen foran verdens værste humanitære krise. Uden massiv og øjeblikkelig hjælp vil nædhjælpsorganisationer ikke kunne fortsætte deres arbejde og hundrede tusinder af mennesker vil dø af sult, underernæring og sygdom.
I mellemtiden må vi fortsætte med at planlægge overgangen til en FN operation, som det blev ønsket af AUs fred- og sikkerhedsråd så langt tilbage som 10. marts og bemyndiget af FNs sikkerhedsråd 24. marts.
Det er en kæmpe udfordring for FN, men det er en udfordring, vi ikke kan afvise. Og dermed heller ikke forhale.
Det står klart ud fra det arbejde, vi allerede har uført, at en kommende FN-styrke må være langt større end den nuværende AMIS-styrke og vil få brug for en omfangsrig logistisk støtte fra de lande, som har mulighed for at bidrage med det.
Det næste skridt er en faglig vuderingsmission til Darfur selv, under hvilken FN og AU vil foretage en førstehåndsvurdering af situationen og konferere med alle parterne for at undersøge, hvad der kræves af den kommende operation.
Ingen fredsbevarende mission vil kunne lykkes uden støtte og samarbejde fra alle parterne på højeste niveau. Derfor har jeg skrevet til Præsident Bashir og bedt om støtte til vurderingen Hans støtte er livsvigtig. Jeg ser frem til at tale direkte med ham om sagen meget snart.
I mellemtiden opfordrer jeg igen på det stærkeste alle parter, og især regeringen, til at overholde våbenhvilen og gennem deres gerninger at bevise, at de har i sinde at holde deres løfte. Og jeg anmoder indtrængende alle Sudans arabiske og afrikanske naboer om at give al den støtte de kan, hvadenten den er økonomisk, politisk eller begge dele.
For vores egen del, vil vi i FNs sekretariat gøre alt, hvad der ligger i vores magt til at hjælpe Sudans befolkning lukke dette tragiske kapitel i deres historie. Jeg regner med støtten fra alle medlemslandene, især fra landene i Sikkerhedsrådet.
