Hver sommer afskærer tre venner sig fra bylivet og begiver sig ud i den islandske vildmark, hvor alt, hvad havet skyller i land, bliver forvandlet til kunst: farverigt plastik, gamle sko, flasker og fiskenet.
De siger, at de bliver berusede af naturkræfternes kraft; skabelse, ødelæggelse og rekreation.
Deres forskellige erhverv udløser overraskende scenarier; den ene, Óskar Jónasson, er filminstruktør, den anden, Hrafnkell Sigurðsson, billedkunstner, og den tredje, Stefán Jónsson, teaterskuespiller og -instruktør. Oprindeligt tog de billeder til at vise venner og familie på sociale medier, men nu er de udstillet i Reykjavík, Island, og de er udgivet i en bog under navnet The Arctic Creatures.
Når de tre venner vandrer i Islands rå og rene miljø, står de ofte over for kontrasterne mellem den uberørte natur og den menneskelige forurening.
“Nogle gange, når vi har været på en lang vandretur langt væk fra menneskelig bebyggelse, virker de mærkelige ting, som vi opdager ved kysten, som budskaber fra civilisationen,” siger filminstruktør Óskar Jónasson. “Nogle gange ældgamle, fordi det har taget plastik så lang tid at nå dette sted. Det sker, at vi behandler dette plastikaffald som uvurderlige skatte.”
Initiativet med tre par, Arctic Creatures, kommer på et tidspunkt, hvor FN’s generalsekretær har erklæret en “Havkrise” på FN’s Havkonference i Lissabon. Selv om de hverken er miljøforkæmpere eller personer, som hjælper med at rense kysterne for plasticaffald, er de fuldt ud klar over havets alvorlige situation.
“Vi gør dog opmærksom på denne forurening”, siger teaterinstruktør og skuespiller Stefán Jónsson. Alle disse ting er lavet af mennesker, farvestrålende og omdannet af havets strømme. Der er en vis skønhed i det, når det sættes ind i vores sammenhæng. Idéer fødes, når vi vandrer, baseret på det, vi har fundet. Derefter sætter vi dem så at sige på scenen.”
Óskar Jónasson siger, at deres erfaringer bekræfter, at rapporterne om mængden af plastik i havet ikke er overdrevne.
“Uden nogen tvivl. På strandene ser man kun en lille brøkdel af det, der er i havet; både det, der flyder og kun delvist ligger på overfladen, for ikke at tale om det, der ligger på havets bund. Og man kan ikke lade være med at tænke: hvis der er tonsvis af det i hver fjord, hvor meget er der så derude?”
For en fiskerination, der er stolt af sit bæredygtige fiskeri, er det svært at acceptere den mængde fiskeredskaber – som oftest af plastik – der skyller op på kysten.
Selv et hurtigt kig på fotoudstillingen Arctic Creatures bekræfter, at der er fiskenet og reb overalt, og at der også er hjelme, handsker og støvler. Og mange af de en million plastikflasker, der produceres hvert minut i verden, ender deres liv i de fjerntliggende ubeboede og isolerede kystområder på Island.
“Det er selvfølgelig forståeligt, at net og fiskeredskaber rives af skibene i ekstremt dårligt vejr, men det her er noget andet,” siger Óskar Jónasson. “Jeg fik for nylig at vide, at besætningen på en islandsk trawler fik besked på ikke at smide affald i havet inden for fire sømil fra kysten. Så er det vel i orden at gøre det længere væk, ikke?”
Stefán Jónsson er enig og påpeger, at det, der er synligt, måske er at foretrække frem for det, man ikke kan se.
“Plastikforurening i havet er en kendsgerning, og det, vi kan se, er måske et mindre problem end det, der nedbrydes og sluges af fisk og i sidste ende spises af mennesker.”
“Men hvor trist det end er,” fortsætter Stefán Jónsson “er vores rejser den tid, hvor vi nyder hinandens selskab og lader fantasien, humoren og kreativiteten få frit spil. Vi fejrer skabelsen i alle dens former. Og vi er en del af den, både naturen og det, som menneskeheden har gjort ved den, ved ikke at holde sig sammen. Vi er en del af det hele.”
Læs mere her:
