15. januar 2013. Som ledende chef for FN’s kontor for koordinering af humanitær nødhjælp (OCHA) danner John Ging fortrop for nødhjælpsindsatsen i en række humanitære kriser rundt omkring i verden – alt fra fødevareusikkerhed og politisk ustabilitet i Afrikas Sahel-område til den fortsatte konflikt i Syrien.
Nu i 2013, med en række nye humanitære udfordringer, talte Ging – en veteran inden for globale brændepunkter såsom den Demokratiske Republik Congo (DRC), Kosovo og Gaza – med UN News Centre for at gøre opmærksom på de kriser OCHA står overfor i det nye år, og hvordan FN planlægger at takle disse problemer.
Hvordan ser den nuværende globale, humanitære situation ud?
John Ging: Den nuværende situation er, at vi har et stigende antal kriser, som stammer fra klimaforandringer i områder som Sahel på tværs af hele regionen til Afrikas Horn. Så har vi oversvømmelser i for eksempel Filippinerne og vi så også oversvømmelser her i Amerika. Derudover er det kriser i mange lande: Sudan, DRC, Afghanistan, Yemen. I Mellemøsten, er Syrien selvfølgelig den mest synlige, men vi bør ikke glemme lande som Den Centralafrikanske Republik og Tchad og så videre. Der er mange lande rundt omkring i verden, hvor konflikten raser og mennesker mister livet på daglig basis i stigende antal.
Vi er nødt til at få nye donorer ind i kampen. Vi kommer ikke til at få de ekstra penge, som vi har brug for fra de donorer som vi har i øjeblikket, der er helt i top i mange tilfælde.
Med så mange kriser i verden, hvordan klarer OCHA at give hjælp til alle disse mennesker?
John Ging: OCHA’s opgave er at koordinere den humanitære indsats og den første ting i koordination er at udtrykke behovet for at kommunikere situationen overfor de mennesker, som er berørt. Vi har netop nu lanceret en global appel for 2013. Det er et råb om hjælp fra 51 millioner mennesker verden over, der er i humanitær nød. Den mængde penge, vi appellerer for er 8,5 milliarder dollars. Der er over 16 lande berørt her og bistandsindsatsen involverer 520 hjælpeorganisationer. Så OCHA kommunikerer skala, omfanget og bredden af situationen, i håb om, at der vil være en generøs reaktion, fordi konsekvensen af fiasko er, at titusinder vil miste livet og millioner vil kastes ud i humanitær fortvivlelse.
Hvor succesfuld var du med at koordinere indsatser i 2012?
John Ging: I 2012 efterspurgte vi på verdensplan 5,3 milliarder dollars, og heraf blev 60 procent finansieret. Vi arbejdede meget hårdt med donorsamfundet, som er utrolig engageret, fordi der er en global økonomisk krise. De donorer, der traditionelt er de største donorer til humanitære indsatser er selv fanget i finanskrisen. Så den udfordring de står over for – at fortsætte med at give den støtte de giver – har været enorm, og det har afspejlet engagementet fra deres side. Men vi har ikke formået, og jeg er nødt til at være ærlig om dette, at udvide donorgrundlaget i det omfang, vi er nødt til. Og det er derfor, der er et betydeligt underskud.
Hvilket billede danner sig i forhold til donorfinansiering i 2013?
John Ging: Vi har brug for flere penge. Det er billedet. Og vi er også klar over, at vi behøver nye donorer i forsøget.
Med hensyn til situationen i Syrien, der tilsyneladende bliver værre, hvor stor indvirkning tror du, OCHA kan have i landet?
John Ging: De humanitære samfund i Syrien har det svært. Behov fortsætter med at vokse. Antallet af folk i nød er gået fra 2,5 millioner til 4 millioner mennesker de sidste par måneder. Antallet af flygtninge er fordoblet. Der er nu over 500.000 flygtninge i nabolandene. Og desværre ser situationen ud til at blive værre.
Antallet af internt fordrevne mennesker i Syrien er steget fra 1,2 millioner til 2 millioner. Dette viser blot hvilket omfang problemet med overlevelse inden for de syriske grænser har. De er nødt til at flytte fra konfliktområderne, som bliver stadig større.
Afrikas Sahel-område står overfor en række udfordringer, som spænder fra usikkerhed til politisk ustabilitet, som har ført til humanitære problemer. Hvordan reagerer OCHA på dette?
John Ging: Den største udfordring i hele Sahel er fødevareusikkerheden som følge af tørken. Det påvirker alle disse lande. Så der er en enorm indsats i gang, ikke bare i form af en humanitær indsats, men også udvikling, opbygning af modstandsdygtige samfund, der er bedre i stand til at klare tørke – bedre vandforvaltning, bedre kunstvanding, bedre afgrødevalg, bedre dyrehold. Alt dette fører til, at samfund er i stand til bedre at håndtere forandringer. Der er et godt samarbejde mellem de nationale regeringer og internationale organisationer. Vi er enige om prioriteringerne. Vi er enige om fremgangsmåden. Og vi gør fremskridt.
Mali, naturligvis, er i midten. Konflikten der, og strømningen af flygtninge til nabolandene har gjort udfordringen, der skal løses større. Derudover er de over 200.000 internt fordrevne i Mali, en yderligere udfordring for et land, der allerede var fanget i en fødevareusikkerhedskrise. Og vi må ikke glemme, at Sahel også påvirkes af grænseoverskridende kriminalitet, kriminalitet, våbenhandel, menneskehandel. Der er en lang række spørgsmål, som underminerer udviklingen og stabiliteten i Sahel-området, og vi er nødt til også at fokusere på disse spørgsmål.
