John Holmes om Gaza: Håb og ikke had

0
52

Forleden var jeg i Gaza – en af verdens tættest befolkede steder og i dag en tæt omsluttet menneskelig trykkoger. Den stadigt dybere lidelse hos de folk, som jeg så der, illustrerede kun alt for tydeligt den stigende mangel på sammenhæng mellem målene og håbet for den genoptagede fredsproces i Mellemøsten og de barske realiteter for den forværrede situation. Den manglende sammenhæng kan vise sig at være fatal for fredsbestræbelserne og dybt skadelig for en af verdens ældste og største flygtningebefolkninger, hvis der ikke straks handles for at bringe situationen i orden.

Gazas 1,5 millioner mennesker – hvoraf mere end halvdelen er under 18 – kæmper under alvorlige mobilitetsbegrænsninger, som yderligere blev skærpet af Israel efter Hamas’ overtagelse i juni 2007. I september blev Gaza erklæret for et ”fjendtligt område” af Israels regering og vejen blev dermed banet for flere stramninger af den økonomiske løkke. Befolkningen mærker i stigende grad konsekvenserne af reducerede forsyninger og ressourcer, især de mest udsatte: børn, ældre og svagelige.

Lad mig gøre det klart. Israels bekymringer omkring sikkerhed er meget forståelige. Palæstinensiske raketangreb, som vilkårligt affyres ind i Israel fra Gaza må ophøre øjeblikkeligt. Man kan ikke legitimere sådanne kriminelle handlinger, og jeg fordømmer dem utvetydigt. Jeg så selv den skade og de traumer, som befolkningen fra Sderot i det sydlige Israel blev påført efter de mange års raketangreb, som de har måttet udholde.

Ikke desto mindre har Gaza nu et desperat behov for pålidelige madforsyninger såvel som alle slags reserve- og løsdele for at undgå sammenbrud af områdets strøm-, vand og kloaksystemer. Der er behov for import af et meget bredere assortiment af varer for at foretage en afstivning af den vaklende infrastruktur på sundheds- og uddannelsesområdet og for at genstarte områdets kollapsede industri og landbrug.

Næsten 80 % af Gazas befolkning er nu afhængig af fødevareassistance fra FN og andre humanitære partnere. Så mange som 85 % af Gazas industri- og produktionsområder har været lukket siden juni 2007 og antallet af arbejdsløse hæves dermed til næsten 50 %. Mangel på elektricitet og brændstof fører nu til hurtig forværring af operationssystemerne for vand og strøm; vandkvaliteten er hastigt faldende og rent vand er kun sporadisk tilgængeligt for en stor del af befolkningen. 40 millioner liter urenset kloakvand ledes for øjeblikket ud i Middelhavet hver dag med talløse miljømæssige konsekvenser. Truslen fra et nært forestående kollaps af nogle af Gazas kloaksystemer meget virkelighedsnær.

Men af alle Gazas mange varemangler er den mest sjældne dog håbet – det mest altafgørende af menneskets behov. Forsyningen af det vedvarende håb, der behøves for at bekæmpe den stigende ekstremisme er en politisk opgave, som kræver, at ansvarlige ledere – både israelske og palæstinensiske – tager de enorme risici, der er nødvendige for at opnå fred.

Man kan kun forestille sig fortvivlelsen og følelsen af ydmygelse, der kommer af, hvad der må føles som et gigantisk friluftsfængsel. Området er tydeligvis en lunte, der venter på at blive antændt. Men det kan ikke være i nogens interesse at se Gaza eksplodere, slet ikke for Israels sikkerhedsinteresser.


UN Photo

Hvordan kan vi så lindre lidelsen og afhjælpe spændingerne?
For det første behøver humanitære organisationer omgående ubegrænset og regelmæssig adgang for alle deres varer og arbejdere, i stedet for den modstræbende minimale adgang, som tillades for øjeblikket. FN har alene fået blokeret humanitære projekter og udviklingsprojekter for 213 millioner US dollars pga. mangel på råmaterialer, især cement. Jeg har udsat israelske ledere for pres for at få dem til at lukke forsyninger ind, så disse vigtige projekter straks kan starte igen.

Selvom humanitær undsætning for det andet er afgørende, så kan det ikke alene lette lidelserne i Gaza. Overgangene til Gaza må åbnes. Uden fri tilgang for varer og arbejdskraft i og uden for Gaza vil den private sektor ikke kunne levere den kickstart, som er nødvendig for at genoplive den døende økonomi. At åbne handelsovergangen ved Karni er et kritisk første skridt mod dette mål. De palæstinensiske myndigheder har fremsat konstruktive forslag til, hvordan dette kunne gøres uden at sætte Israels sikkerhed på spil. Jeg opfordrer alle sider til at overveje disse forslag alvorligt og blive enige om en løsning indeholdende et acceptabelt sikkerhedssystem.

For det tredje bør Hamas uden betingelser stoppe Qassam-raketterne fra Gaza nu. De er uovervejede; de sårer og dræber civile og fremmer økonomiske og militære reaktioner, der kun forværrer den vanskelige situation for Gazas befolkning.

For det fjerde er den økonomiske strangulering af Gaza ikke forenelig med Israels forpligtelser under international humanitær lov. Også det burde stoppe. Størstedelen af folk fra Gaza burde ikke straffes for kriminelle handlinger foretaget af et voldeligt og ekstremistisk mindretal. Ved at så dragesæd kan der kun komme mere vold og lidelse.

Lad os afslutningsvist holde os det mål for øje at have to stater bosiddende side om side i fred og skabe en mere sikker og blomstrende fremtid for deres befolkninger. Det kan synes ambitiøst nu, men det er den eneste vej frem på længere sigt. Fred kan ikke skabes i vredens støbeske eller gennem benægtelse af menneskelig værdighed. Den eneste effektive måde at sætte en stopper for al denne lidelse er gennem hurtig indgåelse af et retfærdigt og vedvarende fredsforlig. Her bør alle vores bestræbelser fokuseres, så håb kan erstatte had.

Forfatteren er FN’s humanitære chef og FN vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, John Holmes.