10.03.2015 – Olieudnyttelsen udenfor Vestsaharas kyst er ulovlig og rejser en række seriøse spørgsmål om EU og Marokkos fiskeriaftale, konstaterer FN’s tidligere chef for juridiske anliggender i en nyligt publiceret artikel.
Marokko har styret størstedelen af Vestsaharas territorium, siden den spanske koloniale administration ophørte i 1976.
En olieboreplatform, der er baseret på norsk teknologi, begyndte sine boringer efter olie og gas langs Vestsaharas kyst ved udgangen af året, 2014.
Trods modstand i en række nordiske lande mod Marokkos udnyttelse af Vestsaharas naturressourcer, er mange nordiske virksomheder involveret i boringen.
Officielt fastholder de fem nordiske landes regeringer, at udnyttelsen af Vestsaharas naturressourcer er ulovlig, fordi at udnyttelsen af disse udelukkende bør ske ved samtykke fra Sahrawifolket, og at indtægterne bør komme dem til gode.
De nordiske landes holdning er baseret på Corélls legale rådgivning fra 2002, i hans virke som FN’s under-generalsekretær for juridiske anliggender og retslig rådgivning i perioden 1994-2004. Coréll afgav sin legale mening om Vestsahara d. 29. januar 2002 på anmodning fra sikkerhedsrådet.
”Jeg kan se på nettet, at to virksomheder fastholder at kontrakten stemmer overens med min legale rådgivning i 2002. Desværre, er dette ikke tilfældet.”
Coréll kritiserer også fiskeriaftalen mellem EU og Marokko. ”For at være lovligt gældende, bør en aftale af denne art indeholde en udtrykkelig henvisning til fiskerizonen udenfor Vestsaharas kyst, og denne bør være defineret ved koordinater” skriver Coréll. Coréll skrev i en artikel til tidsskriftet International Judicial Monitor: ”Den allerede underskrevne aftale, hvor Marokko refererer til Vestsahara som” de sydlige provinser i Kongeriget Marokko”, er i strid med virksomheders samfundsmæssige engagement.
Han hævder, at ordningen for udstedelse af fiskerilicenser inden for denne zone skulle være fuldstændig adskilt fra den ordning, der gælder i den marokkanske fiskerizone. ”På baggrund af dette, bør sikkerhedsrådet undersøge det legale fundament, der ligger til grund for den EU-marokkanske fiskeriaftale. Den passende måde at modtage et autoritativt svar på dette spørgsmål, er at sikkerhedsrådet anmoder Den international Straffedomstol (ICJ) om at give sin rådgivende mening om spørgsmålet i henhold til FN-pagtens artikel 96. I tilfælde af at sikkerhedsrådet ikke er i stand til at skabe en fælles front bag en sådan handling, kan generalforsamlingen tage initiativ.”
Han argumenterer for, at instansen der udsteder fiskerilicensen indenfor zonen bør være fuldstændigt separeret fra instansen som modtager ansøgninger indenfor den marokkanske fiskerizone. Endvidere bør indtægterne fra fiskerilicens i Vestsahara, ikke gå til Marokkos statskasse eller tilsvarende. Indtægterne bør gå til en separat konto, som kan blive revideret af uafhængige repræsentanter fra Vestsahara, så disse kan fastslå, at indtægterne udelukkende bruges i overensstemmelse med lokalbefolkningens behov og interesser.
I Corélls artikel, skriver han, at med hensyn til Vestsaharas naturressourcer, kan sikkerhedsrådet ikke bare se til. ”Processen har nu fortsat i årtier, og det er åbenlyst at de nuværende forhandlinger er blevet et spil fra galleriet, som bør stoppe. Hvordan dette skal gøres, er et politisk spørgsmål som sikkerhedsrådet må tage hånd om.”
FN har været med til at bidrage til at skabe stabilitet i Vestsahara siden 1976, da kampe mellem Marokko og Frente Polisario brød ud efter den spanske koloniale administration ophørte.
Sikkerhedsrådet besluttede, at forlænge en FN-mission i Vestsahara et år yderligere i april 2014. FN-missionen har til opgave at overvåge våbenhvilen og organisere en folkeafstemning om selvbestemmelse for lokalbefolkningen.
Artiklen indgår i UNRIC’s nyhedsbrev, marts 2015.
Relaterede artikler:
Artikel: http://www.unric.org/da/newsletter/26862-hans-corell-arets-svenske-fn-ven
