A-Ø webstedsindeks

Halvdelen af Syriens befolkning sulter

En gennemsnitlig månedsløn i Syrien svarer i øjeblikket kun til en fjerdedel af en families fødevarebehov, oplyser FN’s Verdensfødevareprogram (WFP). Dette understreger det presserende behov for øget humanitær bistand, mens landet kæmper med de ødelæggende virkninger af de seneste jordskælv og en 12 år lang konflikt. 

Omkring 12,1 millioner mennesker, mere end 50 % af befolkningen, er i øjeblikket i fødevareusikkerhed, og yderligere 2,9 millioner er i fare for at sulte. I mellemtiden viser nylige data, at underernæring er stigende, og at antallet af underernærede børn og mødre er steget til et niveau, der aldrig er set før. 

Hvornår er nok nok?

Syria-idlib-province-Binish-OCHA-family-children-man-woman
Binish i Idlib-provinsen. Foto: OCHA

“Bombardementer, fordrivelser, isolation, tørke, økonomisk nedsmeltning og nu voldsomme jordskælv. Syrerne er bemærkelsesværdigt hårdføre, men der er en grænse for, hvad folk kan klare”, siger Kenn Crossley, WFP’s landedirektør i Syrien. “Hvornår siger verden: Nu er det nok?” 

Jordskælvene den 6. februar kom, da fødevarepriserne i Syrien allerede var voldsomt stigende. Det udvalg af standardfødevarer, som WFP bruger til at følge fødevareinflationen, er næsten fordoblet i pris på 12 måneder og er 13 gange dyrere end for tre år siden. Den udvikling forventes at fortsætte. 

Syrien, der tidligere var selvforsynende med fødevaremæssigt, er nu blandt de seks lande med den største fødevareusikkerhed i verden og er stærkt afhængig af fødevareimport. Beskadiget infrastruktur, høje brændstofpriser og tørkelignende forhold har reduceret Syriens hvedeproduktion med 75 %. 

WFP yder fødevarehjælp til 5,5 millioner mennesker i hele landet. Siden jordskælvet ramte det nordlige Syrien, har WFP nået 1,7 millioner jordskælvsramte mennesker, herunder mennesker, der allerede modtager månedlig fødevarehjælp. 

Men den manglende finansiering til WFP i Syrien truer med at begrænse bistanden, netop når folk har mest brug for den. WFP har et presserende behov for mindst 450 millioner amerikanske dollars for at opretholde hjælpen til over 5,5 millioner mennesker i hele Syrien i resten af 2023. Dette inkluderer 150 millioner dollars til, i seks måneder, at støtte 800.000 mennesker, der er ramt af jordskælvet. 

Manglende ressourcer

Binish-idlib-province-OCHA
Binish i Idlib-provinsen. Foto: OCHA

Uden tilstrækkelige ressourcer vil WFP være nødt til at reducere antallet af modtagere drastisk fra juli og fremefter, hvilket vil efterlade millioner af mennesker i dyb nød uden fødevarehjælp. 

“‘Verden har nu glemt os. Det er, hvad vi hører fra mange syrere, og det er en skarp påmindelse om, at vi er nødt til at gøre mere”, sagde WFP’s regionale direktør for Mellemøsten, Nordafrika og Østeuropa, Corinne Fleischer. “Vi har brug for midlerne for fortsat at kunne levere mad til millioner af familier – indtil syrerne kan brødføde sig selv igen.” 

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19