Fakta om LDC-IV konferensen

0
33

Hvad er den fjerde LDC konference?
Hvor og hvornår vil konferencen finde sted?
Hvad er målene for konferencen?
Hvilken forberedelse er der gjort før konference?
Hvad er de vigtigste komponenter til konferencen?

Hvem kan deltage i konferencen?

I 2008 besluttede FN’s Generalforsamling at indkalde til den fjerde konference om LDC-landene (LDC-IV). Den fjerde konference vil vurdere resultatet af Bruxelles Handlingsprogrammet, og foreslå nye tiltag til at løse varige, så vel som nye udfordringer indenfor udviklingen, herunder virkningen af klimaændringerne samt kriserne indenfor fødevarer, energi og økonomi.  

Hvor og hvornår vil konferencen finde sted?

Konferencen vil blive afholdt i Istanbul, Tyrkiet i det første halvår af 2011 – konferencen vil vare 5 dage.

Hvad er målene for konferencen?

I overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolutioner og en vejledning for FN’s Generalsekretær, er målene for LDC-IV følgende:

At vurderer gennemførelsen af de handlinger som LDC-landene og deres samarbejdspartnere skulle implementerer under Bruxelles Handlingsprogrammet.

Dele erfaringer og oplevelser – identificere forhindringer og begrænsninger samt at diskuterer de tiltag der skal til for at overvinde dem.

Identificere de nye udfordringer og muligheder som LDC-landene har, samt de foranstaltninger der kræves, på nationalt og internationalt plan, for at kunne imødekomme dem effektivt.

Bekræft den globale forpligtelse for at kunne imødekomme LDC-landenes specielle behov – behov, der er blevet vedtaget på de store FN-konferencer og topmøder.

Mobiliserer yderligere internationale støtte-foranstaltninger og aktioner til fordel for LDC-landene.

Udforme og vedtage et fornyet partnerskab mellem LDC-landene og deres udviklingspartnere. 

Hvilken forberedelse er der gjort før konference?

Forberedelserne til LDC-IV finder sted på nationalt, regionalt og internationalt plan.

De nationale forberedelser vil gøre det muligt for 49 LDC-lande at få adgang til resultaterne af Bruxelles Handlingsprogrammet – samt at fremsætte handlinger om yderligere indsats inden for de nationale prioriteter.

Gennem regionale forberedelser vil LDC-lande i to regioner, Afrika (inklusiv Haiti) og Asien og Stillehavsområdet (inklusiv Yemen) kunne dele deres erfaringer, diskuterer fælles udfordringer og muligheder samt identificerer regionale mekanismer, inklusiv regionale institutioner, der kan hjælpe med til at finde svar.

Resultatet af de regionale forberedelser vil indgå som en del af de globale forberedelser, herunder mellem statslige forberedende udvalgsmøder, der vil blive afholdt i 2011. Møderne bliver afholdt for at genere konsensus forud for konferencen.

Tematiske vurderinger på et globalt plan vil tillade FN-agenturer og andre internationale organisationer at bidrage med ekspertviden indenfor deres repektive områder.

Hvad er de vigtigste komponenter til konferencen?

Konferencen of forberedelserne til den vil havde følgende hovedkomponenter:

Samtaler på mellemstatsligt niveau – inklusiv LDC-landenes regeringer og deres udviklingspartnere.

Samtaler på parlamentarisk niveau – inklusiv medlemmer af LDC-landenes lovgivende forsamling og deres udviklingspartnere, organiseret i samarbejde med Den Interparlamentariske Union (IPU).

Samtaler med internationale organisationer – med tematiske aktiviteter arrangeret af FN-systemet og andre internationale organisationer.

Samtaler med civilsamfundet – med aktiviteter arrangeret af civilsamfundets organisationer, herunder NGO’er, den akademiske verden, medier og fonde, organiseret i samarbejde med FN.

Samtaler med den private sektor – dette involverer aktiviteter fra den private sektor organiseret i samarbejde FN.

De forskellige komponenter udelukker ikke hinanden. Der vil blive samspil mellem dem, og deltagelsen er åben for alle interessenter. 

Hvem kan deltage i konferencen?

Konferencen og dens forberedende proces vil være åben og gennemskuelig for at fremme dialog mellem alle interessenter, herunder regeringer, civilsamfundet, den private sektor, erhvervsorganisationer, godgørende og non-profit organisationer, parlamentarikere, den akademiske verden og medier.