DARFUR HAR BRUG FOR HANDLING NU

0
73

Af Jan Egeland
FNs undergeneralsekretær for humanitært arbejde og nødhjælpskoordinator

Det er to år siden jeg talte til FNs Sikkerhedsråd om Darfur for første gang. Dengang kaldte jeg det etnisk udrensning af værste slags. I dag kan jeg blot gentage det meste af det jeg sagde. Verdens største hjælpeaktion hænger nu i en tynd tråd, som ikke kan holde ret meget længere under de nuværende omstændigheder. Hvis vi vil undgå et truende nært massivt tab af liv, så er der brug for umiddelbar handling – fra Sudans regering, oprørerne, medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd og donorlande.

Blodbadet i Darfur eskalerer stadig og flyder nu også over i Tchad. Alene i de sidste fire måneder har yderligere 200,000 mennesker måtte flygte for deres liv. Mere end to millioner mennesker er fordrevet. Plyndrende militstropper strejfer om på den svedne jord i en terrorkampagne, der har myndighedernes støtte, og systematisk knuser liv og levebrød helt ustraffet. Oprørsgrupper fortsætter blot deres angreb på civile og de humanitære hjælpeoperationer.

Vi har nu 14,000 ubevæbnede hjælpearbejdere i Darfur, hvoraf de fleste er sudanesere, men kun halvt så mange tropper fra Den Afrikanske Union til at gennemtvinge en forfejlet våbenhvile i et område, der er på størrelse med Texas. Præcis som det var tilfældet med Bosnien for ti år siden, så har nødhjælp været en af de eneste effektive svar omverdenen har formået at give på grusomhederne i Darfur. I stedet for at læge såret har verden valgt blot at sætte plaster på en åben blødning.

Ikke desto mindre er humnitære plastre selvfølgelig nødvendige for at redde liv. I løbet af de sidste to år har vi gjort enorme fremskridt på den humanitære front. I 2004 havde vi kun 230 hjælpearbejdere ude i felten til at hjælpe 350,000 mennesker. I dag hjælper vi ti gange så mange – halvdelen af Darfurs befolkning. Gennem samarbejde har FN-organer og NGO’er reduceret dødstallet med to tredjedele blandt de fordrevne i Darfur i forhold til 2004 og samtidig halveret underernæringsraten i 2005.

Imidlertid bliver disse resultater lige nu skyllet væk af den stigende voldsbølge fra alle kanter, og af den tiltagende obstruktionspolitik, som den sudanesiske regering fører. Begge forhold begrænser vores muligheder alvorligt for at nå dem i nød. De kan gennemtvinge et stop for verdens massive nødhjælpsindsats og dermed bringe millioner af liv i fare.

I mellemtiden er den økonomiske hjælp alt andet end forøget. Donorhjælp fra Europa og Golf-staterne er svækket betydeligt. Vores FN-anmodning om økonomisk hjælp har givet mindre en 20% af det, som kræves. I sidste uge meddelte vi, at det snart bliver nødvendigt at halvere de daglige madrationer. Flere nedskæringer – og dermed flere tab af liv– vil følge uden de akutte og nødvendige ressourcer. Vi har brug for øjeblikkelige fremskridt på alle fronter – sikkerhed, humanitær adgang og politisk engagemnet – for at forhindre dødsraten i Darfur i at eksplodere.

For det første har vi brug for en styrket sikkerhedsindsats for Darfurs befolkning. Den Afrikanske Unions dedikerede men overbebyrdede tropper må umiddelbart styrkes gennem denne overgangsperiode for at kunne beskytte befolkningen bedre.
Beskyttelse af befolkningen er lige så fundamental, som den er presserende. Hjælpearbejdere skal også kunne hjælpe alle dem i nød uden at skulle fygte kidnapning, overfald eller chikane fra officielt hold. De nuværende forhold er utålelige. Hvis de fortsætter bliver hjælpearbejderne nødt til at forlade landet og dermed efterlade hundretusinder af forsvarsløse civile. Alle parter – regeringen, militstropperne og oprørsgrupperne – bærer ansvaret for de rystende sikkerhedsforhold, som truer Darfurs befolkning og som gør nødhjælpsarbejdet stadig mere umuligt.

For det andet, må vi nå ud til dem i nød. Beklageligvis er vi også her gået tilbage i forhold til sidste års fremskridt. Den humanitære adgang er nu på sit laveste siden foråret 2004. I den vestlige og nordlige del af Darfur kan hjælpearbejdere kun nå 40% af befolkningen direkte på grund af forværret usikkerhed.

Adgangen afhænger også af bedre samarbejde fra Sudans regering og de bevæbnede grupper. Desværre har vi kun dog kun oplevet det modsatte. Hjælpearbejdere i Darfur er tvunget til at håndtere trusler, intimidering og et orwellsk mareridt af uendelige bureaukratiske restriktioner som effektivt og med fuldt overlæg forhindrer os i at hjælpe dem i nød. Eksempelvis blev en førende nødhjælpsorganisation, ansvarlig for en lejr med mere end 90,000 fordrevne mennekser, i sidste måned tvunget til at forlade landet. Myndighederne vil nu selv føre tilsyn med lejren. Det er overflødigt at bemærke, at der selvfølgelig er alvorlig grund til bekymring for sikkerheden til de 90,000 mennesker i lejren med henblik på regeringens tidligere resultater med at beskytte befolkningen.

Humanitær hjælp er grundlæggende, når det handler om at redde liv. Men nødhjælp alene er et fatalt og utilstrækkeligt svar på verdens blodbade. Ubevæbnede hjælpearbejdere kan holde mennesker i live i dag, men de kan ikke forhindre dem i at blive myrdet, voldtaget eller tvunget væk fra deres hjem i morgen. Lad os ikke gentage den tragiske fejl ved Bosniens ”sikre områder” inden Srebrenica. Humanitært arbejde må aldrig blive brugt som et figenblad for politisk passivitet.

Og alligevel er det præcis det, der sker i Darfur lige nu.

Darfurs befolkning har akut brug for hjælp, men de har også brug for meget mere end det. De har brug for beskyttelse, og de har brug for fred. Ikke blot på papiret i Abuja, men implementeret og håndhævet i hver en landsby i Darfur. Og endelig har Darfurs befolkning brug for, at FNs medlemslande over hele verden demonstrerer moralsk lederevne. Vi har brug for handling, ikke kun ord. Intet andet vil kunne redde liv i dag og bringe fred i morgen i Darfur. Intet andet vil kunne ende en gentagelse af ”aldrig mere.”