30.8.2016 – Tvungne forsvindinger er ofte blevet brugt som en strategi til at sprede terror og frygt i samfund. Det er ikke begrænset til en bestemt verdensregion, og handlinger ensbetydende med tvungen forsvinden udføres af ikke-statslige aktører, herunder væbnede ekstremistiske grupper og terrorgrupper. Den 30. august markeres den internationale dag for ofrene for bortførelser.
Tvungne forsvindinger forårsager samfundsmæssig usikkerhed. Sommetider forsvinder børn, hvor imens andre mister deres forældre. Ofrets pårørende er underlagt psykiske smerter og er uvidende om tilstanden af deres kære og om hvorvidt de vender tilbage. Samtidig bliver ofrene ofte tortureret velvidende om, at deres familier ikke ved, hvad der er sket med dem. Ofrene er derfor i konstant frygt for deres liv, og hvis ikke døden er det endelige resultat, vil fysiske og psykiske ar eksistere som følge af denne umenneskeliggørelse.
Tvungne forsvindinger forårsager også materielle konsekvenser. Ofte er det den primære forsørger, som bliver taget, hvortil familien kæmper for at sig kørende og samtidig kunne finansiere en eventuel redningsaktion. De alvorlige økonomiske trængsler, som normalt ledsager en forsvinden, bæres ofte af kvinder. Det er også kvinder, som oftest står i spidsen for kampen for at løse deres familiemedlemmers forsvinden, og derigennem er de i risiko for intimidering, forfølgelse og hævn. Når kvinderne til gengæld selv er direkte ofre for forsvinden, er de særligt sårbare overfor seksuelle overgreb og andre former for vold.
Brugen af tvungen forsvinden er ulovligt under alle omstændigheder, herunder i forbindelse med krig, intern politisk ustabilitet eller nogen andre former for offentlige nødsituationer, ifølge den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding. Dette og Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol dikterer, at når begået som led i et omfattende eller systematisk angreb rettet mod en civilbefolkning, vil en ”tvungen forsvinding” betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden, og er dermed ikke omfattet af en forældelseslov. Dette giver ofrenes familier retten til at søge erstatning og til at kræve sandheden om deres kæres forsvinden.
Blandt de internationale hjælpemekanismer er to FN-mekanismer mod tvungen forsvinden: Komitéen for Tvungne Forsvindinger og Arbejdsgruppen for Tvungen og Ufrivillig forsvinden (WGEID). De modtager kun anmodninger om akut handling fra en lille del af de berørte. Disse aktører har derfor givet udtryk for deres bekymring over påstande om intimidering og hævn mod ofre for tvungne forsvindinger og dem, der indberetter deres sager: ”Der er ingen tidsbegrænsning, uanset hvor kort, for forekomsten af en tvungen forsvinden. Hvert minut tæller, når en person er sat uden for lovens beskyttelse. Og når en person er forsvundet, er ethvert minut brugt af hans eller hendes slægtninge uden nyheden om denne person et minut for langt.”
