Zeid opfordrer til fred og omtanke på Vestbredden

0
425
08 12 2015Settlement

08 12 2015Settlement

08.10.2015 – Fire israelere og fem palæstinensere er allerede døde i oktober, mens flere hundrede er såret.

“Sikkerheden for befolkningen er blevet væsentligt forringet i løbet af den sidste uge på Vestbredden, Østjerusalem inkluderet. Flere blodsudgydelser vil uundgåeligt føre til mere had på begge sider og er ikke en løsning på lang sigt,” siger FN’s højkommissær for menneskerettigheder Zeid Ra’ad Al Hussein. Han er ekstremt bekymret for de øgede spændinger og den tiltagende vold i de besatte områder i Palæstina, og han understreger, at der kun kan skabes fred, hvis menneskerettighederne respekteres.

“De eskalerende spændinger er et tegn på en større og større frustration og afmagt, der er et resultat af den langvarige besættelse. Denne er blevet yderligere forværret af de restriktioner, som de israelske myndigheder har pålagt palæstinensiske troende, der ønsker adgang til Al-Aqsa-moskéen. Også den fortsatte udvidelse af de besatte områder, vold udøvet af bosætterne og mordbranden i landsbyen Duma bidrager til afmagten,” siger Zeid.

Mindst 134 palæstinensere er blevet såret af skarp ammunition i sammenstød med de israelske sikkerhedsstyrker siden 28. september, og flere hundrede er blevet ramt af gummikugler og har inhaleret tåregas.

“Det bekymrer os især, at der er blevet brugt rifler af kaliber 22 imod dem, der protesterer, da dette våben, også selvom det bliver beskrevet som mindre dødeligt, har været skyld i mange palæstinenseres død gennem tiden,” tilføjer han.

”Jeg er også meget bekymret for det stigende antal angreb og stenkasterier af både israelske bosættere og palæstinensere,” siger Zeid. Der har også været anklager om, at israelske bosættere har brugt våben.

Højkommissæren støtter generalsekretær Ban Ki-moons ønske om at skride til handling for at stoppe yderligere eskalering af konflikten, og han understreger endvidere et behov for at sikre, at sikkerhedsstyrkerne overholder internationale love om brug af våben.