Verdensdag for forbedring af sanitære forhold

0
544

Investering i sanitet er en investering i den menneskelige værdighed, siger FN-ekspert

Idag er Verdensdag for forbedring af sanitære forhold

"Adgang til bedre sanitære forhold er et spørgsmål om menneskerettigheder og om menneskelig værdighed," udtaler FN’s uafhængige ekspert, Ms Catarina de Albuquerque, vedrørende spørgsmålet om de eksisterende menneskerettighedsforpligtelser, der inkluderer adgang til rent drikkevand og sanitet.

"Der er overbevisende dokumentation for, at sanitet bringer det største afkast af investeringer i enhver udvikling. Men den er stadig den mest forsømte af årtusindeudviklingsmålene, de såkaldte 2015-mål. Adgang til sanitære forhold er afgørende for, at mennesker kan leve i værdighed, men 40 % af verden har stadig ikke den basale sanitet" udtaler Ms. de Albuquerque.

FN rapporterer, at 2,5 milliarder mennesker ikke har adgang til gode, sanitære forhold.

Dårlige sanitære forhold har dybtgående virkninger på retten til sundhed og ca. 5.000 børn dør af diarré hver dag. I Afrika syd for Sahara, udgør behandling af diarré- sygdomme skønsmæssigt 12 % af de nationale sundhedsbudgetter. "Børnedødelighed og tabte arbejdsdage skønnes at have en økonomisk omkostning på omkring USD 38 milliarder om året", understreger eksperten.

"Alt for længe er sanitet blevet forsømt og er blevet et tabubelagt emne. Investering i sanitet vil ikke blot føre til forbedring af menneskerettighederne, men vil også bidrage til et bedre udviklingsresultat og en stigning i den overordnede levestandard."
"I denne henseende opfordrer Ms de Albuquerque regeringer til at prioritere sanitet og opmuntrer dem til at øge deres procentdel af de respektive nationale budgetter til sanitet.

Eksperten roser i udtalelsen den indsats, der udføres af utallige personer, ikke-statslige organisationer, regeringer og FN-agenturer, der yder deres bedste indsats for at fremme sanitære installationer for alle.

Ms Catarina de Albuquerque blev d. 1. november 2008 udnævnt af FN’s Menneskerettighedsråd som den uafhængige ekspert på spørgsmålet om menneskerettighedsforpligtelser i forbindelse med adgang til rent drikkevand og sanitet.