13. maj 2013 – Kidnapning, tortur og afpresning er blevet en lukrativ indtægtskilde i den lovløse Sinai-ørken. FN, EU og menneskerettighedsorganisationer har rettet opmærksomhed mod menneskehandelen, som har været kendt siden 2009, men næsten ingenting er blevet gjort for at stoppe kriminaliteten. Sinai-ørkenen er egyptisk territorium, men det er først for nyligt at man fra egyptisk side erkender, at menneskehandel er et problem i området.
Middelhavet var længe en af de vigtigste indfaldsveje til Europa, men bilaterale aftaler mellem Italien og Libyen har gjort det muligt at afvise flygtninge og sende dem tilbage til Libyen. Dette har betydet, at langt færre flygtninge fra Afrikas Horn krydser Middelhavet til Europa. Flygtninge har i stedet været nødt til at tage landevejen mod Israel, men den israelske regerings 240 km lange barriere langs grænsen til Egypten, har sat en stopper for dette.
Flere af flygtningene udsættes for menneskehandel. Næsten alle ofrene som er blevet reddet fortæller om alvorlig mangel på mad og vand, mishandling, gentagne voldtægter og andre former for seksuel vold, smeltet plastisk der dryppes på huden, samt elektriske stød. Mange holdes fanget i kældre under jorden med bind for øjnene i månedsvis, nogle gange i mere end ét år. I nogle tilfælde er fangerne tvunget til at torturere hinanden. Samtidig med at torturen bliver grovere, er løsesummerne som kræves steget til op mod 300.000 kr.
I rapporten ”Menneskehandel i Sinai”, udarbejdet af bl.a. professor Mirjam van Reisen og svensk/eritreiske journalist Meron Estefanos, foreslås et stærkt regionalt samarbejde for at stoppe menneskehandelen. Rapporten anbefaler bl.a. at FN sammensætter en arbejdsgruppe hvor de involverede stater tager en holistisk tilgang til flygtningekrisen i Afrikas Horn. EU opfordres til at stoppe sin bilaterale bistand til Eritrea på grund af landets manglende respekt for menneskerettighederne, og i stedet støtte eritreiske flygtninge i Etiopien og Sudan.
Ifølge tal fra UNHCR flygter 3000 eritreere hver måned til nabolandene Etiopien og Sudan. Det er i løbet af turen til eller fra en af flygtningelejrene hvor mange eritreere, som udgør majoriteten af ofrene, bliver kidnappet. De forsøger at komme til andre lande i regionen eller til Europa ved hjælp af menneskesmuglerne, men i mange tilfælde sælges flygtningene mod sin vilje til andre smuglere og bliver på den vis ofre for kidnapning og menneskehandel.
Ifølge rapporten tjener højtstående eritreiske tjenestemænd store penge på menneskehandelen. Der har også været mistanke om, at det lokale sikkerhedspersonale i flygtningelejrene er indblandet og forsyner smuglerne med information. Sandsynligvis bliver lokale tjenestemænd bestukket langs vejen når kidnapperne passerer med deres last. Suez-kanalen er en af verdens bedst bevogtede passager og at transportere 100 eritreere bagbundet på en lastvogn gennem vejspærringer går ikke ubemærket hen, hvilket tyder på at de lokale myndigheder får deres del af overskuddet.
Det er helt uacceptabelt, at EU gennem disse aftaler, såsom afvisninger af flygtninge i Middelhavet, som blev gennemført i perioden 2009-2011, bidrager til indirekte udvisninger til lande som Eritrea når man tvinger flygtninge tilbage til Libyen, sagde professor Mirjam van Reisen fra European External Policy Advisors til den svenske avis OmVärlden. Det var i denne periode, hvor flere og flere flygtninge var på vej mod Israel, at strømmen af flygtninge gennem Sinai-ørkenen steg. Samtidig tog menneskehandelen fart.
Selv om mange er klar over risikoen, fortsætter eritreere med at flygte fra landet, lige i armene på menneskehandlerne. Omkring 4000 af dem som har krydset Sinai-ørkenen siden 2006 har mistet livet.
