Verdensmålene vil afskaffe fattigdom – også i Danmark

0
33
Poverty

Poverty

September 2015 – Da udkastet til verdensmålene blev vedtaget, understregede Ban Ki-moon, at verdens lande begiver sig ud på en ”fælles rejse” – det viser sig nu ved, at nordiske lande ikke blot skal bekæmpe fattigdom og ulighed i verdens fattigste lande, men også inden for egne grænser.

Denne er artikel er en del af septembers nordiske nyhedsbrev fra UNRIC.

Det er en spændende udvikling i forhold til de gamle 2015-mål, hvor der ikke blev stillet samme krav til lige og velhavende lande, mener Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier:

”Målene er et udtryk for en forandring af de internationale normer i disse år. Men der ligger nogle gode faglige argumenter bagved: Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har dokumenteret, at ulighed hæmmer den økonomiske vækst, og at der bliver brugt rigtig mange penge på fattigdomsbekæmpelse i hele verden,” forklarer han.

F. eks. indeholder verdensmål nummer et ”afskaf fattigdom” et delmål om, at fattigdommen skal halveres i de enkelte lande i forhold til de nationale definitioner. Dette mål er formuleret, så det rammer alle lande og ikke blot lande med indbyggere under den absolutte fattigdomsgrænse for ekstrem fattigdom på 1,25 dollars om dagen.

Nyt nationalt ejerskab

Men hvorfor har man valgt at formulere målene sådan? De nye verdensmål har netop fokus på bæredygtighed og involvering af alle dele af samfundet, og Lars Engberg-Pedersen mener, at FN har forsøgt at gå videre end de gamle 2015-mål:

”De gamle 2015-mål var globale mål, som blev overført til de enkelte lande. De forskellige lande stod så med meget forskellige udfordringer, da Afghanistan havde sværere ved at nå målene end f. eks. Danmark. Derfor har man sagt, at de skal kunne tilpasses den lokale virkelighed for at skabe større nationalt ejerskab,” forklarer han.

Lars EngbergEt andet delmål, der får indflydelse i de nordiske lande, er, at de 40 procent fattigste i et land skal opleve en indkomstfremgang over gennemsnittet i landet for at skabe mere lige samfund. Det er noget, som blandt andre Danmark skal være opmærksom på, siger Lars Engberg-Pedersen:

”Det er en udfordring, fordi det ikke er sådan, politikkerne føres i øjeblikket med indgreb mod flygtninge og asylansøgere. Samtidig ønsker mange politikere et længere spring fra arbejdsløshedsunderstøttelse til indkomsten på arbejdsmarkedet.”

Mulige udfordringer?

Efter den danske regering har tilsluttet sig målene, har den dels været kritisk over for relevansen af FN’s nye verdensmål for fattigdom og ulighed i det danske velfærdssamfund, og dels har den afskaffet Danmarks nationale fattigdomsgrænse.

Lars Engberg-Pedersen mener, at ”det er en meget forståelig reaktion, at Danmark er et meget lige og velhavende land”, men ifølge ham kan man ikke sige, at FN’s mål går for langt i forhold til landenes egne muligheder for at udøve politik.

”Verdens ledere har selv været med til at vedtage det endelige udkast til målene, så de har jo accepteret dem,” forklarer han.

”Der er en bevægelse i verden i retning af, at man overholder internationale normer, så medlemslandene vil sikkert gøre sig store anstrengelser for at vise, at man har gjort A, B og C for at nå målene. Jeg tror ikke, at der er nogen der vil sige: ’Vi er bare ligeglade!’ Man er afhængig af at blive anset som et rimeligt land.”

Sådan måles fattigdom

– De nationale fattigdomsdefinitioner forholder sig til medianindkomsten i et land. Grænsen flytter sig derfor efter, hvor rigt et land er.

– I Danmark har man netop afskaffet den nationale fattigdomsgrænse. Den tidligere regering nedsatte et ekspertudvalg, der satte fattigdomsgrænsen til at inkludere personer på under 50 % af medianindkomsten tre år i træk, og som ikke var studerende.

– I OECD og EU er ”at-risk-of-poverty”-grænsen sat til 60 % af medianindkomsten for et år efter sociale ydelser.

Denne er artikel er en del af septembers nordiske nyhedsbrev fra UNRIC.

Frederik Photo Flickr J Ristaniemi 2 400