Mindst et årti er gået uden nordisk repræsentation i FN’s Sikkerhedsråd efter Finlands nederlag om et ikke-permanent sæde under valget i Generalforsamlingen den 18. oktober.
De fem nordiske lande har stået sammen om et enkelt sæde tildelt gruppen “Vesteuropa og Andre” hvert andet år. Med to tabende nordiske lande i træk – Finland nu og Island i 2008 – i et kapløb med tre deltagere om to sæder, kan der stilles spørgsmålstegn ved det fælles nordiske kandidatur.
Tidligere, i 1992, har Sverige tabt kampen om en plads i Sikkerhedsrådet. Ifølge traditionen vil Norge være den næste nordiske kandidat i 2016.
Politisk forsker, Dr. Mika Aaltola har været en af de ledende kommentatorer i finsk medias dækning af Finlands kamp for et ikke-permanent sæde i Sikkerhedsrådet. Dr. Aaltola, som er programleder for Finnish Institute of International Affairs, forudser i et interview med UNRIC Nordics nyhedsbrev, at individuelle nordiske lande kan være fristet til at gå enegang efter nederlaget til den sidste nordiske kandidat. UNRIC’s Emilia Honkasaari interviewede Dr. Aaltola:
Hvorfor førte Finlands kampagne ikke til det ønskede resultat?
At stille op til et sæde i FN’s Sikkerhedsråd var en bred national indsats for Finland. Da målet ikke blev nået tyder dette på en svækkelse af Finlands position og manglende strategi. I offentlige diskussioner har folk foreslået forskellige årsager til nederlaget. En af de mest centrale årsager har ikke fået meget omtale: den nordiske model ser ikke så attraktiv ud, som den har gjort tidligere.
Finlands mulighed for at gøre kampagne for et sæde i Sikkerhedsrådet er baseret på en nordisk aftale, der går ud på, at man stiller op til et sæde hvert fjerde år. Historisk set har denne taktik fungeret som den skal, men inden for de sidste to årtier er situationen forandret. Sverige, Island og Finland har lidt nederlag med deres egne kampagner. Dette er en stor ændring og kan vidne om en nedgang i Nordens indflydelse.
Hvilke slags temaer var i fokus og hvilket image skabte Finland?
I Finlands kampagne var der to centrale temaer; kvinders rettigheder og konfliktløsning. Begge disse temaer har rødder i Norden. Finland, såvel som andre nordiske lande, har været stolte af deres progressive samfund.. Disse samfund, som har en meget ensartet befolkning, har opnået en høj levestandard og fredelig, civiliseret orden. Vi har været stolte af FN’s udviklingsstatistikker: Finland og andre nordiske lande er i top på næsten alle områder fra lighed til uddannelse.
Finlands nordiske selvopfattelse understreger ideen om at være ”på toppen af verden” både geografisk og udviklingsmæssigt. Verden har dog ændret sig og er blevet mere mangfoldig. Der er andre udviklingsmodeller, såsom den vej Kina eller Brasilien har valgt. Ideen om én rigtig udviklingsmodel, som er værd at stræbe efter og fører til et nordisk velfærdssamfund, begynder at være gammeldags. Trods dette beror Finlands nordiske identitet intenst på denne ide. Vi (finere) tror meget på, at vi er et godt eksempel for resten af verden. Denne tro er ofte foruroligende for andre lande.
Hvilke roller kan nordiske lande spille i FN og hvilke slags temaer skal vi være fortalere for?
Konfliktløsning som sådan er værd at støtte. Men for flere og flere lande kan fremhævelsen af dette fremstå en anelse arrogant. Hvem tror Finland, de er? Et centralt tema for Australiens kampagne var styrkelsen af små landes position. Det er forståeligt, at dette er et vigtigt emne, da størstedelen af FN’s medlemslande er netop små lande. Finland er også et lille land – selvom Finland gerne vil fremstå som en supermagt i konfliktløsning, har vi kun begrænsede ressourcer. Ikke engang det at støtte kvinders rettigheder vil tage os særlig langt, da dette emne desværre ikke er et fælles mål for alle lande.
Den nordiske model var attraktiv under den kolde krig, den tilbød en neutral tredje mulighed for de to blokke. Denne attraktion er ikke stærk mere og derfor bør modellen moderniseres. I disse dage fremstår nordiske lande måske egoistiske og fremmer udelukkende deres egne (allerede opnåede) interesser.
De nordiske lande har spillet en stor rolle i FN. Strukturen i FN er dog et levn fra anden verdenskrig og den kolde krig. Når organisationen står over for en stor global udfordring har det ofte vist sig, at den ikke fungerer, og FN bør derfor moderniseres. Spørgsmålet er, om de nordiske lande ønsker at gå forrest i den nødvendige moderniseringsproces.
Hvordan vurderer du eftervirkningerne af Finlands usuccesfulde kampagne?
Der er en risiko for, at de nordiske lande begynder at føre uafhængige kampagner for en plads i Sikkerhedsrådet uden bredere koordination. Dette vil svække den nordiske identitet, ikke modernisere den. I øjeblikket er Finlands udenrigspolitik baseret på flere forskellige komponenter såsom EU-politikker, udviklingspolitikker, sikkerhedspolitikker og FN-politikker. Nogle gange er politikkerne i konflikt med hinanden, der er ikke nogen strategisk enhed eller fælles linje. I stedet for at fortælle hvor gode vi er, bør vi fremhæve landet som et lille nordisk land, der har mod på at investere i temaer, der er vigtige for alle lande.
