27. April, 2010
Sulten efter at lære
Af Asha-Rose Migiro
Mit job er et af de sjældne, der tillader mig både at møde en præsident og en hjemløs moder inden for ganske få timer. Og hver især fortalte de mig den samme ting.
Tre måneder efter jordskælvet, der hærgede Haiti, bød præsident Préval mig velkommen i hans kontorer i Port au Prince – en beskeden bygning i haverne bag hans ødelagte præsidentpalads. Han sagde lige ud, at uddannelse skal være en hjørnesten i den internationale indsats for at genopbygge Haiti. Uden det er der ingen fremtid.
Ikke længe efter besøgte jeg en by af telte overfyldt med tusindvis af fordrevne familier. En spinkel moder trykkede hendes barn mod mig – det var ikke mere en otte år gammelt. ”Han vil lære,” fortalte hun mig med 
en rolig ihærdighed. ”Giv ham chancen.”
To mennesker der indtager meget forskellige pladser i livet. Hver især leverede de alligevel begge et budskab jeg hørte igen og igen i løbet af mit todages ophold. Haitianere ønsker og har brug for vores hjælp. Men når det kommer til arbejdet med at genopbygge Haiti, ønsker de selv at gøre det. Og dette arbejde begynder i skolen.
Skolegang er billetten til et anstændigt arbejde – så meget desto mere i et land som Haiti, hvor arbejdsløsheden er høj og arbejdspladserne er knappe. Men der er også en mere umiddelbar virkelighed. I kølvandet på katastrofen gør skolen mere end at fremme læring. Den giver børnene en følelse af normaltilstande midt i et kaos. Det er et fristed, der giver sikkerhed. Frem for alt giver den håb for fremtiden.
Når folk lever tæt på desperationen – med mangel på mad, medicin, husly – er sådanne ting vigtigere end nogensinde før. Det er grunden til at FN’s mission i Haiti, hvor organisationen arbejder tæt sammen med regeringen og de internationale hjælpeorganisationer, har bestræbt sig på at genåbne skolerne så hurtigt som muligt. Mødre og børn er særligt sårbare. Efter at have tilbragt en eftermiddag i en af lejrene, og efter at have været tilbragt tid med en natpatrulje senere samme aften, kendte jeg til deres frygt og frustrationer. Når det regner, bliver jorden til mudder. Deres telte bryder sammen; de har ikke et tørt sted at sove. Og vold og voldtægt finder selvfølgelig ofte sted i de mørke hjørner.
FN har gjort fremskridt i forhold til at behandle alle disse problemer. Min hovedårsag til at tage til Haiti var at ajourføre mig om situationen og FN’s respons på denne. Idet vores opmærksomhed vender sig væk fra den umiddelbare krise til den længerevarende fremgang, rejste jeg fra stedet med en klar fornemmelse af, hvad der først og fremmest kræves: selvtillid. Igen var det de almindelige Haitianere jeg mødte, som formulerede det bedst. ”Ingen tilskud,” råbte en gruppe af arbejdsløse unge mennesker i Leogane, epicentret for jordskælvet, for at lufte deres frustrationer da jeg besøgte deres lejr. Deres familier havde mistet det meste af deres ejendele, men deres stolthed var intakt. ”Giv os skoler. Så skal vi nok tage os af resten.”
Det er en enorm udfordring. Allerede før jordskælvet var raten for analfabetismen i Haiti blandt de højeste på den nordlige halvkugle, og indskrivningen til skoler var blandt de laveste. To voksne ud af fem kunne ikke læse og mindre end halvdelen af børnene, der har alderen til at gå i grundskole, mødte op til timerne. Tallene for gymnasiet var endnu værre: mindre end 2 procent af børnene færdiggør deres uddannelser.
Haitis regering har begrænset kontrol i forhold til denne situation. Langt størstedelen af landets skoler er privatejede; kun 10 til 15 procent ejes af staten, der ikke kan fastsætte eller føre tilsyn med standarderne på behørig vis. I sidste ende kan Haiti kun trives i det omfang vi giver næring til dets folk – og efter alle de besværligheder de har været igennem, ved ingen dette bedre end haitianerne.
Jeg forstår udmærket deres følelser. I mit hjemland Tanzania tiltalte vi vores stiftende præsident med den højeste titel vi kunne tildele: ”Lærer”. Præsident Julius ”Mwalimu” Nyereres første princip for at skabe selvtillid var funderet i uddannelse, for piger såvel som drenge – arven om ligestilling mellem kønnene, der banede vejen for min egen karriere.
På sidste måneds donorkonference i New York rejste det internationale samfund næsten 10 milliarder dollars til Haiti. Dette enorme beløb skal være med til at finansiere den gennemgribende ”genopfindelse” af landet – at ”build back better” som indgår i sætningen, der anvendes af FN’s generalsekretær Ban Ki-moon. Uddannelse er en medvirkende faktor her.
Ved at arbejde med den haitianske regering og andre partnere, planlægger FN en landsdækkende bevægelse for at promovere læring. Målet: at fremme indskrivningen blandt Haitis børn og unge i skolen. Haiti har brug for vores solidaritet. Det indebærer mange ting: byggematerialer, sundhedsklinikker og medicin, sanitetssystemer, mad og brændstof. Men det involverer også ting, der ligger udover det umiddelbare – polstrene for det fremtidige liv.
Bøger, lærere og uddannelse skal være blandt disse, som præsident Préval og mange mødre tydeligt sagde. I sidste ende er de nøglerne til et bedre liv og en lysere fremtid. Haitis vidunderlige og handledygtige befolkning fortjener intet mindre.
Asha-Rose Migiro er FN’s vicegeneralsekretær
