30 millioner stemmesedler på vej til vælgerne i DR Congo

UNDPs nordiske kontor
PRESSEMEDDELELSE

Forberedelserne til det første frie og demokratiske valg i den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) i 46 år er et logistisk mareridt for FN, der dog ser optimistisk på muligheden for en god gennemførelse. Danmark støtter valget, der afholdes på søndag.

København, 26. juli 2006: Som forberedelse til søndagens historiske presidents- og parlamentsvalg i den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) på søndag er 30 millioner stemmesedler i disse dage godt på vej ud til de lokale valgsteder i hele landet. 80 procent er allerede nået frem.

– Der er tale om det første valg i mere end 40 år. Den uafhængige congolesiske valgkommission IEC har gjort et bemærkelsesværdigt godt stykke arbejde, især når man tager de besværlige omstændigheder i betragtning. Og FN og det internationale samfund har givet god opbakning, siger Ross Mountain, der er FNs øverste chef i DR Congo.

– Der har været svære udfordringer, hvilket er uundgåeligt i et land så stort som DR Congo. Men processen er på rette spor og vi er overbeviste om, at valget bliver en succes til trods for alle vanskelighederne, siger han.

Valget organiseres af den uafhængige congolesiske valgkommission Independent Electoral Commission (IEC) med støtte fra FNs udviklingsprogram UNDPs valgprojekt Electoral Assistance Programme (APEC) og FNs hidtil største fredsbevarende styrke, MONUC.

Danmark støtter valget med 5 millioner kroner, der bliver brugt til vælgeruddannelse, uddannelse af valgobservatører, og til produktion af stemmesedler. Det sker igennem den uafhængige Sydafrikanske valgkommission IEC, der er en stor støtte for de lokale congolesiske valgarrangører.

På den danske ambassade i Pretoria i Sydafrika, der dækker DR Congo, tillægges valget stor betydning – ikke blot for DR Congo, men for resten af Afrika.

– Man må holde sig for øje, at der er tale om en kæmpe operation i et land, hvor især den manglende infrastruktur kan være en årsag til en langsommelig og krævende valghandling, siger ambassaderåd Lone Spanner.

UNDP hjælper blandt andet med at distribuere stemmesedler og teknisk valgudstyr til omkring 50.000 valglokaler i et land, der er lige så stort som vesteuropa, og med få veje eller anden infrastruktur. Alene i hovedstanden Kinshasa åbner IEC 8.518 valglokaler til omkring tre millioner håbefulde vælgere.

– Man behøver bare se den store mængde valgplakater og bannere, der præger Kinshasas bybillede, for at forstå hvor høje forventninger, der er knyttet op på valget, siger UNDPs landechef Babacar Cissé.

– DR Congo er et meget stort land og det vil sikkert komme til uro på en del offentlige pladser i dagene op til valget, men der er ingen tvivl om, at congoleserne generelt ser frem til valget.

UNDP og MONUC uddanner på 210 steder rundt om i landet 12.000 valgtilforordnede, som vil blive placeret rundt om på de mange tusinde valgsteder for at sikre, at valghandlingen forløber frit og retfærdigt. En af IECs vigtigste opgaver er sammen med sine samarbejdspartnere at skabe sikkerhed for de 26 millioner congolesere, der foreløbigt har ladet sig registrere som vælgere.

Der er foreløbigt ankommet 1.300 internationale valgobservatører til DR Congo for at overvåge det første frie og demokratiske valg i DR Congo i de 46 år, der er gået siden landet fik sin uafhængighed. UNDPs støtte til valgprocessen er blevet muligt takket være økonomisk støtte fra især EU, der er valgets største donor. Sammenlagt er der givet knap 2,5 milliarder kroner i støtte til afholdelse af valget. I lørdags bad FNs generalsekretær Kofi Annan det internationale samfund om yderligere 270 millioner kroner, som skal bruges til at sikre gennemførelsen af anden runde af valget senere i år.

– Det er unægteligt en enorm opgave for os, siger Carlo De Filippi, chef for Europakommissionens kontor i DR Congo.

– Men forhåbentligt vil vi med tiden få at se, at det betaler sig med investeringer som denne, fordi det fører til forbedret regeringsførelse og mere stabilitet i et land, der har lidt under mange års konflikt og misrøgt af nationale ressourcer.
_______________________________________

For mere information kontakt Kristian Sloth ved UNDPs nordiske kontor (telefon: 35467158 – email: [email protected] ) eller Klas Waldenström, der er i Kinshasa for UNDPs nordiske kontor (telefon: +243 (0)81-2141013 – email: [email protected])

Om UNDP: FNs Udviklingsprogram er FNs globale netværk for udvikling. Organisationen er tilstede i 166 lande og samarbejder med en række nationale kræfter og internationale partnere for at finde lokale løsninger på globale og nationale udfordringer.