4. oktober 2012. Af FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon.
Hvert år ved denne tid samles ledere i FN’s hovedkvarter i New York for at vurdere verdens tilstand. Dette år brugte jeg lejligheden til at slå alarm over vores retning som menneskelig familie.
Vi gennemgår en periode med udredt uro, forandring og transformation. Usikkerhed, ulighed og intolerance spredes. Regeringer spilder store mængder af dyrebare ressourcer på dødbringende våben, mens de reducerer investeringer i folket. Alt for mange magtfulde mennesker virker blinde overfor klimaforandringstruslen. Borgere længes efter jobs og udsigt til et anstændigt liv, men alt for ofte får de splittelse og forsinkelse i stedet for.
Der er sket vigtige fremskridt. Ekstrem fattigdom er halveret siden år 2000. Demokratiske overgange er undervejs i den arabiske verden, Myanmar og andre steder. Afrikas økonomiske vækst er blevet den hurtigst voksende i verden. Asien og Latinamerika gør vigtige fremskridt.
Alligevel må vi stadig hæve vores ambitionsniveau. Fattigdom og ulighed er stadig tiltagende. Økosystemer er ved at nå bristepunktet. Verdens førende vidensskab er uigendriveligt: vi må skifte kurs. Derfor opfordrer jeg verdens ledere til at presse på med initiativer vedrørende bæredygtig energi, uddannelse, enæring og kvinder og børns helbred. Den økonomiske krise bør ikke være en undskylding for ikke at imødekomme vores fopligtelser overfor alle menneskers basale behov.
Regionale spændinger er også dybt foruroligende. Krisen i Sahel får ikke nok og tilstrækkelig opmærksomhed og støtte. Fattigdom, skrøbelighed, tørke, eksremisme og sekteriske spændinger forårsager enorme lidelser; våbene r nemme at få fat på, men jobs er svære at få fat på. Det internationale samfund har brug for en stor, koncentreret indsats for tage fat i dette alamerende problem. Krisen understreger også behovet for at styrke fødevaresikkerheden, ernæringsmæssig modstandsdygtighed og sociale sikkerhedsnet for at modvirke de hyppige prischok, der er blevet den nye norm. Ligesom sensorer og seismografer forbereder os på naturkatastrofer, så skal vi gøre mere for at opdage de rystelser af nød de fattigste og mest sårbare står over for.
Situationen i Syrien bliver værre dag for dag, og er blevet en regional katastrofe med globale forgreninger. Vi skal standse volden og strømmene af våben til begge sider, og igangsætte en syrisk-ledet overgang så hurtigt som muligt. Brutale menneskerettighedskrænkelser fortsættes stadig, hovedsagelig af regeringen, men også af oppositionsgrupper. Det er vores pligt at sætte en stopper for straffrihed for internationale forbrydelser, i Syrien og andre steder, og at give konkret mening til ansvar for at beskytte.
Da forandringen i den arabiske verden og andre steder fortsætter, er vi nødt til at bryde den farlige dødvande mellem palæstinensere og israelere. En to-stats-løsning er den eneste bæredygtige løsning, men døren kan blive lukket Jeg afviser også både talen om delegitimering og trusler om en potentiel militær aktion af én stat mod en anden. Sådanne angreb ville være ødelæggende. Den skærpede snak om krig de seneste uger har været bekymrende – og bør minde os om behovet for fredelige løsninger og fuld respekt for FN-pagten og folkeretten. Ledere har et ansvar for at bruge deres stemmer til at mindske spændingerne i stedet for at hæve temperaturen og øjeblikkets manglende stabilitet.
Dette er så meget desto vigtigere i en tid med øgede spændinger over intolerance. I de seneste uger har en skandaløs handling af stor ufølsomhed ført til berettiget fornærmelse og uberettiget vold. Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er grundlæggende, men ingen af disse friheder er en licens til at opildne eller begå vold. Ansvarlige politiske ledere og samfundsledere bør intensivere indsatsen i denne tid. Et moderat flertal bør ikke være et tavst flertal.
Med så meget på spil må FN holde trit med alle dets aktiviteter – fred, udvikling, menneskerettigheder, retsstatsprincippet, styrkelse af verdens kvinder og unge. Folk ser ikke bare FN som et spejl der reflektere end splittet verden.
Vi er beregnet til at udvise lederskab, håb og løsninger til de problemer, der betyder noget for folk om dagen – og det holder dem oppe om natten. Ingen enkeltstående leder, land eller institution kan gøre alt. Men hver af os, på vores egen måde, kan gøre noget. Vi må sætte mennesket først, satse mere og tage det internationale samarbejde til det næste niveau. Tiden er ikke på vores side, men som partnere, kan vi bestå nutidens test og udnytte mulighederne i en tid med dramatiske ændringer.
