Ban Ki-moon: Vi har et fælles ansvar for at levere

0
108

Det forgangne år har været svært for os alle. Jeg vil betegne det som ”året med de mange kriser”, og desværre lader det til, at det kommende år vil blive lige så problempræget.

De udfordringer der ligger forud i 2009- alt fra klimaforandringerne til den økonomiske krise- kommer til at teste vores forpligtelser og gode intentioner som aldrig før.

Hvad angår menneskerettigheder, snakker vi om vores ansvar til at beskytte. Men på den større internationale skala burde vi snakke om ansvaret for at kunne levere og leve op til vores forpligtelser. Når jeg kigger tilbage på 2008, vil jeg ærlig talt sige, at vores resultater har været blandede.

Jeg er tilfreds med den måde, hvorpå verden har stået sammen omkring den økonomiske krise, men hvad vi har set indtil nu, er kun toppen af isbjerget. Denne krise vil udfordre den globale solidaritetsfølelse, der er nøglen til enhver løsning og succes.

Jeg er ligeledes tilfreds med den måde, vi tacklede naturkatastroferne i Myanmar og Haiti på. Dog er jeg skuffet over Myanmars regerings manglende tiltag til demokratisk dialog og løsladelse af politiske fanger, som regeringen havde lovet.

FN-tropper har været til stede i Congo under de svære omstændigheder i landet, men vi har stadigvæk ikke været i stand til at beskytte uskyldige mennesker fra at mærke volden. Vi må fortsætte med at opretholde vores principper, der står skrevet i den universelle menneskerettighedsdeklaration.

Jeg synes, at vi reagerede tilfredsstillende på én af dette års mest alvorlige kriser, fødevarekrisen. FN’s system er gået sammen om at løse dette problem i al sin kompleksitet, der indebærer landbrugsproduktion, madvarer, handels- og socialbeskyttelse.

Af alle de udfordringer der ligger foran os, er klimaforandringerne det vigtigste og mest presserende problem. For et par uger siden var jeg sammen med verdens ledere i Poznan i Polen. Vi indså alle, at udvikling af løsninger på klimaforandringerne ikke kan vente på en løsning af den økonomiske krise. De fleste i Poznan accepterede behovet for, hvad jeg betegner som ”A New Green Deal”.  Investeringer i grøn teknologi bør være en del af enhver global økonomisk stimulans.

Alle var enige om, at der ingen tid er at spilde, da vi kun har under et år tilbage inden klimatopmødet i København i december 2009. Vi bliver nødt til at finde en global klimaaftale inden udgangen af 2009, og den skal være afbalanceret, forståelig og acceptable for alle nationer.

Succes kommer til at kræve ekstraordinært lederskab, og jeg selv vil fortsætte med at sætte tempoet op og prædike politisk vilje. Jeg har planer om at samle et klimatopmøde i begyndelsen af den 64. Generalforsamling i september 2009. Men jeg forventer, at verdens ledere bliver nødt til at mødes før, hvis vi skal formå at afslutte år 2009 med en triumf. Ved at arbejde sammen kan vi leve op til det ansvar, vi har over for vores planet og dens folk – dette er vores fælles ansvar for at leve op til vores løfter.

Vi bør se 2009’s udfordringer som en mulighed for at skabe et internationalt samarbejde. Dermed træder vi ind i en ny, multilateral æra.

Eskaleringen af vold i Gaza og det sydlige Israel i disse dage er alarmerende og de civiles lidelser og de mange tab er uacceptable. En våbenhvile skal med det samme sættes ind, uden yderligere forsinkelser. Regionale og internationale partnere skal bruge deres indflydelse til at igangsætte en dialog for at vende tilbage til fredsforhandlingerne, der havde vist tegn på moderate, men dog positive, tegn på fremskridt. Vi står over for et presserende behov for, at palæstinenserne og israelerne fortsætter med at kæmpe for fred.

Sikkerheden er blevet forbedret i Irak og provinsvalg finder sted i januar 2009. Jeg beder inderligt irakiske ledere om at samarbejde med henblik på at forsone og samle landet, da de har det fulde ansvar for deres lands nationale interesser og anliggender. Hele denne proces kræver en stærk og vedvarende FN støtte, og det skal vi give dem.

Den humanitære situation i Zimbabwe forringes for hver dag, der går. Nationen står på randen af et økonomisk, socialt og politisk kollaps. Dette ytrede jeg for nylig på et møde i Doha over for præsident Mugabe. Han lovede, at min specielle udsending kunne komme ind til landet for at afhjælpe den politiske situation. Nu får vi at vide, at tiden ikke er den rette. Men hvis det ikke er rette tid nu, hvornår skal det så blive det?

Faren for anarki er present og tydelig i Somalia. Det samme er behovet for at gøre noget i denne situation. I sidste uge foreslog jeg Sikkerhedsrådet en række tiltag, der skal hjælpe Djibouti fredsprocessen på vej, gøre op med pirateri og humanitære forhold, forstærke Afrikas Unions nuværende mission i Somalia og gøre klar til en eventuel FN fredsbevarende operation i landet. 

Jeg er dybt bekymret for den forværrede humanitære og sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan. En politisk ransagelse og en klar retningsændring er nødvendig. Vi har afsagt en masse løfter til det afghanske folk, og det er vores pligt at indfri disse over for dem.

Kravene til FN stiger støt. Vores tids udfordringer er i højere grad end tidligere samarbejdsbaseret. Udfordringerne kræver vores fuldstændige engagement fra alle nationer, der samarbejder – rige som fattige, nord som syd, udviklede lande som udviklingslande.

I løbet af det forgangne år har jeg afholdt mere end 700 bilaterale møder, heraf omkring 350 med præsidenter, statsministre og udenrigsministre. Jeg har brugt 103 dage på at rejse, og jeg har besøgt 35 lande samt fløjet mere end 400.000 kilometer.

Numre er ikke altid betegnende for det faktiske resultat, men de er en målestok for vores indsats. Verden forventer intet mindre. Det er vores ansvar at leve op til vores løfter.

Af FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon