“Stilhed er ofte det eneste sikre valg”

0
412
Flickr carnagenyc Creative Commons 400px

Flickr carnagenyc Creative Commons 400px

22.10.2015 – Regeringer og internationale organisationer er ikke i stand til at sikre tilstrækkelig beskyttelse af whistleblowere, fastslår en ny rapport fra FN’s specialrapportør for ytringsfrihed, David Kaye.

”Utallige kilder og whistleblowere rundt omkring i verden bliver truet af embedsmænd, medarbejdere og andre, hvilket fratager os alle muligheden for at få adgang til information, der kunne være afgørende for den offentlige debat,” sagde David Kaye til FN’s generalforsamling, da han præsenterede sin nye rapport.

”Alt for ofte mangler der effektiv beskyttelse af whistleblowerne, og stilhed er det eneste sikre valg for dem. Imens lever offentligheden i uvished, og de, som begår forseelserne, bliver aldrig straffet.”

Dette er FN’s første omfattende rapport viet til dette emne, og specialrapportøren har gennemgået både nationale og internationale praksisser. Han præsenterer også en række forslag til, hvordan man kan etablere eller forbedre beskyttelsen af whistleblowere.

DavidKaye”Udfordringerne ved kildebeskyttelse angår ikke kun journalister, men også borgerjournalister, ikke-statslige organisationer, forskere, forfattere, akademikere og mange andre,” sagde Kaye og stillede spørgsmålstegn ved, hvordan man skal kunne udføre graverjournalistik eller forskningsarbejde, hvis ikke man kan beskytte sine kilder.

”På trods af de mange smuthuller, når det gælder kildebeskyttelse, er der også blevet gjort fremskidt. Men selv beskyttelsesmekanismerne har smuthuller, som gør, at de juridiske tiltag ikke altid bliver håndhævet,” siger han.

Studiet sætter også fokus på retten til informationsadgang – som hører under artikel 19 i Menneskerettighedserklæringen – og konstaterer, at både FN og andre internationale organisationer ofte mislykkes med at beskytte whistleblowere fra deres egne organisationer. ”FN har, ligesom de fleste andre organisationer, vedtaget regler for at sikre whistleblowere. Men alligevel beskyttes whistleblowere sjældent på effektiv vis.”