Hvad er et LDC-land?
Hvor mange lande indeholder LDC?
Hvilke lande er under betegnelsen LDC?
Hvilke kriterier skal opfyldes for at et land er et LDC-land?
Skal landet opfylde alle kriterier for at komme på listen over LDCs?
Hvilke lande er ikke længere på listen?
Hvilke kriterier skal opfyldes for at et land ikke længere er på listen?
Hvilke fordele har lande på LDC listen?
Hvad er Bruxelles Handlingsprogram for LDCs?
Hvilke 7 område fokuserer programmet på?
Hvad er de største udfordringer som LDC-lande står overfor?
Hvad vil ske i slutningen af programmet?
Hvad er et LDC-land?
Siden 1971 har FN defineret LDS-lande som de fattigste og svageste segmenter af det internationale samfund. Ekstrem fattigdom, de strukturelle svagheder i deres økonomier og den manglende kapacitet i forbindelse med vækst, gør det svært for landene at bestræbe sig på at gøre livskvaliteten for deres indbyggere bedre.
Disse lande er også kendetegnet ved deres akutte følsomhed over for eksterne økonomiske chok, naturlige og menneskeskabte katastrofer og smitsomme sygdomme.
Hvor mange lande indeholder LDC?
Den nuværende liste over LDC lande indeholder 48 lande. 33 i Afrika, 14 i Asien og Stillehavsområdet og 1 i Latinamerika. Republikken Kap Verde blev fjernet fra listen i slutningen af 2007 og Maldiverne den 1. januar 2011.
Hvilke lande er under betegnelsen LDC?
Afrika: 33 lande
Angola, Benin, Burkina Faso, Burundi, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Comorerne, Den Demokratiske Republik Congo, Djibouti, Ækvatorial Guinea, Eritrea, Etiopien, Gambia, Guinea,Guinea-Bissau, Lesotho, Liberia, Madagaskar, Malawi, Mali, Mauretanien, Mozambique, Niger, Rwanda, Sao Tome og Principe, Senegal, Sierra Leone, Somalia, Sudan, Togo, Uganda, Tanzania og Zambia.
Asien og Stillehavsområdet: 14 lande
Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Cambodja, Kiribati, Den demokratiske folkerepublik Laos,Myanmar, Nepal, Samoa, Salomonøerne, Øst-Timor, Tuvalu, Vanuatu og Yemen.
Latinamerika og Caribien: 1 land
Haiti
Hvilke kriterier skal opfyldes for at et land er et LDC-land?
FNs komite for udviklingspolitik (CDP) bruger følgende kriterier til at identificerer LDC-lande:
● Lav indkomst, målt ved en gennemsnitlig indkomst pr person over tre år. En gennemsnitlig indkomst på under $745 per person per år, betragtes som grundlag for optagelse, og over $900 som grundlag for ikke længere at skulle være på listen.
● Svage menneskelige ressourcer, målt ved ernæringsindikatorer, børnedødelighed (i alderen fem år eller under), indskrivning til gymnasiet og voksne analfabeter.
● Høj økonomisk sårbarhed, målt ved befolkningens størrelse, mangfoldigheden af varer der eksporteres, andelen af landbrug, skovbrug og fiskeri i økonomien, ustabiliteten i landbrugsproduktionen, ustabiliteten i eksporten af varer og tjenester, og hjemløshed på grund af naturkatastrofer.
Skal landet opfylde alle kriterier for at komme på listen over LDC-lande?
Ja. Et land må opfylde alle 3 kriterier for at komme på listen over LDC-lande. Oven i dette må landes befolkning ikke overstige 75 millioner. Når det overvejes om et nyt land skal skrives på listen, skal landet også give sin samtykke, før den nye status godkendes af FN’s økonomiske og sociale råd (ECOSOC).
Hvilke lande er ikke længere på listen?
Siden oprettelsen af LDC-landene I 1971, har kun 3 lande formået at komme af listen. Botswana i 1994 og Republikken Kap Verde I 2007. Maldiverne kom af listen 1. januar 2011 og det forudses at Samoa vil komme af listen I 2014.
Hvilke kriterier skal opfyldes for at et land ikke længere er på listen?
For at et land ikke længere skal stå på listen over LDC-lande, skal landet nå grænse værdien i 2 ud af de 3 kriterier – eller landets indkomst per indbygger skal overstige det dobbelte af grænseværdien. Sandsynligheden for at er sådan niveau er bæredygtigt må anses som høj.
Hertil kommer at landet kommer til at deltage i en ”glidende overgang”, som varer tre år, dette er for at landet kan tilpasse sig de tab, der er forbundet med ikke længere at være et LDC-land.
Hvilke fordele har lande på LDC listen?
Den internationale støttebetingelser som er i forbindelse med LDC-statussen er relateret til handelspræferencer, udviklingsfinansiering – herunder statslig udviklingsbistand -gældslettelse, teknisk bistand og andre former for støtte. De LDC-lande, der er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) drager også særlige fordele af en særlig og differentierede behandling i forbindelse med WTO-relaterede forpligtelser.
Hvad var Bruxelles Handlingsprogram for LDCs?
Programmet blev vedtaget på den tredje FN-konference om LDC-landene i Bruxelles, Belgien i maj 2001. Handlingsprogrammet opstillede en række aktioner, der skulle gennemføres af LDC-landene og deres udviklingspartnere for bæredygtig udvikling af de mindst udviklede lande. Det overordnede mål med det 10-årige program var at reducere ekstrem fattigdom og sult gennem en fokuseret indsats inden for syv områder.
Hvilke 7 område fokuserede programmet på?
1. Fremme af den menneskecentreret politiske struktur.
2. God styring fra regeringen både på nationalt og internationalt niveau.
3. Opbygning af menneskelig og institutionel kapacitet.
4. Opbygning af produktionskapacitet for at få globaliseringen til også at fungere for LDC-landene.
5. Styrkelse af handelsrollen i udviklingen.
6. Reducering af sårbarheden samt beskyttelse af miljøet.
7. Mobilisering af finansielle ressourcer.
Hvad er de største udfordringer som LDC-lande står overfor?
Højt niveau af fattigdom: Mere end halvdelen ad de 800 millioner mennesker der bor I LDC-landene lever for under 1 dollar om dagen. Sandsynligheden for at en kvinde fra et LDC-landene dør på grund af børnefødsels er 1 til 16, i Nord Amerika er sandsynligheden 1 til 3500.
Fødevareusikkerhed: Mere en 300 millioner afrikanere, er ikke sikret mad.
Økonomisk sårbarhed: LDC-landene er stærkt afhængige af eksterne finansieringskilder, inklusiv den offentlige udviklingsbistand, arbejdernes pengeoverførsler og den direkte udenlandske investering. Dette udsætter dem i stor grad for de eksterne chok, såsom den globale finansielle krise, som har påvirket deres økonomier.
Miljømæssig sårbarhed: Selvom LDC-landene bidrage mindst til klimaforandringerne er deres lande alligevel blandt dem der er hårdest ramt klimaforandringerne. Dårlige huse, kæmpe afhængighed af naturlige ressourcer og manglende tilpasningsevne sætter alle mennesker i LDC-landene i større risiko for klimaforandringernes konsekvenser, end mennesker i andre lande. Mange af LDC-landene er også små øer, der overlevelse er truet af den stigende vandstand.
Hvad skal der nu ske efter programmet?
Bruxelles Handlingsprogrammet sluttede i slutningen af 2010. Resultaterne vil blive diskuteret under FNs fjerde konference om LDC-landene, som afholdes i dette år.
