Og nu over til verdens bedste nyheder

0
691
Kebbeh-Sumbo-VBN-billlede

Kebbeh-Sumbo-VBN-billlede

28.august 2012 – Vidste du, at ekstrem fattigdom og mødre-dødeligheden er næsten halveret siden 1990? Og to milliarder mennesker har fået adgang til rent vand i samme periode? Ulandshistorier plejer at være af negativ karakter, men det vil en dansk kampagne gerne gøre op med.

I dag skydes kampagnen Verdens Bedste Nyheder i gang for tredje år i træk. Danskere får tit grimme billeder fra ulande ind i stuen og sjældent nyheder om de positive fremskridt, udviklingsbistanden er med til at igangsætte. Det er dét Verdens Bedste Nyheder sætter fokus på i den kommende måned.

”De fleste danskere forbinder ulandene med negative ting som sult, malaria og borgerkrig. I virkeligheden har de mange års udviklingsbistand gjort en kæmpe forskel. Tre ud af FN’s otte 2015-mål, for at udrydde global fattigdom og nød, er faktisk opfyldt og resten af målene er godt på vej. Folk skal vide, at hjælpen faktisk gør en forskel”, siger Verdens Bedste Nyheders sekretariatsleder Thomas Ravn-Pedersen i en pressemeddelelse.

Kampagnen skal vise danskerne, at deres bidrag hjælper og har en værdi. Ledelsen i Verdens Bedste Nyheder kan se en øget bevidsthed blandt danskerne om udviklingsbistandens effekt fra kampagnen startede i 2010 til nu. Thomas Ravn-Pedersen udtaler at ”[vi] har kunnet se en klar effekt af vores kampagne de seneste to år. Betydeligt flere danskere ved nu, at mange bliver løftet ud af fattigdom i ulandene og mange tror på, at udviklingsbistanden hjælper. Derfor tror vi også på, at den positive effekt vil fortsætte og Verdens Bedste Nyheder vil komme ud til endnu flere i år”.

Verdens Bedste Nyheder er et initiativ fra de danske udviklingsorganisationer, Danida og FN, som bliver bakket op af en lang række partnere fra det danske erhvervslivs. En del danske politikere bakker også op om initiativet og deltager som frivillige uddelere den 14. september.

Kampagnen har sit højdepunkt den 14. september med en event, hvor frivillige over hele landet deler aviser og en pose med en avis ud til danskerne. Både pose og aviser bærer kampagnens budskaber. Se mere om, hvordan du kan være med til at sætte fokus på Verdens Bedste Nyheder på hjemmesiden www.verdensbedstenyheder.dk eller gå ind på kampagnens Facebookside.

Verdensbedstenyheder2012