Kvinder kan ikke…

0
388
Women cannot

Women cannot

22. oktober, 2013 – Du ved, hvordan det virker – ofte meget belejligt for dig. Du taster et ord eller to ind i Googles søgebar og nedenunder finder du en fin liste med forslag. Søgemekanismen er blevet brugt til sjov – endda til poesi! – og nu bliver den brugt i en helt ny og meget stærk kampagne af UN Women (FN’s organisation for ligestilling og forbedring af kvinders forhold).

Kampagnen udfolder en annonceserie, der viser rigtige Google søgeforslag for søgninger som ”Women cannot…” eller ”Women shouldn’t…”. Forslagene, der variere fra ”cannot drive” til ”shouldn’t work” belyser sexisme og diskrimination mod det kvindelige køn. Kampagnen bruger nu disse forslag og placerer dem over kvindernes munde på store plakater, som om deres stemmer bliver bragt til tavshed. Resultatet er en stærk kampagne, der allerede har startet debat i forskellige lande.

Når man prøver Google søgningen i Danmark, ser man også resultater som ”Kvinder burde ikke høres” eller ”Kvinder kan ikke køre bil”. Selvom de nordiske lande ofte ses øverst på lister, når det kommer til ligestilling mellem kønnene, er der stadig meget, der skal ændres. På en tværnordiske konference om ligestilling, som blev afholdt den 3. oktober 2013, sagde den danske ligestillingsminister, Manu Sareen: “Vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark og de andre nordiske lande. Men der kommer hele tiden nye udfordringer som kræver, at vi tænker i nye baner og finder nye løsninger”.

UN Women-kampagnen har ført til masser af kommentarer på nyhedssider og på sociale medier-platforme. Du kan følge debatten med hashtagget #womenshould. Tekstforfatter, Kareem Shuhaibar håber, at annoncerne vil nå ud til en masse forskellige mennesker: “Annoncerne er chokerende, fordi de viser, præcis hvor langt vi stadig må gå for at opnå ligestilling mellem kønnene. De er et wake up call og vi håber, at budskabet vil nå langt.”

For UN Women bekræfter Google-søgningerne det presserende behov for at fortsætte med at tale for kvinders rettigheder, styrkelse og ligestilling, en sag, som organisationen forfølger over hele verden. UN Women bliver opmuntret af den første stærke reaktion til annoncerne og håber, de vil starte en global konstruktiv dialog.