Verdens Bedste Nyheder slår rødder om sig i Norden

0
421
Verdens Bedste Nyheder Foto: FN Forbundet Finland

Verdens Bedste Nyheder Foto: FN Forbundet Finland

20.03.2015 – FN-forbundet i Finland griber nu teten og publicerer Verdens Bedste Nyheder. Hjemmesidekampagnen blev lanceret i dag på den internationale glædesdag.

Mens nyheder ofte rider på en bølge af katastrofer og konflikter, søger Verdens Bedste Nyheder, at minde om, at der også sker fremskridt i verden. Faktisk står tingene bedre til, end mange går og tror.

Konceptet startede i Danmark i 2010, og har sidenhen spredt sig til mange andre lande. Mens gode nyheder fra fortiden formidles, gentænkes rammerne for fremtiden. Mulighedsrummet for forandring forstørres i folks bevidsthed, med håbet om en lysere fremtid. Og det er vigtigt, for den fremtid vi vil se os selv i og tage del i.

Af overskrifterne på finske Verden Bedste Nyheder findes bl.a. fortællingen om chilenske flygtninge – hvordan disse mennesker endelig kunne vende hjem, efter at have været flygtet fra det chilenske militære styre, der fastholdte landet i et jerngreb siden 1995. En anden overskrift er fra fremtiden: om den dag, hvor indiske piger får adgang til gå i skole. En fremtid, hvor piger køres gratis i skole hver dag. Bussen kører fra landsby til landsby og sørger for, at de alle kommer trygt frem.

For Helena Laukko, formanden for det finske FN-forbund, er det ultimative mål for kampagnen, at vise at folk kan gøre en forskel i verden.

”Ting sker ikke bare af sig selv. Vi har magten til at forandre de nyheder, vi læser. Sammen bygger vi fremtiden”, sagde Laukko.

FN-forbundet vil i slutningen af året indsamle alle nyhederne og lave et referat, som de vil uddele til politikere og embedsmænd i Finland og i FN.