A-Ø webstedsindeks

Solid nordisk opbakning til Tyrkiet og Syrien 

De nordiske lande bidrager alle til Tyrkiet og Syrien efter de voldsomme jordskælv i mandags. Regeringerne i de fem lande har annonceret økonomisk støtte til FN-organisationer og humanitære organisationer. Derudover har de udsendt specialiserede nødhjælpsarbejdere til Tyrkiet og Syrien. 

 

Danmark: Offentligheden har reageret kraftigt. Dansk Røde Kors har indsamlet 10 millioner kroner på mindre end to dage. Den danske stat har i alt, på nuværende tidspunkt, doneret 30 millioner DKK. “Det er penge, der skal gå til de mest basale livsfornødenheder”, udtalte minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.  

Finland: Finland vil bidrage med 1 million euro (7,4 millioner danske kroner) i humanitær bistand til Tyrkiet og Syrien via Den internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse. Udover den humanitære bistand sender Finland eksperter til Tyrkiet for at hjælpe i redningsarbejdet og nødhjælpsarbejdet generelt.   

“Omfanget af menneskelig nød er enormt i området, og frygt for efterskælv gør det kun værre. Finland ønsker hurtigt at hjælpe dem, der er ramt af katastrofen,” siger minister for udviklingssamarbejde Ville Skinnari. 

 

Aleppo-Syria-Excavation-Aid-work-earthquake
©UNHCR/Hameed Maarouf

Island: Et hold af islandske specialister i koordinering af redningsarbejde efter jordskælv er ankommet til Tyrkiet. Specialisterne er en del af den internationale gruppe for rådgivning om eftersøgning og redning (INSARAG) – et globalt netværk bestående af mere end 90 lande og organisationer under FN. I forlængelse heraf vil Island bidrage med økonomisk støtte gennem internationale organisationer og NGO’er.  

Norge: Den norske statsminister Jonas Gahr Støre har annonceret, at Norge vil bidrage med 150 millioner norske kroner (102 millioner danske kroner) til FN, Røde Kors og de største norske nødhjælpsorganisationer for at støtte nødhjælpsindsatsen i de områder, der er ramt af jordskælvet i både Tyrkiet og Syrien. Norge har også sendt fire eksperter for at hjælpe med at koordinere krisehåndteringen. 

“Dette er en kamp mod uret, og vintertemperaturerne gør situationen endnu mere prekær. Jordskælvet har forårsaget forfærdelige ødelæggelser,” sagde den norske statsminister. 

Sverige: Den svenske regering vil sende 30 millioner svenske kroner (20 millioner danske kroner) i humanitær støtte gennem Den internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse (IFRC) samt via FN’s centrale nødhjælpsfond (CERF). 

“Sveriges primære støtte gør allerede en stor forskel i Tyrkiet og Syrien,” udtaler Sveriges bistands- og eksportminister Johan Forssell. 

Den første gruppe af svensk personel fløj til Tyrkiet 24 timer efter jordskælvet. Regeringen har også bemyndiget den svenske civile beredskabsmyndighed til at tilbyde støtte via NATO.  

 

Nordisk samarbejde 

Udover landenes individuelle bidrag, er en fælles nordisk gruppe af specialister fra Danmark, Finland og Sverige også sendt til Tyrkiet på vegne af EU’s Emergency Response Coordination Center (ERCC). 

 

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19