Stadig ingen fremskridt efter fire år

0
451
Sri Lanka Protest

Sri Lanka Protest

20. maj 2013 – Respekt for basale rettigheder og friheder er faldet i Sri Lanka, siden borgerkrigen i landet sluttede for fire år siden, meddelte Human Rights Watch i dag.

Efter 26 år med militærkonflikt besejrede den srilankanske hær oprørsgruppen De Tamilske Tigre (LTTE) i maj 2009. I 2002 var der blevet etableret en våbenhvile, som blev overvåget af den nordisk-ledede Sri Lanka overvågningsmission (SLMM), men våbenhvilen brød endeligt sammen i 2008 efter flere år med eskaleret vold. De sidste par måneder af krigen var særlig brutale og spændingerne er forblevet høje i landet til den dag i dag.  

Gennem de sidste fire år har præsident Mahinda Rajapaksa og den srilankanske regering, undladt at efterforske og retsforfølge påståede krigsforbrydelser af regeringsstyrkerne og LTTE – på trods af forsikringer til FN’s generalsekretær Ban ki-moon om, at man ville undersøge sådanne påstande. Regeringen har ikke overholdt sine løfter om, at tage hånd om den etniske tamilske befolkning, som fortsat står over for store problemer på trods af økonomisk udvikling i Sri Lankas krigshærdede nord.

”Fire år efter Sri Lankas forfærdelige borgerkrig endte, afventer mange srilankanere stadig retfærdighed for voldsofrene, nyheder om de ”forsvundne” og respekt for deres basale rettigheder,” sagde Brad Adams, direktør for Asien-afdelingen i Human Rights Watch.

Siden 2009 har regeringen i stigende grad begrænset fundamentale frihedsrettigheder og dermed undermineret Sri Lankas demokratiske system. Embedsmænd har truet og ukendte gerningsmænd har angrebet medlemmer af medierne, civilsamfundet og den politiske opposition.

Publikationer – herunder digitale medier – som er kritiske over for regeringen, har været genstand for censur og nogle er blevet tvunget til at lukke ned.  Tamiler med angivelige forbindelser til LTTE forbliver fortsat mål for vilkårlig anholdelse og varetægtsfængsling, og er i risiko for tortur og anden mishandling. Sri Lankas sikkerhedsstyrker har også udført voldtægt og andre former for seksuel vold mod påståede LTTE – tilhængere.

Human Rights Watch opfordrer regeringer til åbent at give udtryk for deres bekymringer for Sri Lankas forværrede menneskerettighedssituation, enten i FN eller i andre internationale arenaer. Dette omfatter at man presser på for en uafhængig international undersøgelse af krigstidens hærgelser, at man taler åbent imod igangværende misbrug og giver støtte til Sri Lankas civile samfund.  

”Rajapaksa – regeringen synes at håbe på, at udbredt undertrykkelse vil dæmpe udøvelsen af grundlæggende friheder”, sagde Adams. ”Men srilankanske aktivister og journalister, som viste utrolig modstandsdygtighed i krigstiden til at bringe sandheden frem, vil uden tvivl finde en måde at gøre det på når landet får fred”.