Menneskerettighedserklæringens historie

0
76

Navanethem Pillay

Vi fejrer i disse dage 60-årsdagen for FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der blev udfærdiget den 10. december 1948. Det er et dokument, der dengang det blev udformet markerede et afgørende, historisk punkt i menneskets historie. Erklæringen markerede sig som den første internationale aftale om friheder og rettigheder for alle mennesker.
For seks årtier siden blev det bekræftet, at styrken af fælles idéer og en fælles vision om respekt og fredelig sameksistens kan overvinde brutalitet, had og ødelæggelse.

Siden da har verden ændret sig meget, men anerkendelse af vores iboende rettigheder, af vores fælles forståelse af, at ethvert liv skal leves i værdighed, vores ret til anseelse uanset vores aner, køn og farve, status og tro, refererer til nutidens realiteter i lige så høj grad som det gjorde i 1948.

Verdenserklæringen lægger vægt på den uløselige forbindelse mellem de grundlæggende frihedsrettigheder og social retfærdighed samt fred og sikkerhed. Den giver et klart udtryk for vigtigheden i at skabe lige status mellem politiske, borgerlige, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, såvel som deres indbyrdes afhængighed. Den prædiker en verden, hvor hver mand, kvinde og barn lever sit liv i værdighed, uden sult, vold og diskrimination, og nyder fordele af bolig, sundhed, uddannelse og muligheder.

Et omfattende og voksende organ af international ret har konkretiseret verdenserklæringens principper og disse afspejles i forfatninger og love i mere end 90 lande. Dedikerede internationale, regionale og nationale mekanismer er blevet indført for at promovere menneskerettighederne, deres fremme og beskyttelse. Civilsamfund over hele verden yder deres bedste for, at rettighederne gennemføres med stigende kapacitet og indflydelse.

Der er dog ingen tvivl om, at trods alle vores fremskridt inden for lovgivning og praksis, er verdenssamfundet stadigvæk langt fra at kunne beskytte mennesker fra frygt, uretfærdighed og ulighed.

Straffrihed, væbnede konflikter og autoritære styrer er ikke blevet besejret.
Vi må derfor tage bestik af den kendsgerning, at racisme, diskrimination og intolerance repræsenterer nogle af de største globale udfordringer for menneskerettighederne i vores tid.

Vold mod kvinder er stadig en daglig kendsgerning i alt for mange lande. I Den Demokratiske Republik Congo, som er tilfældet under de fleste konfliktsituationer, er volden udbredt og der foregår mange seksuelle overgreb på kvinder og piger. FN’s Sikkerhedsråd og Internationale Domstol har klart fastslået, at voldtægt og andre former for seksuel vold anses som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Samtidig kan volden betragtes som konstituerende handlinger i forhold til folkedrab. Men sådanne overgreb bliver sjældent straffet. Gerningsmændene bør bringes for en domstol, hvis cyklussen af vold og brutal straf skal standses.

Faktum er, at der i alt for mange lande udøves vold mod kvinder og udsatte grupper så som minoriteter. Volden fremmes af love og skikke, der gør disse folk til andenklasses borgere og dermed systematisk diskriminerer dem. Det kan ske på trods af stærke internationale standarder, som beskytter dem og giver dem ret til fuldstændig og fri deltagelse i samfundet.

Uanset køn, oprindelse eller race, afhænger velfærd af en respekt for, og fremme af, alle rettigheder og friheder såvel som økonomiske rettigheder; herunder retten til ordentlig mad, sundhed, bolig og uddannelse. Dette er grunden til, at regeringer rundt omkring i verden bør yde en større indsats og arbejde hurtigere for at opfylde årtusindeudviklingsmålene, 2015-målene, som er otte udviklingsmål, der globalt blev godkendt i år 2000.

Regeringerne bør gøre det ved at implementere et menneskerettighedsperspektiv i strategierne for fattigdomsbekæmpelse med henblik på at skabe en ramme af institutioner og normer, der kan bidrage til at reducere forskelle, adressere årsager til ulighed og mægle disse modstridende krav, der uundgåeligt opstår gennem udviklingsprocesser.

Undertrykkelse og fattigdom udfordrer os i dag, ligesom de gjorde dengang verdenserklæringen blev udformet. Samtidig er der opstået skræmmende, nye udfordringer såsom klimaforandringer, fødevare – og den finansielle krise, globaliseringsproblematikker, terrorisme samt nye epidemier. Alene størrelsen og de mangesidige aspekter af de opgaver der ligger forud kræver en bred, kollektiv indsats baseret på det fælles grundlag for vores menneskelige eksistens og en universel accept af international ret.

Men angreb på de universelle rettigheder sætter fortsat barrierer for en total gennemførelse og virke af menneskerettighederne. Nogle kritikere hævder, at erklæringen gik for vidt med hensyn til fremme af friheder og værdier mens andre mener, at dens rammer ikke er tilstrækkeligt vidtrækkende.

Sandheden er, at verdenserklæringen ikke blot var en tilfældighed, men at den udtrykte sine principper fra mange forskellige traditioner, og det gjorde den mere robust gennem en ensartet kodificering.

Hele verden har et stort ansvar for at leve op til menneskerettighedserklæringen og gennem solidaritet og fællesskab kan vi opnå alle vores universelle menneskerettigheder og dermed være i stand til at nå en højere levestandard og nyde den frihed, som Eleanor Roosevelt og de andre forfattere hævdede skulle være ret for os alle. Dette sket for 60 år siden i deres universelle menneskerettighedserklæring.

 

Oversat fra kronik af Navanethem Pillay, FN’s High Commisioner on Human Rights