GRIB CHANCEN OG HJÆLP CONGO UD AF KRISEN

0
70

Af Jan Egeland og Louis Michel

Den Demokratiske Republik Congo lange nats rejse mod dag kan se ud til endelig at nå sit mål. Mere end 25 millioner registrerede vælgere har givet deres klare ”ja” til den nye konstitution. Dermed har de vist deres vilje og håb om endelig at kunne sige stop til krig og konflikter og i stedet opbygge et nyt og bedre Congo.

I juni afholder landet, som er Afrikas tredjestørste, sine første flerparti-valg siden dets uafhængighed i 1960. Det håb, der er skabt ved realiseringen af disse valg, fortjener at blive bakket op om. Også af håndgribelig hjælp. Hver eneste dag dør mere end 1.200 mennesker i Congo på grund af sult og sygdom som følgevirkninger af borgerkrig. Det svarer til samme antaldødsofre efter tsunamien hver 6. måned. Med udsigt til frie valg står vi med nu den største mulighed nogensinde for at lindre milliioner af congoleseres lidelser.

Næste uge lanceres den humanitære handlingsplan for Den Demokratiske Republik  Congo i Bruxelles med en støtte på 682 millioner dollars. Dette er bestemt ikke småpenge. Men ikke desto mindre repræsenterer det det  nødvendige beløb for at stoppe tabet af menneskeliv og hjælpe Congos befolkning med at få opfyldt de mest grundlæggende menneskelige behov.

Congo er for det første et enormt land – større end Tyskland, Frankrig, Polen, Ukraine og Hviderusland til sammen – med kun få brolagte veje og en ringe infrastruktur. Tusinder af mil af uigennemtrængelig tropisk skov adskiller hovedstaden Kinshasa fra de østlige provinser, hvor den humanitære hjælp er mest akut. Vedvarende uroligheder forhindrer gang på gang adgang til de kriseramte områder og udesætter hjælpearbejdet for alvorlige farer.

Men Congo har også et enormt potentiale som kan udvilkes og hjælpes frem. Der findes få steder på denne jord, hvor kløften mellem humanitære behov og tilgængelige resourcer er så stor som i Congo, men samtidig findes der også kun få steder, hvor fred og stabillitet kan ændre et lands situation så dramatisk.

Inden for blot seks år (1998-2004) er omkring 3,9 millioner mennesker i Congo døde som følge af krig. Dette antal dødsofre gør konflikten til den mest dødbringende i verden nogensinde siden Anden Verdenskrig. Ifølge Den Internationale Redningskomité er tusinder af børn på grund af krig døde af sygdomme som diarré og malaria, som det alle er muligt muligt at behandle eller forhindre. Seks års kampe har lagt landets offentlige sundhedsvæsen i ruiner, ødelagt menneskers levbrød og ført til en omfattende fejlernæring.

En skrøbelig fred blev skabt i 2002. En overgangsregering, støttet af det internationale samfund og tilstedeværelsen af FN’s fredsbevarende styrker, har hjulpet med at holde udviklingen på ret spor og gradvist øget kontrollen af militære grupper i de østlige provinser. Men konflikten er ikke slukket. Stort set hver eneste familie er berørt på en eller anden måde. I øst tvinges tusinder af menensker til at flygte fra fra sine hjem hver eneste måned. Volden har pansat fremtiden for flere millioner congolesiske børn, der mangler selv den mest basale sundhedspleje, muligheden for at gå i skole og rent vand.

Også kvinder har været ofre for de voldsomme lidelser. Seksuel vold som våpen er belevt brugt af begge parter i konflikten og fortsætter med at blive det i det østlige Congo. Gerningsmænd begår voldtægt, seksuel lemlæstelse, tortur og andre afskyeligheder i et land, hvor losløsheden hersker. Kvindelige ofre bliver ofte udstødt af deres familier og efterladt med dybe følelsesmæssige ar oven i de fysiske. Omkring hver femte offer smittes med HIV.

Til forskel fra tsusnami-ofrene bliver der knapt nok lagt mærke til lidelserne i Congo i resten af verden. Eksempelvis omhandlede kun 6 seks minutter af amrikanske tv-nyheder sidste år Congo, ifølge en nyhedsanalytiker citeret af en international NGO.

I dag har situationen endelig nået et vendepunkt. Vi må og kan gøre endnu mere for at lindre congolesernes lidelser. Vi må handle her og nu. Det er måske Congos eneste chance for at få en mere fredelig og stabil fremtid. Vi får sjældent, eller måske aldrig igen, en lignede mulighed til at hjælpe Congo med at få sit folk ud af den ekstreme elendighed og fortvivlelse.

Vi har brug for at øge den humanitære hjælp i samsvar med landetsenorme behov og de enorme muligheder, som denne hjælp kan åbne op for. Vi beder alle giverlande om at øge deres investeringer dramatisk og fuldt ud finansiere denne humanitære anmodning om hjælp. Hvis vi reagerer hurtigt kan og vil det redde liv.

FNs humanitære plan gør det muligt at komme endnu længere ved at samle alle FN-organer samt internationale, nationale og lokale NGO’er under én strategisk ramme. Denne fælles tilgang sikrer, at der skabes et klart billede af de eksisterende behov. Således kan mulige mangler og unødvendige kostbare tiltag forhindres. Hvor det er muligt, lægger planen op til at styrke lokale strukturer og opbygge lokalsamfunds evne til selvhjælp.

I årenes løb har det kongolesiske folk udvist bemærkelsesværdigt mod og styrke over for grusomme lidelser. Nu har de så muligheden for at redde deres land – de fortjener vores hjælp.

Jan Egeland er FNs undergeneralsekretær for humanitært arbejde og nødhjælpskoordinator . Louis Michel er EU kommisær for udvikling og humanitær hjælp