December 2016 – Finske Laura Londén har aldrig haft en planlagt karrierevej, men mere en varieret og snoet en af slagsen. Fra Wien og Genève til Mellemøsten og Afrika, har Londén altid været meget motiveret af muligheden for at påvirke verden på en positiv måde. I øjeblikket arbejder hun som vicedirektør for FN’s Befolkningsfond (UNFPA), og i december 2015 blev hun udnævnt som FN’s assisterende generalsekretær.
Hvordan var dit karriereforløb til dine aktuelle positioner i FN?
Jeg har været så heldig, at jeg ofte lader til at have været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Således har jeg, når muligheder på tværs af FN-organisationer, kontinenter og faggrupper har præsenteret sig selv, været i stand til at tage dem.
I løbet af min karriere hos UNRWA, UNHCR, FN’s Hovedkvarter, DPKO og nu hos UNFPA har min absolut vigtigste personlige og professionelle motivation og drivkraft været mandatet og missionen for de organisationer, som jeg har tjent.
I sidste ende hviler denne motivation for mig sig på og udmønter sig i den forskel og betydning, jeg føler, jeg har evnen til at gøre for menneskers liv og for samfund. For mig personligt er det vigtigt, at jeg føler, at jeg er i stand til at bidrage, i hvor end en lille eller stor måde, til at være en del af historien i sin vorden.
Jeg har været udstationeret i tre af FN’s hovedkvartersplaceringer (Wien, Genève og New York) og ved seks tjenestesteder (beliggende i Mellemøsten, tidligere Jugoslavien, Asien og Afrika) – i nogle tilfælde af flere omgange. Jeg har også ofte været på kortere og længere missionsrejser over hele kloden.
Gennem hele min karriere har jeg også været i stand til at bevæge mig inden for og på tværs af faggrupper. I forbindelse med min personlige og faglige motivation for mandatet selv har også denne mobilitet (både organisatorisk, fagligt og/eller geografisk) virkelig været med til at gøre mit arbejde så givende og interessant.
Denne form for mobilitet medfører dog også både personlige og faglige udfordringer. Den passer derfor ikke til alles personlige præferencer eller omstændigheder.
Hvad har været den største udfordring i din tid hos FN indtil videre?
Det er vanskeligt at udpege en særlig udfordring som den største. For mig har de alle sammen på det gældende tidspunkt og sted været skelsættende og effektfulde.
Alle opgaver medfører udfordringer, men medfører samtidig også altid noget nyt og spændende, og utroligt nok – set i bakspejlet – har alle disse udfordringer vist sig at være meget nyttige på den ene eller anden måde.
Det, jeg har kæmpet mest med, har været tilfælde, hvor af forskellige årsager jeg simpelthen ikke kunne opnå de resultater, jeg ønskede.
Før UNFPA har du også arbejdet for eksempelvis FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) – hvordan oplever du arbejdsmiljøet i de forskellige organisationer? Og hvilke minder har du fra dem?
Jeg har fuldt ud nydt at arbejde for hver enkelt af disse meget forskellige organisationer. Hvad de alle har til fælles er et klart overbevisende humanitært mandat og vision, som den dag i dag fortsat genlyder med alt, hvad der motiverer mig fagligt og personligt. Jeg er dybt taknemmelig for de muligheder, de hver især har givet mig.
Med alt dette sagt har de hver deres unikke egenskaber. UNRWA og UNHCR er begge i sagens natur operationelle, feltbaserede og med omsorg for flygtninge. Jeg har også arbejdet både på fredsbevarende – og fredsskabende missioner.
UNFPA til gengæld – med sin særegne og gribende mission – har en vision, der udtrykker det hele meget enkelt og klart. Vi er forpligtet til at ”levere en verden, hvor alle graviditeter er ønsket, alle fødsler er sikre, og hvor alle unge menneskers potentialer udleves.” UNFPA har også en omfattende tilstedeværelse i felten og engagerer sig i stigende grad i humanitært arbejde.
Min tidligere erfaring med UNRWA, UNHCR, fredbevaring og fredsbygning – lige fra operationer i opstart, reform, vedligeholdelse og nedskæringsfaser – er også yderst nyttig i min nuværende rolle hos UNFPA.
En yderligere ting, jeg tager med mig fra alle mine opgaver, og i særdeleshed fra nødsituationer og humanitære operationer, er erkendelsen af – måske besynderligt nok – at ”de værste tider ofte er de bedste tider.” Dette er tidspunkterne, hvor mennesker og organisationer kommer sammen for at skabe virkelig ekstraordinære resultater.
Har de nordiske lande efter din mening en særlig rolle eller position i FN?
De nordiske lande har (kollektivt) en lang, veletableret og globalt anerkendt generøs optegnelse inden for og ud over FN; især i at opretholde menneskerettigheder, globale normer og standarder, bekæmpe fattigdom og fremme bæredygtig udvikling i hele verden.
Særligt for UNFPA står de nordiske lande sammen omkring vores normative mandat og støtter organisationen med centrale fonde – igen knyttet til vores normative rolle og seksuelle og reproduktive sundhed og reproduktive rettigheder.
Deres konkrete støtte til UNFPA har hjulpet med at redde liv, helbred og livsgrundlaget for millioner af kvinder, mænd og unge mennesker over hele verden. De har bidraget til at mindske barselsdødeligheden og sygdomme, forfremmet uddannelse for piger og aktiveret flere kvinder i udviklingslandene til frit at vælge, hvornår og hvor ofte de ønsker at få børn. I 2015 betalte de fire nordiske donerer 47,9 % af UNFPA’s centrale midler (i år vil det være mindre på grund af Danmark og Finland). Faktisk var UNFPA’s første donor, da organisationen blev etableret som en fond i juli 1967, et nordisk land.
UNFPA har for nylig lanceret en ny rapport om status for verdens befolkning, især med fokus på 10-årige piger. Hvilken slags udfordringer mener du, at 10-årige piger i norden kan støde på?
Piger overalt står over for udfordringer på grund af deres køn, når de kommer i puberteten og er i overgangen mellem ungdomsårene og voksenalderen. Samtidig vil alle 10-årige piger, uanset hvor de bor, møde forhindringer for realiseringen af deres fulde potentiale. I den ene del af verden kan de største hindringer være børneægteskab og den ulighed mellem kønnene, der fastholder det. I en anden del af verden kan forhindringen være noget mere lumsk, såsom mobning på internettet. Uanset forhindringens karakter har det beføjelsen til at afspore en piges fremtid, samt fremtiden for hendes familie, samfund og land. Intet land kan endnu hævde, at piger og drenge er på lige fod, så alle lande, inklusiv de nordiske lande, har arbejde foran sig.
Denne artikel er en del af UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev.
