50 stater har underskrevet en konvention, der forbyder brugen og produktionen af klyngebomber i Oslo den 3. december. Konventionen giver verdens regeringer en mulighed for at redde utallige civiles liv, hvoraf mange er børn, og minimere unødvendige lidelser. Afgørelsen fra disse landes side viser moralsk klarhed og global ansvarlighed.
Dét at fjerne klyngebomberne fra verdens slagmarker er uhyre vigtigt set fra et humanitært perspektiv. Disse våben udgør alvorlige risici for civile både under og efter konflikter, da nogle af bomberne ikke eksploderer, når de bliver kastet. Mange af dem vil derfor blive udløst senere af køretøjer, dyr og mennesker, herunder landmænd, flygtninge, hjælpearbejdere og fredsbevarende styrker, der på uheldigvis aktiverer bomben.
Klyngebomben består af en eksplosiv metalbeholder, der brister når bomben eksploderer. Eksplosionen kan ødelægge ejendomme og områdets infrastruktur, og den dræber og lemlæster folk i området.
Klyngebomber er blevet anvendt i store områder så som Afghanistan, Tchad, Eritrea, Etiopien, Irak og Kosovo i løbet af de sidste 30 år. De dødelige rester af disse konflikter fortsætter med at hærge disse områder og er til skade for beboerne i tusinder af samfund i dag.
I Libanon-krigen i 2006 blev klyngebomber brugt af begge parter i konflikten. Efter krigens afslutning var omkring 200.000 civile hindret i at vende tilbage til deres hjem i Libanon på grund af det store antal ueksploderede klyngebomber i byområderne.
Så sent som i august blev klyngebomber anvendt under den kortvarige krig mellem Rusland og Georgien i Sydossetien.
Civile er udsat for den største risiko fra dette våben. Børn især er de mest sårbare ofre, da de gerne bliver nysgerrige og tiltrækkes af de usædvanlige legetøjs-lignende former og farver, som bomben har, og forveksler den dermed med legetøj. Når bomben eksploderer, bliver disse børn skamferet og traumatiseret for resten af deres liv – i værste fald bliver de dræbt.
De lande der har underskrevet og ratificeret konventionen i Oslo vil straks forbyde brugen af alle eksisterende klyngebomber. Konventionen opfordrer også til destruktion af alle våbenlagre inden for otte år. Det er en vigtig bestemmelse, der vil forhindre, at våben flyttes fra et land, der forbyder bomben, til et andet land, der tillader den.
Aftalen beskæftiger sig ikke kun med potentielle ofre men ligeledes med de ofre, der allerede er komme til skade. Konventionen kræver, at stater yder medicinsk, økonomisk og psykologisk støtte til ofre af en klyngebombe og disses efterladte. Det lyder endvidere, at områder der stadig er fyldt med ueksploderede bomber skal ryddes inden for ti år.
Dette vil være særlig velkomment i lande som Laos, Vietnam og Cambodja, der var blandt de første lande, der led under brugen af klyngebomber i 1960’erne. De lider den dag i dag, mere end 30 år senere, stadig af konsekvenserne. I Laos skønnes 25 % af landjorden stadig at være for farlig at træde på grundet resterne af ca. 80 millioner bomber, der endnu ikke er eksploderet. Klyngebomber i Laos koster stadig liv og er til hinder for sikker dyrkning af jorden og hæmmer udviklingen af infrastrukturen.
Jeg opfordrer alle stater til at underskrive og ratificere konventionen og derefter gennemføre den. Selv de stater der ikke direkte er involveret i produktionen eller brugen af disse våben bør bidrage til opbygningen af en stærk global konsensus mod potentielt brug af klyngebomber i fremtiden. Det står i vores magt at forhindre fremtidige menneskelige tragedier, der skyldes brugen af klyngebomber. Lad os benytte denne mulighed.
Kronik af John Holmes, under -generalsekretær for OCHA
