Vold mod Kvinder

0
573

 

 

Tilbage

“The word is spreading: violence against women and girls has no place in any society, and impunity for perpetrators must no longer be tolerated.”

– Generalsekretær Ban Ki-moon

 

Ifølge Generalsekretærens UNiTE kampagne oplever op mod 70 procent af alle kvinder fysiske og/eller seksuel vold i deres livstid. Vold mod kvinder tager mange forskellig former; det kan være fysisk, seksuelt, psykologisk eller økonomisk. Det kan være alt fra vold i hjemmet til handel med kvinder, æresdrab samt andre typer af femicide. Vold mod kvinder er et globalt fænomen. Udbredelsen af forskellige former for vold varierer fra land til land, men overalt i verden oplever kvinder vold blot fordi de er kvinder, og det kan være fra deres partnere, familiemedlemmer, fremmede på gaden eller repræsentanter fra den organisation, der skulle passe på dem.     

 

Selv om FN har lagt vægt på kvinders rettigheder siden organisationen blev stiftet, forblev et vigtigt emne, som er relevant for kvinders rettigheder ubemærket i meget lang tid: Vold mod Kvinder. Det var først i 1990’erne, at spørgsmålet reelt blev taget op som et menneskerettighedsspørgsmål og blev en integreret del af FN’s dagsorden. Siden da har vold mod kvinder fået stigende opmærksomhed, og er nu et central tema i FN’s arbejde. Kvinders græsrodsorganisationer spillede en vigtig rolle i bevidstgørelsen af problemet. De påpegede, at den vold som kvinder står over for, ikke er et resultat af tilfældige, individuelle handlinger, men har rødder dybt ned i uligestillingens struktur.

 

Vold mod kvinder har seriøse konsekvenser, og de omkostninger det har for samfundet er frygtelige. Det krænker de fundamentale menneskerettigheder, reducerer produktiviteten og samfundets menneskelige kapital samt underminerer den økonomiske udvikling. Som Michelle Bachelet, administrerende direktør for UN Women har sagt ”[…] Virkningen af en sådan plage på samfundet – fysisk, psykisk og økonomisk – kan ikke overvurderes.”

 

 

1990’erne: Vold mod kvinder bliver en del af FN’s agenda

 

Konferencerne under FN’s tiår for kvinder (1975-1985) rørte ved familiesikkerhedsemnet (Mexico City, 1975) og vold i hjemmet (København, 1980). Den tredje verdenskonference om kvinder i Nairobi 1985 anerkendte endelig vold mod kvinder som et mere omfattende problem, der var – og stadig er – til stede i forskellige former for hverdage i alle samfund. Konferencen lagde vægt på vold i hjemmet, menneskehandel, ufrivillig prostitution, kvinder i fængsel og kvinder i væbnede konflikter. Vold mod kvinder blev set som en forhindring i arbejdet for at nå målene i tiåret for Kvinder: ligestilling, udvikling og fred. Andre emner blev derfor også anerkendt på FN’s dagsorden.

 

I 1992 vedtog FN’s komité for diskrimination mod kvinder (CEDAW) Den Generelle Henstilling nr. 19. Den erklærede, at vold mod kvinder er “en form for forskelsbehandling, der i alvor hæmmer kvinders evne til at nyde rettigheder og frihed på grundlag af ligestilling med mænd.” Den grundlage også en arbejdsgruppe, som havde til opgave at udarbejde en resolution om vold mod kvinder.

 

Allerede år efter var vold mod kvinder steget til spidsen af verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien, som følge af den vedvarende lobbyisme om kvinders rettigheder. De krævede, at FN anerkendte vold mod kvinder som et menneskerettighedsspørgsmål. I Wien-erklæringen og handlingsprogrammet erkendes det, at kønsbestemt vold er “uforeneligt med værdigheden og den menneskelige persons værd.” Konferencen i Wien førte også til udnævnelsen af ​​en særlig rapportør om vold mod kvinder, årsager hertil samt konsekvenserne.

 

I december 1993 vedtog FN’s Generalforsamling en erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder. Den definerer vold mod kvinder som fysisk, seksuel og psykologisk vold, der kan begås af familiemedlemmer, fremmede, eller endda staten. Erklæringen anerkender, at vold mod kvinder ”er en manifestation af historisk ulige forhold mellem mænd og kvinder”.  Ifølge erklæringen inkluderer vold mod kvinder følgende – det er dog ikke begrænset til dette:

 

(a)    Fysisk, seksuel og psykologisk vold i familien, herunder mishandling, seksuelt misbrug af piger i hjemmet, ægteskabelig vold, voldtægt, kønslig lemlæstelse og anden traditionel praksis, der skader kvinder, ikke-ægteskabelig vold og vold i forbindelse med udnyttelse.

 

(b)   Fysisk, seksuel og psykologisk vold inden for de generelle samfund, herunder voldtægt, seksuelt misbrug, seksuel chikane og trusler på arbejdspladsen, i undervisningsinstitutioner og andetsteds, handel med kvinder og tvangsprostitution.

 

(c)    Fysisk, seksuel og psykologisk vold begået eller tolereret af staten, uanset hvor den forekommer.

 

Vold mod kvinder blev diskuteret grundigt på den fjerde verdenskonference om kvinder i Beijing i 1995. Generalsekretæren Boutros Boutros-Ghali kaldte vold mod kvinder et universelt problem, der skulle fordømmes universelt. Beijing-handlingsplanen bekræftede, at vold mod kvinder er “en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder” og “en hindring for opfyldelsen af ​​målene om ligestilling, udvikling og fred.” Det forpligtede regeringer til at fordømme og indføre politikker for at fjerne vold mod kvinder. Erkendelsen af vold mod kvinder som en menneskerettighedsbekymring er betydelig, da det betyder, at staterne har en juridisk forpligtelse til at forebygge, udrydde og straffe denne vold.

 

“Violence against women both violates and impairs or nullifies the enjoyment by women of their human rights and fundamental freedoms… In all societies, to a greater or lesser degree, women and girls are subjected to physical, sexual and psychological abuse that cuts across lines of income, class and culture.”

 

Beijing Erklæringen og Handlingsplanen, paragraf 112

 

Anerkendelsen af vold mod kvinder som et spørgsmål om menneskerettigheder har resulteret i forskellige forsøg på at løse problemet på internationalt plan.

– I 1999 anerkendte Generalforsamlingen den 25. november som den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

 

– I 2008 lancerede Generalsekretæren sin UNiTE-kampagne for at stoppe vold mod kvinder.

 

– I 2009 blev Generalsekretærens netværk af mandlige ledere introduceret, med det formål at støtte kvinder til at trodse destruktive stereotyper og inspirere mænd og drenge til at udtale sig imod vold

 
 

 

Vidste du?

 

Op mod 70 % af alle kvinder når at opleve vold i deres livstid.

 

Den mest brugte form for vold er vold begået af en intim partner.

 

Ifølge WHO’s undersøgelser i 11 lande, rangerer procentdelen af kvinder der har oplevet seksuelt misbrug begået af en intim partner fra 6 % i Japan til 59 % i Etiopien.

 

I Australien, Canada, Israel, Sydafrika og USA, er 40 til 70 % af alle kvindelige dræbte ofre slået ihjel af deres partnere.

 

Man vurderer at 1 ud af 5 kvinder er ofre for voldtægt eller forsøgt voldtægt i deres livstid. Man vurderer også at mere en 130 kvinder og piger som er i live i dag er ofre for kønslig lemlæstelse.

 

UNFPA vurderer at op mod 5000 kvinder er ofre for æresdrab hvert år.

 

Mellem en halv til to millioner mennesker er ofre for menneskehandel årligt. Kvinder og piger udgår omkring 80 % af ofrene.

 

Kvinder som oplever vold i hjemmet fra deres partnere har 48 % større risiko for at få HIV/AIDS.

 

I konflikt områder som Den Demokratiske Republik Congo er gennemsnittet af piger og kvinder, som bliver voldtaget 36 hver dag.

 

 

Mere information:

 
 

Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder

 

Generalsekretær Ban Ki-moon’s kampagne “UNiTE to End Violence against Women”

 

UN Women’s sektion om Vold mod Kvinder

 

Dette års arrangerer FN’s Regionale Informationskontor for Vesteuropa (UNRIC) en konkurrence i samarbejde med UN Women samt andre UN Informations Centre, hvor de beder dig sige ”Nej til vold mod Kvinder”.

 

Tilbage