Af: Ban Ki-moon, FN’s Generalsekretær, Abdullah Gül, Præsident i Tyrkiet og Jhala Nath Khanal, Statsminister i Nepal.
I denne uge, i Istanbul, har verdens statsoverhoveder mulighed for at slå to fluer med ét smæk: at puste nyt liv i en solid, langsigtet økonomisk fremgang og at opfylde langsigtede forpligtelser for at reducere fattigdom, sult og sygdom i verdens 48 mindst udviklede lande (LDC-landene).
Denne mangfoldige gruppe af nationer – 33 i Afrika, 14 i Asien og Oceanien, og en (Haiti) på den vestlige halvkugle – har et fælles ønske: et øget engagement i den globale økonomi. I det sidste årti er LDC-landenes eksport steget med en faktor fem, og deres andel af verdenshandelen er fordoblet. Men med 12 procent af verdens befolkning – omkring 900 millioner mennesker – producerer LDC-landene stadig kun 1 procent af verdens eksport, og modtager mindre end 2 procent af de globale investeringer.
En investering i LDC-landene vil fremskaffe en bred, og næsten uudnyttet mulighed for at levere et stærkt tiltrængt stimulus til den globale økonomiske fremgang, uden væsentligt at belaste LDC-landenes balance med flere røde tal. Lederne af G-20 erkendte dette sidste år, på deres møde i Seoul.
I de seneste år har mere en halvdelen af LDC-landene vist kontant vækst, der er bygget på efterspørgslen af råvarer, diversifikation af deres økonomiske grundlag eller mere produktive regionale partnerskaber. Nepal, som i øjeblikket har formandskabet for LDC-landene, er typisk for mange af LDC-landene, her arbejdes der på at forbedre de vigtigste sociale ydelser, opmuntre til en samlet og klar regeringsførelse og på at skaffe effektive miljøer for forretningsførelse i det 21. århundrede
Men LDC-landene vil ikke slippe fri af deres sårbarhed nemt. Specielt klimaforandringer udgør en alvorlig udfordring. Mens LDC-landene producerer mindst udledning af drivhusgasser sammenlignet med andre lande-grupper, er deres landbrugsøkonomi den, der er mest truede af klimaforandringerne. Mange steder er der tilbøjelige til ørkendannelse eller risiko for vandstandsstigning og tropiske storme. Andre lande er ligesom Nepal afhængige af afstrømningerne fra gletsjere, men de synes at være aftagende.
Stigende priser på mad er også en udfordring. De fleste af LDC-landene er nettoimportører af fødevarer. Halvdelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. En ud af tre er underernæret. Landbrugskapaciteten er lav. På den anden side, betyder de store arealer af underudnyttede landsbrugsjord, at der findes et betydeligt potentiale for at øge verdens høst: forbedre madsikkerheden i hjemmet og formildne inflationen af fødevarepriserne, der – som vi allerede har set – udgør en trussel mod verdens sociale og politiske sikkerhed.
De fleste tiltag, der forhandles af de regeringer, som deltager i FN’s Fjerde Konference om LDC-landene i Istanbul, burde være mulige og acceptable for alle lande. Udviklingsbistand fra Norden har været generøs, og har været stigende i det seneste årti. Vi håber ,at denne tendens fortsætter. Med kun en fjerdedel af den samlede officielle udviklingsbistand, kan støtten til LDC-landene nemt stige – med betydelige afkast af investeringerne for alle parter. Det kan bidrage til at forbedre den grundlæggende infrastruktur, uddannelse af den menneskelige kapital og sikre overførslen af know-how. Alle disse er vigtige elementer for at tiltrække større direkte udenlandske investeringer. Og ja, at bygge produktionskapacitet vil være det vigtigste fokus i LDC-konferencen i Istanbul.
Vi vil også gerne se mere motivation fra investorer, der ønsker at være med helt fra starten , når det handler om de økonomier, der bruger en platform af værdsatte råvarer som et fundament, til at diversificere. Dette omfatter at nedbringe handelsbarrierer til LDC-landenes eksport og opfylde forpligtelserne nedfældet i Monterrey og Doha-erklæringerne om Finansiering af Udviklingen. Undersøgelser har vist, at 100 procent toldfri kvotefri adgang til markederne kun ville have en ubetydelig indvirkning på indenlandske producenter i værtslandene, men kunne medføre store fordele for LDC-landene. Ligeledes, ved at lindre LDC-landenes gældsbyrde ville man kunne frigøre ressourcer til at forbedre infrastrukturen og produktionskapacitet.
En udvikling der giver os nyt håb, er det globale syds voksende rolle. Statistikker fra FN’s konference om handel og udvikling viser, at virksomheder fra vækstlandene har forhøjet deres direkte investering i udlandet til et rekord højt niveau. En stor del af den investering går til LDC-landene. Dette, kombineret med den voksende handel og bistand, er lande som Indien, Brasilien, Kina, Sydafrika og Tyrkiet de nye rollemodeller for LDC-landene under Syd-Syd-samarbejdet.
LDC-landene arbejder hårdt, for at bekæmpe de sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer de møder – for på denne måde at kunne følge efter de store fremvoksende økonomier, som er blevet stærkere de sidste tyve år, gennem politiske og økonomiske reformer. Bare ved at tilbyde en mere omfattende global, økonomisk rolle for disse lande, kan vi sætte gang i de nødvendige mekanismer, som vil lede ustabile nationer på vejen mod den sikkerhed og stabilitet som hele verden trænger til.
At investere i LDC-landene er en klassisk ”win-win”-situation for alle: de traditionelle donorer, værkslandene, den privat sektor – og vigtigst af alt – næsten en milliard mennesker som fortjener social fremgang og en bedre levestandard. Mulighederne står for døren i Istanbul. Lad os gribe dem.
Besøg vores side om LDC-landene og konferencen i Istanbul her!
