Månedens nordiske profil:
På den anden side af kloden nord for Australiens kyst ligger Østtimor, et lille land på omkring 15.400 km2. FN’s fredsbevarende styrker har været til stede i landet i mange år, men ved årsskiftet startede en ny epoke i det lille lands historie. UNRIC Nordic har været heldige at få et interview med lederen af UNMIT (FN’s fredsbevarende mission i Østtimor), danskeren Finn Reske-Nielsen, som er månedens nordiske profil. Vi har spurgt ind til hans imponerende 36 år lange FN-karriere og fremtidsplaner når fredsmissionen endeligt slutter engang i foråret.
Det er et imponerende CV man finder frem til når man ser tilbage på dine bedrifter i FN. Du har arbejdet i en række lande med forskellige arbejdsopgaver. Hvornår og hvorfor valgte du at drage med FN ud i verden?
I min studietid på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet arbejdede jeg i flere år som undervisningsassistent og senere adjunktvikar, så jeg havde egentlig forestillet mig at gå den akademiske vej. Alligevel syntes jeg, at jeg skulle prøve noget andet, noget mere ”praktisk” om man vil, inden jeg bandt mig til undervisning og forskning. Så jeg søgte, og fik en stilling som Junior Professional Officer (JPO) på UNHCR’s kontor i Lusaka, Zambia, helt tilbage i 1977. Det var dengang det sydlige Afrika var et af verdens brændpunkter, med afkolonisering, borgerkrig i Rhodesia (nu Zimbabwe), apartheid i Sydafrika og tusindvis af flygtninge fra de forskellige lande i området. Det var spændende, dramatisk, udfordrende, tragisk og frustrerende på en gang.
Hvad lavede du i Danmark inden du startede med at arbejde for FN?
Som sagt bevægede jeg mig mest i den akademiske verden, som jeg fandt interessant, men måske også lidt verdensfjern og teoretisk. Jeg forestillede mig, at der også måtte være andre måder at gøre en forskel på. Flygtningearbejde var noget helt nyt, hvor man konkret var med til at hjælpe mennesker i nød.
Hvilken ”bagage” eller erfaringer har du med fra Danmark når du kommer til et konfliktfyldt land?
Danmark er jo (heldigvis) et stabilt samfund. Det var et stort chok at ankomme til Lusaka og opleve hvordan krig, fattigdom og sociale spændinger underminerer et helt samfund. I begyndelsen havde jeg vel nok en forestilling om, at mange af de erfaringer jeg havde fra en dansk sammenhæng også kunne bruges i den tredje verden. Det viste sig at være sandt i en vis udstrækning. Nogle af de fundamentale vestlige værdier, såsom gensidig respekt, lighed for loven og social retfærdighed kunne bruges, men jeg opdagede hurtigt, at hvert land eller hver kultur kræver sine egne løsninger.
Det er konfliktramte områder du har befundet dig i. Hvordan takler du svære situationer og holder begge ben på jorden?
Først og fremmest må man forsøge at forstå den sammenhæng man befinder sig i. Hvorfor er tingene som de er? Først derefter kan man forsøge at hjælpe. Og så smøger man ærmerne op og går i gang. Alligevel husker jeg tydeligt da jeg befandt mig i en flygtningelejr nord for Lusaka umiddelbart efter et angreb, som efterlod 200 døde og ca. tusind sårede. Det gjorde et stærkt indtryk på en ung cand.scient.pol., som var vant til de lune danske stuer og behagelige forelæsningslokaler i Aarhus.
FN’s fredsbevarende mission i Østtimor blev afsluttet den 31. december. Hvad er den største udfordring for landet på nuværende tidspunkt?
Der er vist ikke mange i Nordeuropa der har hørt om Østtimor. Landet var besat af Indonesien i omkring 25 år, indtil en folkeafstemning i august 1999 banede vej for selvstændighed tre år senere – men først efter voldsomme uroligheder med hundredvis af dræbte og nedbrænding af bygninger og anden infrastruktur. Da jeg ankom til landet i begyndelsen af oktober 1999 var roen endnu ikke genoprettet. Landet lignede en krigszone og mere en halvdelen af befolkningen var flygtet fra byerne op i bjergene. I dag er det svært at forestille sig hvordan der så ud. Der er nu stabile politiske forhold med en ny regering der blev demokratisk valgt sidste sommer. Den årlige økonomiske vækst er på over ti procent og man kan færdes frit overalt i landet. Fremtidens udfordringer ligger i bekæmpelse af fattigdommen. Østtimor har store rigdomme i form af olie og gas, men der er lang vej før den almindelige borger, især i landområderne, får udbytte af disse ressourcer. Uddannelsessystemet kræver store investeringer så kvaliteten kan hæves. Sundhedsvæsenet er langt fra tilfredsstillende og fejlernæring blandt børn hører til en af de højeste i verden.
I et land som Østtimor, er der så områder hvor landet kan drage erfaringer fra de nordiske lande, når et samfund skal bygges op på ny?
Østtimor har allerede lært meget af de nordiske lande. Dets oliefond er næsten en kopi af det norske system på dette område. Landet har også opbygget et demokrati, som i mange henseender ligner de nordiske landes, men der er lang vej igen før de underliggende normer og værdier slår igennem i hele samfundet.
Hvad er din rolle i Østtimor i den nuværende afsluttende fase indtil marts?
Siden juli sidste år har vi fokuseret på at lukke FN’s fredsbevarende mission på en sådan måde, at tilbagetrækningen kunne foregå så smertefrit som muligt. Alt i alt har vi nu sendt omkring tre tusind mænd og kvinder tilbage. I de nærmeste måneder lukker vi de forskellige kontor- og lagerfaciliteter, som vi har brugt i de forgangne år. Vi regner også med at kunne overdrage meget af vores udstyr, såsom biler, computere og kommunikationssystemer, til landets myndigheder, som kan bruges bl.a. af den lokale politistyrke. FN’s udviklingsorganisationer, såsom UNDP og UNICEF, bliver i landet på sigt og vil fortsætte deres traditionelle tekniske bistand i mange år endnu.
Hvad skal der ske når din opgave i Østtimor slutter – drager du videre til et andet land og hvilken rolle kommer du til at spille i FN?
Efter snart 36 år i FN’s tjeneste er det nok på tide at vende tilbage til Danmark. Vi har netop købt et hus i Aalborg, hvor vi regner med at slå os ned til foråret. Jeg håber selvfølgelig meget at min erfaring og ekspertise kan bruges i en dansk sammenhæng på den ene eller den anden måde. Jeg vil selvfølgelig også være til rådighed hvis FN’s generalsekretær skulle finde på at bede mig om min tjeneste igen, et eller andet sted i verden.
