En identitetskrise i Iran: vejen til den nordiske hymne

0
423
Hymnephoto Arta resized

Hymnephoto Arta resized

December 2016 – Kun få blandt publikummet var mindre stereotypisk nordiske end Arta Ghavami og Amir Ghomi, da den nordiske hymne blev afsløret under en gallaaften hos det Nordiske Råd i København i forbindelse med Rådets årlige samling den 1. november.

Navnene på den klassisk pianist, Arta Ghavami (32 år), og musikproducenten, Amir Ghomi (37 år), som begge er iranske flygtninge i Danmark, lyder måske ikke særligt nordiske, men deres tale og kultur er dansk hele vejen igennem – og de er skaberne af den nye nordiske hymne.

Da parret for første gang præsenterede idéen om en nordisk hymne, var mange overraskede og endda skeptiske over, at en nordisk identitet – hvis sådan en overhovedet eksisterede – kunne portrætteres i sang og ord.

Ofte fremhæver de nordiske lande for eksempel de sproglige forskelle mellem de tre skandinaviske sprog frem for de ligheder, der er så slående for udenforstående.

Dette er netop, hvad parret Amir og Arta ønskede at formidle i musik og ord gennem den nordiske hymne.

Arta Ghavami er hurtig til at påpege, at det er misvisende at tænke på den fælles nordiske identitet udelukkende i sproglige termer. Det finske sprog er det mest oplagte eksempel, men selv danske film er vist med norske undertekster i Norge.

Men hvis det er ikke er det sproglige, hvad er så den nordiske identitet? For at forberede projektet samlede Arta og Amir en diskussionsgruppe bestående af musikere, journalister, intellektuelle og embedsmænd (herunder en FN-repræsentant), der mødtes i Reykjavik for tre år siden for at forsøge at identificere den nordiske identitet.

“Politikerne taler konstant om en særlig nationalidentitet i Danmark og de andre nordiske lande, men de glemmer, at vi i virkeligheden er en del af et unikt nordisk fællesskab, der bygger på tillid, lighed og tryghed. Det er det, hymnen skal ære,” fortalte Arta Ghavami til UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev.

Hvad gruppen kom frem til var ifølge Arta, at Norden er stolt, den har ære, den deler historie og nogle fælles værdier, såsom den nordiske model, menneskerettigheder og ytringsfrihed, men også innovation. ”Vi har forskellige fremgangsmetoder, men vi har et fælles fundament. Og det fundament handler om, at vi tør diskutere tingene. Vi går i dybden og analyserer,” siger Arta.

Ordene til den nordiske hymne blev skrevet af den dansk-norske forfatter, Kim Leine, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2013 for romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’ – en historie, der foregår i Grønland. Forfatteren bag musikken er også Nordisk Råds prisvinder, nemlig den færøske komponist, Sunleif Rasmussen.

Hymnephoto nordiska raadets priser resized

Ved premieren blev den nordiske hymne udført af et orkester og et kor med danske, islandske, færøske og grønlandske sangere.

Måske kræver det en person, der anskuer det både udefra og indefra, ligesom Amir og Arta, for at se, hvad det betyder at være en del af den nordiske familie.

“Jeg har altid vokset op med en viden om, at der engang var et Iran, hvor vi alle sammen stod sammen med nogle fælles værdier. Det Iran er anderledes end det Iran, der er nu,” siger Arta, som ligesom Amir voksede op under den zarathustriske tro.

Da Arta besøgte Iran for første gang for syv år siden, gennemgik hun, hvad hun selv kalder ”en eksistentiel krise”. Hendes viden om Iran kom ikke mindst fra tv, men hendes familieliv var meget dansk.

”Det var i Iran, at jeg første gang fandt ud af, at jeg har en dobbelt-baggrund, for indtil da har jeg altid sagt: jeg er dansker.” Når folk spurgte: ”Hvor kommer du fra?” svarede Arta ”Jeg er fra Viborg, jeg er fra Jylland,” selvom hun godt vidste, at det ikke var hvad folk mente, når de spurgte.

Hun begyndte at spørge sig selv, hvem hun var, og hvad hun delte og ikke delte med danskere og iranere. Det var på dette tidspunkt, at hun mødte Amir, der arbejdede på en nordisk rap-festival, og Amir foreslog hymnen som løsningen på hendes identitetskrise: ”Det er norden – du kan finde din identitet i norden.”

Søgningen efter deres identiteter blev således også vejen til en nordisk hymne.

”Og fra den dag, hvor jeg begyndte at arbejde med et nordisk samarbejde – og jeg har mødt færinger, islændinge, finner – så begyndte jeg langsomt, ligesom et puslespil, at indse: ”Argh, måske er jeg nordisk – for jeg er ikke dansker, jeg er heller ikke iraner, hvad er jeg så? Så den samhørighed den begynder langsomt at lægge sig, og så lige pludselig i en samtale med Amir, siger jeg: Amir, jeg tror, at Iran for mig ligger et sted mellem Finland og Norge…og Færøerne og Island. Det er sådan et land, der ligger i den nordiske region oppe i mit hoved. Det er lige så stort som de andre lande nu, så jeg tror faktisk jeg er nordisk.”

Together Logo format 05 resized

 Denne artikel er en del af UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev.