Akut brug for mere personale i kampen mod ebola

0
409
Ebola entering a hut Flickr European Commission

Ebola entering a hut Flickr European Commission

Oktober 2014- Ebolavirussen har indtil videre taget livet af mere end 4.500 mennesker i Vestafrika, hvilket gør det nuværende udbrud til det mest dødelige i sygdommens historie. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer om 20.000 nye tilfælde inden november, hvis det internationale samfunds indsats ikke øges.

UNRIC har talt med Gunnhildur Arnadottir, der tilbragte tre måneder på at arbejde som medicinsk personale i Guinea og Sierra Leone – to af de lande, der er værst påvirket af ebolaudbruddet, om hendes erfaringer og om, hvilke tiltag hun mener, er nødvendige for at bekæmpe virussen.

I Guinea, Liberia og Sierra Leone, er der blevet påvist omkring 9.000 ebolatilfælde og en dødelighed helt op til 70 %. I august erklærede WHO ebola for en ’international nødssituation’ og appellerede samtidig til globalt samarbejde for at bekæmpe sygdommen, der nedbryder sundhedssektoren i de påvirkede lande, står i vejen for økonomisk og social vækst og som dræber tusinder af mennesker.

Den 30-årige Gunnhildur Arnadottir, der er uddannet sygeplejerske og som har erfaring fra konfliktzoner som Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, er taget til Vestafrika fra Island, fordi hun ikke kan lade være. Fra maj til juli, har den islandske kvinde arbejdet som sygeplejerske og isolationskoordinator for Læger uden grænser i Guinea og Sierra Leone.

På trods af at sygdommen har smittet 427 og dræbt 236 sundhedsmedarbejdere, er Arnadottir ikke bange for at arbejde i de ebolaramte lande. ”Jeg har altid følt mig tiltrukket af humanitært arbejde og udvikling. Det er her mine kompetencer virkelig kan bruges. Jeg føler også en forpligtelse til at hjælpe.”

Selvom sundhedsarbejderne er beskæftiget næsten 24 timer i døgnet, er der ifølge islændingen en rigtig god stemning blandt kollegaerne: ”Alle er motiverede og arbejder mod det samme mål. Men selvfølgelig er det mærkeligt, at man ikke kan give hinanden et kram eller et klap på skulderen.”

Var du bange for at blive smittet med virussen?

Nej, faktisk ikke. Mens jeg arbejdede på ebolabehandlingscentrene følte jeg faktisk, at det var det sikreste sted at være. Det kan godt være, at det lyder mærkeligt, men når man er konstant på vagt over for risikoen for smitte, er man også tilbøjelig til at tage de nødvendige forholdsregler. Jeg var mere bange, når jeg var ude i byerne eller på markedet. Frygten blev dog aldrig til paranoia.

Ebola stop ebola.Credit WHO

Kampen mod epidemien

”Ebolaudbruddet er ved at vinde kapløbet, og det er nødvendigt for medlemslandene at stoppe epidemien.” Således sagde Anthony Banbury, leder for FN’s ekstraordinære indsats mod ebola (UNMEER), i en briefing til FN’s sikkerhedsråd den 14.oktober.

Det internationale samfund er blevet kritiseret for dets langsomme reaktion på krisen og dets sparsomme donationer til FN-agenturer og organisationer. ”Det ærgrer mig, at der er gået politik i den,” siger Arnadottir i en kommentar til den internationale indsats mod ebola.

Efter hendes tre måneder lange ophold i Vestafrika har hun en klar mening om, hvad der skal til for at bekæmpe sygdommen:

”For det første har vi brug for mere personale i de områder, der er ramt af ebola. Det er også nødvendigt med en mere effektiv koordination af vores operationer i forhold til medicinsk behandling, såvel som til at håndtere de mange lig, til at identificere syge og til at finde dem, der har været i kontakt med smittede personer. Koordination har indtil videre været en mangelvare.”

Hun tilføjer også, at ”verden skal prøve at finde en vaccine, der kan stilles til rådighed for hele regionen. En sådan vaccine vil kræve innovation, politisk mod og store mængde penge at skabe, men det er en nødvendighed, hvis vi skal stoppe epidemien,” siger Arnadottir.

Hjemrejsen

I juli måned forlod Arnadottir Sierra Leone udmattet. At komme hjem efterlod hende med en sursød fornemmelse.

”Jeg var fuldstændig udmattet, men også ked af at tage af sted. Jeg ville gerne bidrage med meget mere, men jeg havde ikke mere at give af på daværende tidspunkt. Da jeg kom hjem havde jeg dårlig samvittighed over ikke at være i Vestafrika og over, at jeg ikke kunne bidrage mere.”

Når hun kigger tilbage på hendes oplevelser, er det første hun tænker på de mange forældreløse børn, der er umulige at glemme. UNICEF estimerer, at der er ca. 3.700 forældreløse ebolabørn, og at kun 600 af disse er blevet genforenet med andre familiemedlemmer.

”Vi havde en lille, 20 måneder gammel, pige i centret, der ankom efter, at hele hendes familie var død af ebola. Hun overlevede sygdommen, men var helt alene i verden, da hun blev udskrevet. Alle hendes bekendte var døde. Hvad sker der efterfølgende med børn som hende?

Arnadottir arbejder på nuværende tidspunkt for Det Internationale Røde Kors Forbund (IFRC) i Genève, hvor hun hjælper til med at træne medarbejdere, der skal udsendes til Liberia, Guinea og Sierra Leone. Da vi udspurgte hende, om hun ville tage tilbage til Vestafrika for atter at tage kampen op mod ebola, stoppede hun et øjeblik og svarede derefter:

”Ja, det ville jeg, men først når eller hvis jeg bliver mentalt og følelsesmæssigt klar til at tage tilbage.”

Ebola young boy Flickr European Commission

Relaterede artikler

Musik og sociale medier med til at bremse ebola i Senegal

Ebola – En håndterbar international nødssituation

Livreddende information skal mindske spredningen af ebola i Vestafrika