Han ser det som sin pligt, hans kone ser det som hans afhængighed. Lige meget hvilket mærkat du sætter på Jan Eliassons nye job som FN’s næsthøjest rangerede embedsmand, går den garvede, svenske diplomat på arbejde hver morgen og beviser, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.
”Jeg tror du er nødt til at finde alle de ressourcer, der findes i denne organisation frem. Vi bliver ofte kritiseret, men jeg tror på, at vi er en refleksion af verden som den er og ikke som vi gerne vil have den til at se ud, men vi bliver nødt til at bygge bro mellem de to, sikre at verden bliver mere som vi gerne vil have den skal være”, siger Eliasson, som har brugt det meste af hans liv i denne brobyggerbranche.
Hans CV omfatter, at blive udpeget til den første FN Vicegeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, FN’s særlige udsending i Darfur, præsident for FN’s 60. Generalforsamling og Generalsekretærens personlige repræsentant i Iran/Irak, såvel som Sveriges ambassadør i USA, udenrigsminister og ambassadør ved Sveriges faste FN-repræsentation i New York. En ret stejl karrierestige, men på den anden side, Eliasson nyder stejle stigninger.
”Normalt siger folk, at de er drevet af deres succes og, at succeserne som jeg har haft er vigtige og har fået mig til at arbejde hårdere. Men jeg har mere eller mindre lært mig selv at takle besværligheder, få energi fra fejltagelser, tragiske situationer, som bliver ved med at nage”.
“Jeg husker da jeg i 1992 var i Somalia i de værste år af borgerkrigen – det var det værste jeg nogensinde have set, værre end Darfur. Mange af mine kollegaer brød sammen, blev desillusionerede, kunne ikke sove og blev faktisk nødt til at rejse. Jeg følte, at jeg måtte lære mig selv, at selvom omstændighederne er grusomme, bør du også prøve at få energi fra dem”.
I en verden med grusomheder nok at trække energi fra, bruger Eliasson denne energi pragmatisk.
”Du bør ikke være for stolt eller have for høje ambitioner, fordi det kan lede til stor skuffelse, men skridt for skridt. Skrid for skridt kan vi forbedre verden”, siger han og påpeger, at dette er essensen af FN’s arbejde.
”Når jeg taler med mine kollegaer, bemærker jeg et stort ønske om at gøre det vi er sat i verden for at gøre. Vi bør fokusere på problemer i stedet for at fokusere på vores egen organisation, bureaukrati og så videre, som vi så ofte gør”.
Efter at have brugt meget tid i felten, understreger Elisasson behovet for en tilgang, der både er praktisk og teoretisk funderet.
”Jeg har set rigtig mange kollegaer, både i hovedkvarteret og i felten som er utrolig engageret og virkelig vil arbejde i FN-deklarationens ånd, men også er meget praktisk orienteret i taklingen af et barn, der dør af diaré foran dig. Man kæmper, men ved samtidig, at det er dette arbejde, som forfatterne bag deklarationen vil have os til at gøre”.
”Jeg siger ofte til mine kollegaer, at når vi begynder at diskutere områder – hvem der er ansvarlig for hvad – ’hør her, vi skal altid huske på deklarationen og på barnet’, så vi kommer tilbage til det der er kernen, principperne og værdierne af internationalt samarbejde, fred, udvikling og menneskerettigheder… men til sidst skal vi også bevise, at vi kan levere ude i felten, i realiteterne, i konflikterne, i udviklingssituationerne, i kampen for respekt for menneskerettighederne”.
Den nyudpegede Vicegeneralsekretær vil mest fokusere på to områder ud af mange i dette krydsfelt: udvikling og politiske problemer. Han peger på den nuværende fødevarekrise som det mest akutte problem, med en forventet global prisstigning de næste fire til fem måneder, og Syrien som det mest dramatiske, politiske problem. Alt i alt en to-do-liste passende til en mand ”som behøver sin dosis udfordringer”.
”Min kone laver sommetider sjov med mig, når jeg kommer hjem fredag eftermiddag, eller aften, som det normalt bliver. Hvis jeg ikke er i det bedste humør, siger hun ’Jan, var der ikke nok kriser denne uge!?’”
