A-Ø webstedsindeks

Ukraine: 64 verificerede angreb på sundhedsvæsenet

En måneds krig har haft en ødelæggende indvirkning på Ukraines sundhedssystem, har alvorligt begrænset adgangen til sundhedsydelser og har udløst et presserende behov for behandling af traumeskader og kroniske lidelser. Ødelagt sundhedsinfrastruktur og afbrudte forsyningskæder af medicinske forsyninger udgør nu en alvorlig trussel for millioner af mennesker.

Indvirkning på sundheden

Næsten 7 millioner mennesker er internt fordrevet, og antallet af mennesker, der er flygtet til nabolandene, nærmer sig hurtigt 4 millioner.

Det betyder, at 1 ud af 4 ukrainere nu er tvangsforflyttet, hvilket forværrer situationen for dem, der lider af ikke-smitsomme sygdomme. Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) lider 1 ud af 3 af de internt fordrevne af en kronisk lidelse.

En række hospitaler er blevet omlagt til at tage sig af de sårede: et skift, der skyldes nødvendighed – hvilket sker på bekostning af vigtige tjenester og primær sundhedspleje. Omkring halvdelen af Ukraines apoteker menes at være lukket. Mange sundhedsmedarbejdere er selv fordrevet eller ude af stand til at arbejde.

Næsten 1000 sundhedsfaciliteter ligger tæt på konfliktlinjerne eller i ændrede kontrolområder. Konsekvenserne heraf – begrænset eller ingen adgang til medicin, faciliteter og sundhedspersonale – betyder, at behandlingen af kroniske sygdomme næsten er ophørt.

COVID-19-vaccination og rutinemæssig immunisering er også blevet standset. Før invasionen blev mindst 50.000 mennesker vaccineret mod COVID-19 om dagen. Mellem den 24. februar og den 15. marts blev kun 175.000 mennesker vaccineret.

Angreb på sundhedsvæsenet

Kampagne fra WHO
Kampagne fra WHO: #NotATarget

Den 22. marts havde WHO bekræftet 64 angreb på sundhedsvæsenet i løbet af 25 dage (mellem den 24. februar og 21. marts) med 15 dødsfald og 37 kvæstede til følge. Det svarer til 2-3 angreb om dagen. WHO fordømmer disse angreb på det kraftigste.

“Angreb på sundhedsvæsenet er en overtrædelse af den humanitære folkeret, men en foruroligende almindelig krigstaktik – de ødelægger kritisk infrastruktur, men værre endnu, de ødelægger håbet,” sagde Dr. Jarno Habicht, WHO’s repræsentant i Ukraine. “De fratager allerede sårbare mennesker pleje, som ofte er forskellen mellem liv og død. Sundhedspleje er ikke – og bør aldrig være – et mål.”

WHO’s svar

Den dag krigen startede, aktiverede WHO sine beredskabsplaner, omplacerede personale og projekter og ændrede fokus til akutte behov – for at støtte Ukraines sundhedssystem og ansatte.

WHO har åbnet et operationelt knudepunkt i Rzeszów i Polen, udviklet en pipeline af traumeforsyninger til de fleste ukrainske byer og sendt mere end 100 tons medicinsk udstyr over grænsen til sundhedsfaciliteter i hele landet.

Ca. 36 tons forsyninger er i øjeblikket på vej til Lviv, og yderligere 108 tons er undervejs, som består af traumeforsyninger, medicin mod kroniske sygdomme, lægemidler til børn og blodtransfusioner.

“Et hold af uddannet sundhedspersonale kan med et WHO-traumakit, der indeholder kirurgisk udstyr, forbrugsvarer og antiseptiske midler, redde 150 såredes liv. Med andre ord betyder levering af 10 sådanne kits, at 1500 liv reddes”, sagde Dr. Habicht.

Støtte er blevet leveret

Som en del af en FN-konvoj den 18. marts nåede en WHO-lastbil også frem til Sumy i det nordøstlige Ukraine med kritiske medicinske forsyninger til behandling af 150 traumepatienter og til primær sundhedspleje af 15.000 patienter i tre måneder. Blandt de andre leverancer til sundhedsfaciliteter i de seneste dage er maskiner til kunstige lunger, kemiske beskyttelsesdragter, en hæmatologisk analysator, bulk-tanke med flydende ilt og kryogene flasker.

Mere end 20 akutlægehold er også blevet udsendt til Ukraine, Polen og Republikken Moldova for at tilbyde uddannelse og specialiseret lægehjælp som supplement til de eksisterende ydelser.

“Jeg har med mine egne øjne set den enestående humanitære indsats i nabolandene, men denne nødsituation er langt fra overstået. Vi forventer, at flere mennesker – primært kvinder, børn og ældre – med endnu større sundhedsbehov vil blive fordrevet i de kommende uger. De kan få problemer med at få adgang til de tjenester og den medicin, de har brug for, og det kan få livstruende konsekvenser”, sagde Dr. Hans Henri P. Kluge, WHO’s regionsdirektør for Europa.

 

For mere information, kontakt: [email protected]

Hvert sekund flygter et barn fra Ukraine (unric.org)

WHO video: https://who.canto.global/v/UkraineEmergency

Ukraine-krisen. Analyse af den offentlige sundhedssituation: https://www.euro.who.int/en/health-topics/health-emergencies/ukraine-emergency/publications-and-technical-guidance/ukraine-crisis.-public-health-situation-analysis-refugee-hosting-countries,-17-march-2022

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19