Vi snakker ofte og nemt om Darfur. Men hvad kan siges med sikkerhed?
Kort sagt er det et samfund i krig med sig selv. Rebeller strider med regeringen, og regeringen strider med rebellerne. Virkeligheden er dog mere kompliceret, og siderne er ikke altid tydelige. I den seneste tid har kampene ofte været stamme mod stamme og krigsherre mod krigsherre.
Stridighederne begrænser sig ikke længere til Darfur. De har bredt sig ud, og forårsager nu uroligheder i omegnen. Desuden er Darfur også en miljøkrise – en konflikt der har udbredt sig, i hvert fald delvis på grund af ørkenvækst, økologisk nedbrydning og mangel på ressourcer, især vand.
Jeg er netop vendt tilbage fra en uge i Darfur og omegnen, hvor jeg lyttede til oprigtige meninger af befolkningen, regeringens embedsmænd, flygtninge, hjælpearbejdere og nabolandenes ledere. Jeg gik derfra med en klar forståelse. Der findes ikke en enkel løsning på denne krise. Darfur er umådelig komplekst. Hvis der nogensinde skal være fred, må der holdes regning med alle de elementer, der gav anledning til konflikten.
Alt jeg så og hørte, overbeviste mig om at dette er muligt. Og det skal lykkes os. Uden for El Fasher, den største by i Nord Darfur, besøgte jeg El Salam kampen, der huser 45.000 flygtninge fra Darfur. Jeg følte for dem. Jeg kunne føle deres hjælpeløshed og frustration. Jeg så børn, der aldrig havde oplevet livet udenfor kampene, og ønskede at give dem et tegn. Jeg lovede, at vi ville gøre vores bedste for at bringe fred og for at hjælpe dem vende tilbage til deres landsbyer.
Vi har lavet en god start. FNs sikkerhedsråd har sammen med den Afrikanske Union (AU) autoriseret indsættelsen af 26.000 fredsbevarende tropper. Under mit besøg i Darfur så jeg de svære konditioner, vores tropper vil komme ud for, samtidig så jeg at vores logistiske forberedelser er sat i gang.
Ingen fredsbevarende mission kan lykkes uden en fred at bevare. Vi må også presse på for at opnå en politisk ordning. Dette var mit primære formål under denne rejse.
I Khartoum fornyede Præsident Omar al-Bashirs regering dets ubetingede løfte om at støtte både fredsmissionen og omfattende fredsforhandlinger. Vi besluttede, at forhandlingerne skulle begynde i Libyen den 27ende oktober under FN-AU ledelse. Regeringen befæstede også dets løfte om umiddelbart at stoppe voldsomhederne, ligesom rebellerne gjorde sidste måned i Arusha. Alligevel kom der, blot timer efter jeg var ankommet beretninger om uroligheder, konflikter og bombardementer i Haskanita i Nord Darfur. Det er vigtigt, at begge partier holder sig tilbage, og hjælper med at skabe de rette forhold for fredsforhandlingerne.
Vi skal ikke blot begrænse os til Darfur, vi må udvide vores blik. I Juba, Syd Sudans hovedstad, bekymrer de politiske ledere sig over, at Darfur afleder opmærksomheden fra fredsaftalen, der blev tegnet for to år siden, og som endte en langvarig borgerkrig. Vil vi undgå en ny krig i grænseområdet, der vil undergrave al vor indsats må vi, mens vi forholder os til Darfur ikke glemme denne sårbare situation.
Enhver form for fred skal værre rodfæstet dybt, vil den vise sig holdbar. I Juba og El Fasher lærte jeg, hvor vigtigt det er at lytte til mennesker fra mange forskellige dele af samfundet – stammeledere, repræsentanter fra selvstændige politiske bevægelser, kvinde- og flygtningegrupper, lokale og nationale embedsmænd. Vi behøver en social kontrakt for fred.
Da jeg mødte Libyens leder, oberst Muamar Gaddafi, i hans telt i Sirte tilbød han mig generøst at være vært for fredsforhandlingerne, og forsikrede han mig om at han ville gøre hans yderste for at bidrage til deres succes. “Det er nu eller aldrig,” sagde Libyens leder, hvorved han betonede, at disse forhandlinger må være endelige.
Under mit besøg fik jeg set de hundrede kilometer lange rørledninger, der henter flere millioner liter vand op fra under Sahara. I en region hvor der er så stor mangel på vand, var dette et bemærkelsesværdigt syn. Dagen før mens jeg fløj over søen Chad -et indhav der er svindet ind til blot en tiendedel af dets oprindelige størrelse- var det tydeligt at mærke, at denne regions fremtid også er afhængig af vandforrådet.
I N’Djamena fortalte Tchads Præsident Idriss Deby mig, at økonomisk udvikling er umulig uden vand. Og uden udsigt til økonomiske fremskridt, kan en kvart million flygtninge fra Darfur der lever i den østlige del af Tchad måske aldrig vende hjem. Sikkerhed og udvikling går, ifølge Idriss Deby, hånd i hånd. Hvad dette angår, kan det internationale samfund spille en vigtig rolle.
Alt dette understreger, hvor vigtigt det er at have en omfattende fremgangsmåde hvad angår konflikten i Darfur. Løsninger kan ikke komme stykkevis. Denne krise har mange årsager, og vi må behandle dem alle –sikkerhed, politik, ressourcer, vand, humanitære og udviklings problemer.
Denne kompleksitet gør vores arbejde mere udfordrende og svært.
Dog er det den eneste vej mod en varig løsning.
FNs Generalsekretær,
Ban Ki-moon
