Mad med omtanke

0
539
Fødevare

Fødevare

16. oktober 2012. I dag er det Verdens Fødevaredag, som har til hensigt at rejse opmærksomhed omkring fødevareproblemer og styrke solidariteten i kampen mod sult, underernæring og fattigdom.

”Landbrugskooperativer – nøglen til at mætte verden” er den formelle titel på 2012-temaet, som er valgt for at sætte fokus på kooperativernes rolle i at forbedre fødevaresikkerhed og bidrage til udryddelsen af sult.

Antallet af sultende mennesker i verden er fortsat uacceptabelt højt på trods af fremgang, der har skubbet tallet ned under 1 milliard. I dag lider næsten 870 millioner mennesker, eller én ud af otte, af kronisk underernæring fra 2010-2012, ifølge FN’s sultrapport udgivet af tre fødevareagenturer.

Disse tal er uacceptable, især fordi hele verdens næsten 1 milliard sultne mennesker kan hjælpes ud af underernæring for mindre end én fjerdedel af den mad, der spildes i USA og Europa.

Mange kooperativer rundt omkring i verden arbejder for bedre forhold. Så hvad er et kooperativ egentligt? Kort fortalt er det en forsamling af mænd og kvinder, som går sammen om en fælles ejet, demokratisk kontrolleret virksomhed, hvor profit kun er én del af historien. Kooperativer sætter mennesker før profit og hjælper deres medlemmer med at opnå deres fælles sociale, kulturelle og økonomiske aspirationer.

Verdens Fødevaredag blev lanceret i 1979 på Fødevare- og Landbrugsorganisationens (FAO) konference.

For mere information om Verdens Fødevaredag besøg FAO’s  eller Verdens Fødevareprograms hjemmeside.